Mod slutningen af 1800-tallet gjorde folkets sønner fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence« og skabte en ny folkelig realisme i dansk litteratur – også kaldet bondeforfatterne. Det samme gjaldt folkets døtre, hvoraf enkelte vovede sig frem som forfattere. De udgjorde ikke en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark med skriveriet som bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. Og tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse, en vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn.
Tag: Højskoler
Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.