Karin Valborg Ek

1885 - 1926

Sverige

Karin Ek voksede op i en lægefamilie i Stockholm og plejede sin mor, der døde af kræft i en ung alder. Samme skæbne fik hun selv. Efter kort tid som lærer giftede hun sig i 1909 med Sverker Ek, der underviste i litteratur ved universitetet i Göteborg. Af de fire børn, hvoraf den første søn døde otte uger gammel, blev Anders Ek en kendt karakterskuespiller.

I moderens dødsår, 1904, udkom debutbogen Dikter. 1914 fulgte Den kostbara hvilan, der består af formsikre digte om kærlighed og sorg. Et minde om ulykkelig, ung kærlighed ligger til grund for romanen Gränsen fra 1918. Död och liv (L) fra 1925 skildrer hendes oplevelse af døden, der nærmer sig. Også Karin Eks kærlighedsforhold til forfatteren Pär Lagerkvist i 1920’rne sætter sig spor i forfatterskabet. Hun redigerede antologien Ur svenska dikten i tre bind, der udkom i 1921, og udgav desuden Fredmansgestalten, 1915, en analyse af Bellmans poesi.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Kerstin Berggren: Så nära varandra, 1965

Peter Björkman: Analys av tre författarinnors verk: Karin Ek, Gunhild Tegn, Eva Neander, 1991