Hanne-Vibeke Holst

1959 -

Danmark

Datter af forfatterne Kirsten og Knud Holst. Hun er uddannet journalist, fra 1987-90 udstationeret med mand og børn i Moskva, siden i Bruxelles, nu bosat i København.

Hanne-Vibeke Holst debuterede i 1980 med romanen Hejsa Majsa!. I trilogien om moderne ungpigeliv, Til sommer, 1985, Nattens kys, 1986, og Hjertets renhed, 1990, skildres Louises udvikling fra uerfaren gymnasieelev til modnet og færdiguddannet arkitekt med fokus på splittelsen mellem tryghed og spænding, familieliv og karriere. Samme tematik går igen i hendes voksenromaner Thereses tilstand, 1992, Det virkelige liv, 1994, og En lykkelig kvinde, 1998. Hanne-Vibeke Holst har også markeret sig i 1980’ernes og 1990’ernes debat om emner som de nye kønsroller, børnefamilierne og mediernes voksende betydning.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Hanne-Vibeke Holst udgivet romanerne Kronprinsessen, 2002, Kongemordet, 2005, Dronningeofret, 2008, og Undskyldningen, 2011. Hun har også skrevet debat- og erindringsbogen Min mosters migræne – eller Hvordan jeg blev kvinde, 1999, og portræt- og interviewbøgerne Ned til kvinderne – da Per blev til Pia, 2000, og Da jeg blev vred – livshistorier fra kvindernes verden, 2004.

Hun har bl.a. modtaget Boghandlernes gyldne Laurbær i 2009 for Dronningeofret.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Hanne-Vibeke Holst: "Med livet i hænderne" i: Anne Mørch-Hansen (red.): Forfattere fortæller, 1995

Steffen Larsen: Vilde veje. Om 21 danske forfattere der skriver for unge, 1995