Sammen med sin amerikanske mand, maleren Clifford Wright, skabte Elsa Gress Decenteret, et kollektivt kulturcenter for kunst, litteratur, teater og film, hvor danske og udenlandske kunstnere mødtes i en lang årrække. Hun voksede op i en utraditionel familie præget af social deroute. Som ung i slutningen af 1930’erne foretog hun vandreture i nazismens Tyskland og i Frankrig, og da hun i 1944 tog sin magisterkonferens, havde hun som aktiv i modstandskampen længe levet under jorden. Efter krigen rejste hun som en af de første ud i et Europa i ruiner.
Elsa Gress debuterede 1945 med essaysamlingen Strejftog. Blandt hendes vigtigste værker er erindringsbindene Mine mange hjem, 1965, Fuglefri og fremmed, 1971, og Compania 1-2, 1976, hvor hun beskriver den følelse af usamtidighed, som skulle blive en væsentlig tematik i de litterære værker, og som gav hende prædikatet “professionel outsider”. I 1964 udgav hun debatbogen Det uopdagede køn, hvori hun kritiserer det herskende “enkønssamfund” og fremhæver humanismen frem for feminismen. I en stor del af sine romaner, noveller og essays beskæftigede hun sig med kunstnerens rolle, således i de sidste romaner Salamander, 1977, og Simurghen, 1986. I Salamander bliver kunsten beskrevet som et kompromisløst og til tider smertefuldt kald, og i Simurghen sammenflettes skabelsen af et maleri med tab og død.
Forfatterskabet omfatter desuden skuespil og hørespil. Med sine synspunkter er Elsa Gress ofte grupperet under kulturradikalismen, men med årene blev hun mere kulturaristokratisk. Hun forblev en samfunds-, kultur- og kønsrevser, der med sine kætterske synspunkter bl.a. blev kaldt Danmarks eneste “vrede unge mand”. Hun blev medlem af Det danske Akademi 1975.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Suzanne Brøgger: "Er der nogen der hører efter?" i: Kritik, nr. 86, 1988
Michael Cotta-Schønberg og Helga Vang Lauridsen: Nærværende: En bog om Elsa Gress, 1990
Peter Holst (red.): Dansk litteraturhistorie, bd. 8, 1985
