Aasta Hansteen

1824 - 1908

Norge

Professordatter og opvokset i Kristiania. Hun var ugift, uddannet som maler og studerede bl.a. i Düsseldorf.

I 1870 skrev hun som en af de første om kvindesagen i norsk presse et indlæg i Dagbladet signeret “Af en Kvinde”. Senere vakte hun skandale med skarpe angreb på kirkens og samfundets kvindesyn med artikler under eget navn, og hun gjorde sig ifølge den norske forfatter af kvindebevægelsens historie Anna Agerholt “umulig i det gode selskab” ved offentligt at angribe en mand for brudt ægteskabsløfte til en anden kvinde. I 1878 udgav hun det religionshistoriske skrift Kvinden skabt i Guds billede.

Bosat i USA 1880-1889 skrev hun fortsat til norske aviser og tidsskrifter og var næsten helt frem til sin død aktiv skribent og polemiker. Hun blev æresmedlem i Norsk kvinnesaksforening i 1904.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Anna Caspari Agerholt: Den norske kvinnebevegelses historie, 1973

Edvard Bull m.fl. (red.): Norsk biografisk leksikon, 1925-1962

Irene Engelstad m.fl. (red.): Norsk kvinnelitteraturhistorie, bd. 1., 1988