Interview med litteratur- og medieforsker Karen Klitgaard Povlsen om Karin Michaëlis’ forfatterskab i anledning af udnævnelsen som årets klassiker 2022.
Årets klassiker udnævnes i september hvert år af Danmarks Biblioteksforening, Samrådet for De Litterære Selskaber, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek og fejres ved en række arrangementer. Klassikerdagen støttes af Kunstrådet, Gyldendal, Det Kongelige Bibliotek og Københavns Kommunes Hovedbibliotek: http://www.klassikerdagen.dk/
Karin Michaëlis (1872-1950), årets klassiker 2022
Da forfatteren Karin Michaëlis udnævnes til årets klassiker den 20. september, 2022 bliver valget motiveret under overskriften ”den ukendte berømthed”. Mens Karin Michaëlis nemlig var ikke bare kendt, men både berømt og berygtet i sin samtid som forfatter, journalist og aktivist, så har hun siden været overset i såvel den litterære overlevering som den bredere offentlighed i Danmark. Hendes forfatterskab har derimod løbende været genstand for interesse i især Tyskland og Østrig, men også fx Frankrig og Italien og i USA. Den første og hidtil eneste biografi om Karin Michaëlis er forfattet af den amerikanske germanist Dr. Beverly Driver Eddy i 2003.
Men hvorfor blev hun først kendt, siden glemt, og hvorfor er hun efter 2000 blevet genopdaget og fejret i hjemlandet, dels i flere nye forfatterskabslæsninger (Nielsen 2002, Eyben 2006, Povlsen og Rosdahl 2022), dels med en række ny-udgivelser, senest af romanerne Kvindehjærter (1910) og Den farlige Alder (1910) i 2022, mens Barnet (1902), Lillemor (1902) og Hjertets Vagabond (1930) udkommer i 2023? Og hvad er egentlig en klassiker? De spørgsmål stiller jeg litteraturforskeren Karen Klitgaard Povlsen, der har interesseret sig for og skrevet om forfatteren siden begyndelsen af 1980’erne, over en kop kaffe på Statens Museum for Kunst.
Karin Michaëlis’ aktualitet
I den præsentation af forfatterskabet, Karen Klitgaard Povlsen har skrevet sammen med gymnasielektor emeritus Johan Rosdahl, Forfatter og aktivist (2022), lægger de vægt på værkerne, både de litterære og de journalistiske, herunder Karin Michaëlis krigsjournalistik fra 1. verdenskrig, som de har genudgivet et udvalg af i Krigens ofre (2017). Karen Klitgaard Povlsen starter vores samtale med igen at understrege, hvorfor det er vigtigt at tage afsæt i værkerne. Karin Michaëlis forfatterskab er nemlig, ligesom andre kvindelige forfatterskaber, ofte blevet læst både selvbiografisk og som melodramatiske skildringer af henholdsvis pigen og den unge kvindes opvækst og den modne kvindes skæbne i starten af det 20. århundrede.
Karin Michaëlis understregede da også selv, hvordan hun trækker på egne oplevelser og erfaringer, ikke bare i erindringsværkerne, men også i sine romaner, ligesom hun også gerne gør brug af intime genrer som brev og dagbog, der tilsyneladende giver et direkte indblik i de kvindelige hovedpersoners indre liv og forestillingsverden. Men de biografiske træk og den tilstræbt bekendende stil er, ifølge Karen Klitgaard Povlsen, netop en stil, der skal læses bagom. Karin Michëlis’ fiktion rummer nemlig samtidig stilistiske og plotmæssige referencer til bl.a. Balzac, Maupassant, Flaubert og E.A. Poe, der viser hende som en alt andet end naiv forfatter af bekendelseslitteratur med melodramatisk tendens. Og mens hendes skrivemåde af tiden og den umiddelbare eftertids danske smagsdommere, herunder Georg Brandes, blev opfattet som ’smagløs’, så åbner den i dag for mange nye læsere, der er bekendt med de flydende grænser mellem biografi og fiktion, virkelighed og fantasi, løgn og digt, normalitet og afvigelse. Karin Michaëlis værker er simpelthen moderne og oftest også modernistiske, siger Karen Klitgaard Povlsen.
