Solvej Balle

1962 -

Danmark

Født i Sønderjylland. Forfatteren har fra 1979-90 rejst og boet i Frankrig, Australien, USA og Canada, fra 1984 læst litteraturvidenskab og fra 1989 filosofi på Københavns Universitet. Hun var elev på Forfatterskolen 1987-89 og fra 1996 redaktør af tidsskriftet Den blå port.

En klinisk, kompositorisk eksakthed forenet med poetiske, filosofiske refleksioner præger prosastilen i debutromanen Lyrefugl, 1986, og kortprosabogen &, 1990. Lyrefugl er en robinsonade om kvinden Freia, som efter et flystyrt forsøger at opbygge civilisationen forfra, men som langsomt begynder at tvivle på, om den orden, hun hidtil har baseret sit liv på, overhovedet giver mening. Tvivlende er også de fire personer i fortællingerne Ifølge loven, 1993, med undertitlen »Fire beretninger om mennesket«, som hver søger sandheder eller love, der kan lindre deres oplevelse af at have mistet orienteringen, men ender i eksistentielle blindgyder. Solvej Balle er medforfatter til radiospillet Et netværk af stemmer, 1989, efter oplæg af Jens Christian Grøndahl. Sammen med Anne Marie Dinesen og Christian Dorph har hun (fra engelsk) oversat kortprosabogen Gengivelse af profiler af Rosmarie Waldrop 1992.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Solvej Balle udgivet digtsamlingen Eller, 1998, kunstteori i Det umuliges kunst, 2005, og personlige erindringer og samfundskritik i Frydendal – og andre gidsler, 2008.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Jakob Hansen: Litterære verdensbilleder: menneske og natur hos Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø, 2000

Gunilla Hermansson: Mellem det korte og det lange: undersøgelser af dansk 90’er prosa: Solvej Balle, Helle Helle, Pablo Henrik Llambías, 2000

Susanne Kemp: "Sandhed, umulighed og fortælling som æstetiske tendenser i 90’ernes danske kortprosa: belyst ved Helle Helle, Solvej Balle og Peter Høeg" i: Synsvinkler, årg. 15, nr. 34, 2006

Anne Sofie Laursen: "Afviser minimalister poesien?: om Solvej Balles 'Ifølge loven'" i: Synsvinkler, årg. 19, nr. 40, 2009

Michael Nielsen: "Det groteske og det fænomenale. Korporlige læsninger af Kirsten Hammann og Solvej Balle" i: Kritik, nr. 121, 1996

Lars J. Onslev: "En rystende sikker hånd. Om Solvej Balles Ifølge loven, 1993" i: Anne-Marie Mai (red.): Prosa fra 80'erne til 90'erne, 1994

Marianne Ping Huang: "Hvordan noget romanagtigt foldes ud af beretningen. Om nøgternhed og tilfælde i Solvej Balles Ifølge loven" i: Neal Ashley Conrad (red.): Perspektiver i nyere dansk litteratur, 1997

Bjarne Sandstrøm: "Ud af den grå zone: om kunsten som magtens og afmagtens rum i Solvej Balles forfatterskab" i: Spring, nr. 26, 2008