Connie Bork

1958 -

Danmark

Født i Tønder, er uddannet som cand.mag. i dansk og filmvidenskab og har en årrække været litteraturanmelder ved dagbladet Politiken.

Hun debuterede i 1983 med digtsamlingen Det bløde pigekød, efterfulgt af samlingerne Der ligger et landskab i bunden af Danmark, 1984, og Sur sød, 1987. Slægt, jord og krop danner struktur i en klar lyrik, der tager sig enkel ud, men hvor hver detalje åbner for flertydig sansning, erindring og poesi. Med fokus på krop og køn dukker et landligt Danmark med bedsteforældre, roer, kartofler, flæskesteg og store rugbrødsskiver op i klare vers, præget af humor, ømhed og elementær optagethed af omverdenen, nutid og fortid. Særpræg, tydelighed, klangfarve og blik for detaljer i landlivet har digtene til fælles med det folkelige gennembrud i begyndelsen af århundredet.

»Al god litteratur er hensynsløs og klar«, skriver Connie Bork i sin debatbog Den ny kvindelighed, 1996, hvor en række litterære analyser flettes ind i beskrivelsen af kvindelige identitetskonflikter og tilværelsesfortolkninger, hvor også litteraturen bliver afsæt for et kritisk, muntert blik på enhver selvhøjtidelighed.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Connie Bork bl.a. skrevet essaybogen Lille Amerika – danskeren i det amerikanske spejl, 2008.  Hun har modtaget en række arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond og Statens Litteraturråd.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Johs. Nørregaard Frandsen: "Litteratur, landskaber og livshistorie. Tolkninger i Knud Erik Pedersens, Connie Borks og Arthur Krasilnikoffs forfatterskaber" i: Almanak for teologi og litteratur, nr. 86, 1986

Charlotte Engberg m.fl. (red.): Køn og køn imellem, 1991