Livet bag værket
Alligevel eller netop derfor kan det være godt at se nøgternt på livet bag værket, et kvinde- og kunsternerliv, der sprængte grænser, ligesom andre samtidige kvindelige forfattere som Thit Jensen og Agnes Henningsen.
Karin Michaëlis, født Katharina Marie Bech Brøndum i 1872, vokser op i Randers som den næstældste af fem børn i, hvad man dengang ville betegne som det lavere borgerskab. Faren var telegrafist, og moren arbejdede som kransebinderske. Forældrene havde trods knappe midler ambitioner på børnenes vegne, og da datteren efter skolen havde tjent et par år som guvernante og huslærerinde, rejste de penge til at sende hende til København i tre måneder for at få undervisning i klaverspil med henblik på at blive spillelærerinde.
Det er en ukuelig og selvbevidst ung Karin Michaëlis, der som en kvindelig H.C. Andersen (Jørgensen, 2006) klør på i København. Her finder hun hurtigt frem til, at det ikke er musikken, men litteraturen, hun brænder for, og det lykkes hende at få adgang til de litterære kredse i København, herunder kredsen omkring tidsskriftet Taarnet og den unge cand.mag. og forfatter Sophus Michaëlis, som hun forelsker sig i og bliver gift med i 1895.
Ægteskabet bliver barnløst. Sophus Michaëlis smitter allerede før ægteskabet Karin Michaëlis med gonorré, og hun bliver først opereret så sent, så hun må have fjernet begge æggestokke. Men Sophus Michaëlis vil gerne have børn, og det bliver en del af baggrunden for en skilsmisse i 1911 efter et relativt frit og jævnbyrdigt ægteskab om end med en vis konkurrence og jalousi mellem to forskellige kunstnergeniusser.
Karen Michaëlis debuterer som forfatter til symbolistiske digte og noveller i 1890erne, udgiver en middelalderroman, Birkedommeren, i 1901 og får sit gennembrud med romanerne Barnet og Lillemor, begge fra 1902. De vækker stort furore for deres beskrivelser af sammenstødet mellem på den ene side pigens og den unge kvinde og mors indre liv og fantasiverden og på den anden side de ydre rammer og normer for køn, opvækst og moderskab. Allerede før det litterære gennembrud bliver Karin Michaëlis oversat til tysk og Lillemor udkommer på hele 16 sprog. Den farlige Alder fra 1910 oversættes til mere end 30 sprog, og den gør for alvor Karin Michaëlis både berømt og berygtet på grund af den kontroversielle skildring af den modne kvindes begær og den samtidige frakendelse af hendes seksuelle og sociale værdi.
Herfra indleder Karin Michaëlis en omrejsende tilværelse med lange ophold i Tyskland, Østrig, Ungarn og Tjekkiet. Hun får, med Karen Klitgaard Povlsens ord, også eget værelse i Wien hos sin livslange veninde, filantropen, reformpædagogen og skolelederen Dr. Eugenie Schwarzwald, hvis pædaogiske ideer hun beskriver i Glædens Skole (1914). Karen Klitgaard Povlsen forklarer videre, at Karin Michaëlis er en vigtig figur i Schwarzwald-parrets wienersalon, hvor fysikeren Albert Einstein, lægen Sigmund Freud, arkitekten Adolf Loos, maleren Oskar Kokoschka og mange andre er faste gæster.
