Landmandsdatter fra Skåne, gift med postmesteren i Hörby og mor til en datter. Som ung ville hun være kunstmaler, men faderen nægtede hende uddannelse i Stockholm.
Hun debuterede 1884 med folkelivsnovellerne Från Skåne. Med romanen Pengar fra 1885 placerede Victoria Benedictsson sig i det moderne gennembruds diskussioner om kvindens stilling i ægteskabet og i den nye realistiske romanlitteratur. Hendes holdning til kvindespørgsmålet er ambivalent, og romanen Fru Marianne, 1887, der ville vise en kvindes sunde udvikling fra modedukke til storbondehustru, vakte ikke samtidens begejstring. Victoria Benedictsson benyttede sit komplicerede forhold til Georg Brandes til at forsøge at afsløre, at den frie kærlighed betyder kvindens totale underkastelse. Denne erkendelse beskrev hun i den både tematisk og formelt afslørende og rystende Stora boken, Dagbok 1882-1888, udgivet i tre bind af Christina Sjöblad 1978-87.
Victoria Benedictsson valgte at tage sit eget liv. Den nyere kvindelitteraturforskning har påvist forfatterskabets spændingsfyldte og æstetisk komplekse karakter, ikke mindst ud fra analyser af de af vennen Axel Lundegård posthumt udgivne noveller “Ur mörkret”, 1888, og “Den bergtagne”, 1890.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Nina Björk: Fria själar: ideologi och verklighet hos Locke, Mill och Benedictsson, 2008
Ebba-Witt Brattström: "Ur textens mörker - Victoria Benedictsson" i: Ur könets mörker. Litteraturanalyser, 1993
Birgitta Holm: Victoria Benedictsson, 2007
Charlotte Jørgensen: Ernst och Victoria. Ett dubbelporträtt av Victoria Benedictsson, 1995
Lisbeth Larsson: Hennes döda kropp: Victoria Benedictssons arkiv och författarskap, 2008
Jette Lundbo Levy: Den dubbla blicken. Om att beskriva kvinnor. Ideologi och estetik i Victoria Benedictssons författarskap, 1982
