Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Tag: Lærere
Sara Elisabeth Wacklins forfatterskab fra starten af 1800-tallet er et eksempel på, hvor svært det var for et af de halvoffentlige saloners fortællertalenter at blive forfatter. Lige før hendes død forelå livsværket i tre bind, Hundrade minnen från Österbotten. Som en samling prøver på tidens prosastilarter udgør den et interessant led i den finske og den svenske romans historie.Selv om man betragter værket som tilhørende en litterær tradition af hjemstavnsrealister, kan dets stil også tolkes som udtryk for eksperimenteren. Måske et resultat af Sara Wacklins forsøg på at finde litterære udtryk, der beskriver den österbottniske kvindes livsbetingelser.Udgivelsen af Hundrade minnen från Österbotten blev besværlig. Forlæggeren krævede en subskriptionsliste, der skulle garantere afsætningen. Og forfatteren måtte forpligte sig til at købe de usolgte eksemplarer tilbage. Det blev ikke aktuelt. Værket blev en anselig succes.