Op til 1. verdenskrig engagerer Karin Michäelis sig i fredsbevægelsen og sammen med Genia Schwarzwald organiserer hun under krigen et stort humanitært arbejde til støtte for flygtninge fra Østeuropa og hjemløse, gamle og børn i Wien. Mange wienerbørn får hun sendt ud af Wien til især de nordiske lande, ligesom hun rapporterer fra krigen bag fronten og om konsekvenserne for civilbefolkningen – udgivet på tysk som Opfer 1917 og i en kortere dansk version i Krigens Ofre (1917). Bogen bygger, ifølge Karen Klitgaard Povlsen, på mere end 100 kronikker fra især Politiken og Die Zeit, men også polske, tjekkiske og andre aviser. Med sit fokus på krigens ofre og omkostninger for civile, uanset nationalitet, udvikler Karin Michaëlis her en ny form for krigsjournalistik, som vækker både begejstring og kritik, og hun bliver fra flere sider kritiseret for at være tysksindet.
Allerede i 1912 indgår Karin Michaëlis impulsivt et nyt ægteskab, denne gang med den norsk-amerikanske 12 år yngre økonom og diplomat Charles Stangeland, som hun møder på skibet på vej hjem fra et af sine årlige ophold hos en søster i USA. Forholdet er konflikfyldt fra start, men de bliver først formelt skilt i 1932. Karin Michaëlis har da påbegyndt den pige- og ungdomsserie om den fantasifulde og ukuelige Bibi, der udgives på mere end 30 sprog, og som bringer hende ny international succes, mens indtægterne ellers tørrer ind og hendes tyske bankkonti fra 1936 spærres af nazisterne, der nu anser hendes bøger for ’entartede’ og helt forbyder dem i 1939. En svensk ph.d. afhandling har påvist, at Bibi-serien blev en direkte inspiration til Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe.
I 1939 rådes Karin Michaëlis under et ophold i USA til at blive, og hun oplever da 2. verdenskrig i eksil. Under opholdet i USA bliver hun udnævnt til æresmedlem af de tyske eksilforfatteres sammenslutning German American Writers, og på hendes 70-årsdag afholdes en banket for hende, betalt af bl.a. Einstein. I 1946 udgiver hun et erindringsværk i USA under titlen Little Troll (i samarbejde med Lenore Sorsby).
Da Karin Michaëlis vender tilbage til Danmark i 1946 modtager hun Kong Christian den X’s frihedsmedalje for sin indsats under krigen og udnævnes til æresborger på Thurø, hvor hun har boet om sommeren fra 1907.
Forfatter- og kunsternerkoloni på Thurø 1909-39
Karin Michaëlis bygger sammen med Sophus Michaëlis huset ToreLore på Thurø i 1907, i 1920erne tilkøber hun to store huse, Guldfuglen og Bergmannshus, og bygger yderligere tre små træhuse i Bergmannshus’ store have. Stedet bliver i perioden 1907-39 og mellem Karin Michaëlis’ mange rejser samlingspunkt for de mange venner hjemme og ude.
Fra 1933 sender et stort antal tyskere, sådan som Birgit S. Nielsen skildrer det i flere publikationer om eksillitteratur, bønskrifter til Karin Michaëlis, hun inviterer dem og får dem ud af fængsler og konzentrationslejre – og for manges vedkommende sendt med familie videre til bl.a. USA, Bolivia, Argentina og Rusland. Hun bruger på det tidspunkt al sin tid og hele sin formue, indtjent via de mange oversættelser, på at få folk til Danmark og for manges vedkommede ekspederet videre, siger Karen Klitgaard Povlsen. Andre, som forfatteren Bertolt Brecht og skuespilleren Helene Weigel med deres to børn, opholder sig her eller i Svendborg i flere år, i en periode sammen med bl.a. Walter Benjamin, en anden tysk forfatter og intellektuel. Karin Michaëlis kender Helene Weigel fra Genia Schwarzwalds skole, hvorfra hun også kender den østrigske forfatter Maria Lazar, der bliver en slags valgdatter for hende, og som oversætter hendes værker til tysk efter 1918.
