Forfatteren var skomagerdatter og voksede op i Sordavala i Karelen. Hun blev efter studentereksamen i 1940 kontorist og senere forfatter. Hun var mor til tre børn.
Fra debuten i 1942 med Sinikallio (Blåklippe) (L) tematiserede hun i fem digtsamlinger, bl.a. Viuhkalaulu (Viftevise) (L), 1945, Venelaulu (Bådvise) (L), 1952, og Parvi (Sværm) (L), 1961, den kvindelige lyrikers arbejde med genrens elementære problemer omkring tavshed og tale. Hun har desuden udformet et mønster af de klassiske japanske digtformer overført til det finske digtsprog.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Tuula Hökkä: "Viuhkan laulua ja taukojen puhetta" i: Maria-Liisa Nevala (red.): "Sain roolin johon en mahdu". Suomalaisen naiskirjallisuuden linjoja, 1989
Miijam Polkunen: "Poikkihuilu. Eila Kivikkahon lyriikasta" i: Parnasso, nr. 3-4, 1968
Auli Viikari: "Kutsumaton haltiatar" i: Parnasso, nr. 1, 1978