Carin Mannheimer

1934 - 2014

Sverige

Født og opvokset i Osby i Skåne. Efter studier i Lund har hun boet i Göteborg, hvor hun siden 1968 har arbejdet for Sveriges Radio. Hun var første gang gift med Sören Mannheimer og siden 1980 med civiløkonom Gunnar Hansson. Som en af de venstreintellektuelle kritikere, der fik stor gennemslagskraft i svensk debat i slutningen af 1960’erne, var hun litteraturanmelder i bl.a. Göteborgs Handelsoch Sjöfartstidning, Arbetet, Ord & Bild og Bonniers Litterära Magasin.

Størst betydning har hun haft som forfatter af forskellige tv-serier med radikale og folkelige fortegn. I 1970’erne vakte hun debat med programmer og serier som Dela lika, 1972, Förr visste jag precis, 1974, og Lära for livet, 1977, og i slutningen af 1980’erne blev hun højt elsket for den meget populære tv-serie i svensk rækkehusmiljø, Svenska hjärtan, 1987. I 1995 trak hendes skuespil Rika barn leka bäst fulde huse på Folkteatern i Göteborg.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Carin Mannheimer bl.a. skrevet og instrueret tv-serierne Fru Marianne, 2001, Solbacken: Avd. E, 2003, og Saltön, 2005.

Hun har modtaget flere priser, bl.a. Stora Gerontologprisen 2003 for sit arbejde med at skildre ældreomsorg,  Piraten-prisen 2010, og 2011 udnævntes hun til æresdoktor ved Sahlgrenska akademin, Göteborgs universitet.