Forfatteren er vokset op i Stockholms-forstaden Älvsjö. Hun debuterede allerede som 13-årig med romanen Havsbarn, men fik sit gennembrud i 1970 med lyriksamlingen Ska vi dela.
I løbet af 1970’erne blev hun forgrundsfigur inden for en moderne kristen lyrik, hvor den personlige oplevelse af gudsfællesskabet beskrives i et ukonventionelt og stadigt mere selvstændigt sprog, der lader det banale og det sublime mødes. I senere digte er det reflekterende træk forstærket, samtidig med at tonen bliver dybere, som i Hjärtats knytnävsslag. Dikter 1976-80, 1980, Ett brev til min älskade, 1986, og Lydia i lampans sken, Dikter 1986-89, 1990.
Hun har desuden udgivet essay- og refleksionsbøger som Språk för en vuxen tro, 1986, salmer og oratoriet Maria gick genom törneskog, 1987, samt romanen En av dessa timmar, 1996.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Ylva Eggehorn udgivet romanerna Liljekonvaljekungen, 2000, og Duvan och lejonet, 2007, og digte i bl.a. Orden som sökte mig: dikter om tro och tvivel, 1998, og En karusell med madonnor, 2002. Desuden har hun skrevet tekster til musik og musicals og en række essay- og refleksionsbøger, bl.a. Kryddad olja: kvinnor i Bibeln, 2005 (Saras latter, 2008), og Där lejonen bor: män och manlighet i Bibeln, 2008.
Hun har modtaget en række priser: Karl Vennbergs pris 1998, Stefansmedaljen 1999, Gustaf Fröding-sällskapets lyrikpris 2000, Karin Boye-stipendiet 2001, Evert Taube-stipendiet 2001 og C S Lewis-prisen 2004.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Eva-Lotta Stenbäck Hammarström: "- vi satt i köket och hade köpt. en coca-cola Jesus och jag-". En studie over Ylva Eggehorns 70-talsdiktning, 1990