Anne Charlotte Leffler

1849 - 1892

Sverige

Forfatteren var toneangivende og hendes hjem mødested for Stockholms litterære kredse og det radikale Unga Sverige. Hun var født og opvokset i Stockholm, hvor faderen var rektor, 1872 blev hun gift med dommer Gustav Edgren, og året efter skilsmissen i 1889 giftede hun sig med professor, hertug Pasquale del Pezzo di Cajanello. 1885 blev hun som en af de første kvinder valgt ind i Publicistklubben, hun var desuden medlem af Drägtreformföreningen (Forening til fremme af den nye og funktionelle såkaldte reformdragt) og Nya Idun (Et debatforum for kvinder), men ikke af den organiserede kvindebevægelse.

Hun debuterede 1861 under pseudonymet Carlot med tre noveller i Händelsevis (Tilfældigvis). Sit gennembrud fik hun under eget navn med de samfundskritiske og kvindeemancipatoriske novellesamlinger Ur lifvet I-III (Fra livet), 1882-93, med afsløringer af Stockholms mondæne overfladiske societyliv, og tematiseringer af kvindelig seksualitet og selvrealisering. Hendes store engagement i kvindens emancipation kommer ligeledes til udtryk i dramaet Sanna kvinnor (Rigtige kvinder), 1883, med dets kraftfulde forsvar for gifte kvinders ejendomsret. Senere fulgte romanen Sommersaga I-II (Sommereventyr), 1886, om kvindelig kunstnerproblematik, og 1890 udkom den delvist selvbiografiske Kvinnlighet och erotik, et forsøg på at forme en erotisk sandhed uden konventionelle hensyn.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Ingeborg Nordin Hennel: "Aurore Bunge. Några reflexioner kring en 1880-talsnovell" i: Birgitta Paget m.fl. (red.): Kvinnor och skapande, 1983

Mona Lagerström: Dramatisk teknik och könsideologi: Anne Charlotte Lefflers tidiga kärleks- och äktenskapsdramatik, 1999

Yvonne Leffler (red.): Bcikom maskerna. Det dolda budskapet hos kvinnliga 1880-talsförfattare, 1997

Maj Sylvan: Anne Charlotte Leffler. En kvinna finner sin våg, 1984

Lynn R Wilkinson: "Gender and the gaze in Anne Charlotte Leffler's "En bal i 'societeten"" in: Scandinavian studies, 2006

Sofia Wingstrand: "Erotikens estetik: kärleksskildringen i Anne Charlotte Lefflers roman "Kvinnlighet och erotik II"" i: Kvinnan, kärleken och romanen i kvinnliga 1800-talsförfattares texter, 2001