Fogelklou var datter af en herredsfoged og opvokset i Simrishamn. Hun tog lærereksamen 1899 og blev i 1909 Sveriges første kvindelige teol. kand., men fik aldrig noget akademisk embede. Hun tilhørte kredsen omkring Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad, der ville uddanne kvinderne til at varetage deres ansvar som samfundsborgere, og var stærkt engageret i freds- og flygtningearbejdet under begge verdenskrige. Hun arbejdede som lærerinde indtil 1922, da hun giftede sig med docent Arnold Norlind. Derefter var hun aktiv som forelæser på bl.a. Socialpolitiska Institut og på Stockholms Högskola. Hun blev æresdoktor i 1941.
Såvel hendes liv som hendes erhvervsvalg var præget af en religiøs, mystisk oplevelse i 1902. Hun udviklede sin livsfilosofi i en meget omfattende skribentvirksomhed. Allerede i betragtningerne Allvarsstunder 1-2, 1903-13, og Medan gräset gror 1-2, 1911, viste hun sin interesse for moderne psykologi, og hele hendes produktion, som med både biografier og sociologiske analyser overfladisk set godt kan virke noget spredt, holdes sammen og gennemsyres af hendes særprægede stil og etisk højstemte og meget emotionelle livsholdning. I den selvbiografiske trilogi Arnold, 1944, Barhuvad, 1950, og Resfärdig, 1954, udvikler hun også sin meget personlige stil i litterær retning.
Hun var ligeledes en flittig brevskriver i centrum af det intellektuelt-åndelige liv i Sverige, og hendes brevskrivningskunst kan opleves i samlingen Kära Ili, Käraste Elin, 1989, som består af brevvekslingen mellem hende og Elin Wägner.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Malin Bergman Andrews: Emilia Fogelklou, människan och gärningen: en biografi, 1999
Kerstin Aspegren m.fl. (red.): Emilia Fogelklous verklighetsupptäckt, Gnosis 2-4, 1989
Ingrid Meijling Bäckman: Den resfärdiga: studier i Emilia Fogelklous självbiografi, 1997
Ulf I. Eriksson: Liv i overflod. Prolegomena till Emilia Fogelklou, 1988
Anders Jeffner (red.): Emilia Fogelklou läst i dag: nio essäer, 2010
