Eva Hemmer Hansen

1913 - 1983

Danmark

Skrevet af: Elise Andersen

Redaktørdatter opvokset i Århus, cand.mag., kulturjournalist, lektor, forlægger, formand for Dansk Kvindesamfund 1968-1971, ventrefløjssocialdemokrat og kommunalpolitiker, til hun forlod partiet i 1970 i protest mod den ringe opstilling af kvinder ved valgene. I 1970’erne startede hun sammen med sin anden mand, forfatteren og forlæggeren Alf Grostøl, forlaget Grevas, der bl.a. udgav eksperimentel ny dansk litteratur. Fra 1974 var hun lektor ved Danmarks Journalisthøjskole. Hun var mor til to børn.

Efter den litteratursociologiske litteraturhistorie Digter og Samfund, 1938, debuterede hun skønlitterært i 1944 med romanen Helene om en kvindelig akademikers kriser ved graviditet og moderskab. Den meget læste gennembrudsroman En lille tøs og hendes mor (R), 1952, handler om en enlig mor af arbejderklassen. Abortspørgsmålet tages op i Salomons dom (R), 1960. Med Skandale i Troja, 1954, og Jomfru Rasmussen, 1956, om Grevinde Danner, og den kunstnerisk vellykkede Camelot, 1966, udfolder hun de kvindelige eksistensproblemer i historiske romaner fra kulturelle brydningsperioder.

Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper, 1970, er hendes personligt prægede historie om kvindebevægelsens kampe gennem 100 år. Til den store produktion hører også børnebøger, radioarbejder, oversættelser og essays. Hun var en særdeles populær foredragsholder og debattør.

Udvalgt litteratur om forfatteren

J.K.L. Boll: Studier i Eva Hemmer Hansens historiske romaner, 1980

Susanne Knudsen: Imellem - skidt og skrift, 1989