Kirsten Holst

1936 - 2008

Danmark

Forfatteren blev født i Lemvig som datter af en politimester, var 1958-78 gift med forfatterkollegaen Knud Holst og er mor til forfatteren Hanne-Vibeke Holst.

Hun debuterede i 1976 med kriminalromanen De unge, de rige og de smukke, hvor læseren første gang stifter bekendtskab med hendes faste hovedpersoner, den menneskekloge og skarpsindige politimand Høyer og hans makker Therkelsen. Ud over et spændende og velgennemtænkt plot udmærker hendes mange kriminalromaner sig ved at give et nærbillede af Provinsdanmark på godt og ondt. Hun har også skrevet adskillige børne- og ungdomsbøger som Min ven Thomas, 1987, og Rejsen til Bethlehem, 1996, samt flere tv- og radiospil.

Sideløbende med sin forfattervirksomhed var hun journalistisk medarbejder ved Danmarks Radio, Familie Journalen og Berlingske Tidende. I 1981 fik hun Poe-prisen og i 1982 Kulturministeriets børnebogspris.

Opdateret af redaktionen 2011:

Efter ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie udgav Kirsten Holst romanerne Var det mord?, 1999, Nikki og bankrøverne, 2001, Ludmilla på sporet, 2002, og Sin brors vogter, 2006, som hun modtog Det danske Kriminalakademis Harald Mogensen Pris for.