Dyrlægedatter fra Farsø i Himmerland, ældste datter og huslærerinde i en søskendeflok på 11, heriblandt forfatteren Johs. V. Jensen. Hun var autodidakt og ernærede sig som ung forfatterspire i København ved husarbejde og sult. Som kvindesagskvinde, journalist, verdensomrejsende og foredragsholder blev hun elsket for sit mod, sin pragt, sin skarpe tunge. Kendt blev hun ikke mindst som satiretegnernes yndlingsoffer og som ekspert i selviscenesættelse. 1912-18 var hun gift med maleren Henning Fenger.
Thit Jensen debuterede 1903 med fortællingen To søstre, der som Familien Storm (R), 1904, har den kvindelige kunstner som tema. I romanerne Martyrium, 1905, og Ørkenvandring, 1907, angreb hun samtidens køns- og samfundsforhold. De følgende romaner Hemskoen, 1912, Jorden, 1915, og Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde, 1918, der er et kunstnerisk højdepunkt, beskriver ambivalensen mellem arbejde og kærlighed. Fra 1909 udfoldedes samfundskritikken i foredragsvirksomhed.
Med Den erotiske Hamster (R), 1918, der har en bitter baggrund i hendes egen skilsmisse, og i Aphrodite fra Fuur (R), 1925, vælter visionen om en kvindelig helhed. I stedet udfoldes forholdet mellem liv og lyst i en række historiske romaner som Af Blod er du kommet, 1928, Jørgen Lykke I-II, 1931, Stygge Krumpen I-II, 1936, og Valdemar Atterdag I-VII, 1940-53. Hun huskes for de historiske romaner, men samtidsforfatterskabet er genopdaget af den litterære kvindeforskning.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Jens Andersen: Thit - den sidste valkyrie, 1990
Birgitte Borgen: Thit Jensens samfundsengagement, 1976
Hanne Faldborg: Thit: Et skæbneportræt, 1998
Elisabeth Møller Jensen: Roser og laurbær. Om grundstrukturen i Thit Jensens kvindepolitiske forfatterskab, 1978
Anne-Marie Mai: "Thit Jensen: Stygge Krumpen" i: Poul Schmidt m.fl. (red.): Læsninger i dansk litteratur, bd. 4, 1997