I førkrigsårene er der meget lidt tid til at skrive selv, men det kollektive liv og arbejdet med at dyrke haven på Thurø, så hun kan brødføde de mange flygtninge, danner den lokale baggrund for den sene utopiske ungdomsroman Den grønne ø, der er inspireret af både Platon og Thomas More. Den udgives først på engelsk i 1932, så på tysk i 1933 og endelig på dansk i 1937.
Efter krigen er den nu selv først til USA eksilerede og siden i 1946 hjemvendte Karin Michaëlis syg og fattig, og hun har bl.a. en stor ejendoms-skattegæld, som ikke bliver hende eftergivet. Da hun ikke længere har penge til opvarmning, bliver hendes ejendomme solgt, og hun flytter på et pensionatsværelse i København:
”Det korte af det lange er, at hun døde fattig og syg, hun får en medalje, men ikke hjælp til gæld eller overlevelse. Havde det ikke været for hendes danske og internationale vennekreds, der støtter hende med penge og praktisk hjælp, når de kan, var hun død år, før hun gjorde. Især Hjuler-familien på C. F. Richs vej gør en forskel. Hun dør på et værelse på Pension Gotha i Gothersgade, som Hjulers betaler”. (Karen Klitgaard Povlsen)
Værkernes egetliv
De to gennembrudsromaner Barnet og Lillemor, der begge er fra 1902, vækker stort furore i samtiden. I Barnet dør den kvindelige hovedperson efter den første tredjedel af romanen, hvorefter resten består i hendes efterladte dagbog, et brev og en afsluttende scene mellem forældrene. Dødsårsagen bliver ikke klar. Barnet er månesygt, hun bløder periodisk og hendes syn bliver dårligt. Baggrunden er klarere: forældrenes ulykkelige ægteskab, der kun momentvis heles i den fælles bekymring for barnet. Barnet er på vej til at blive 16 og kvinde og er fyldt af umådelige følelser og bekymringer over forældrenes mistrivsel.
Barnets død kan læses realistisk – eller metaforisk, siger Karen Klitgaard Povlsen. For hun har den alder, hvor børn bliver unge og flytter hjemmefra og efterlader deres barneting hos forældrene. Hvis man læser barnet realistisk er den patetisk. Læser man den ifølge det metaforiske net, romanen er svøbt i, folder den sig ud i en mere almen fortælling om børn, der ved mere om deres forældre, end forældrene ved om dem. Og i en fortælling om, at hvis børn overlever deres barndom, dør de samtidig som børn, fordi de bliver voksne og mister deres naive klarsyn. Men måske dør hun også bare? spørger Karen Klitgaard Povlsen retorisk.
Lillemor fra 1902 er en en mørk brev- og dagbogsroman. En ung pige bortgiftes på morens foranledning til en ældre mand og læge, der først har friet til moren selv. Ægteparret lever isoleret, manden sætter alle regler og forbyder sin barnehustru at lege med dukker, mens han selv leger med hendes krop og hår. Da hun aborterer to gange og ikke får lov at bestemme, hvor fostrene skal begraves, kaster hun sig i brønden og dør. Som en kontrast og et alternativ til denne skæbne fremstår lillesøster Nina, der for at slippe ud fra mors hus – bogstaveligt og i overført forstand – lykkes med et strategisk valg af ægtemand. Hun er ikke forelsket, men bliver det, da han forstår at vække hendes sanser og seksualitet. Ægteparret nyder, lever og rejser da i fælles forståelse verden rundt.
Barnet og Lillemor er fyldt med incest- og sado-masochistiske motiver og relationer, der kommer igen og igen i forfatterskabet som metaforer for de magtforhold og begærslige strukturer, der trods det, at de har større personlige konsekvenser for de kvindelige personaer, aldrig bliver til éntydige offerhistorier eller tilskrivninger af skyld og skam: ”Begrebet patriarkalsk er for enkelt her – den ene underlægger sig patriarkatet, den anden udnytter sin seksualitet til at revoltere mod det – sammen med sin ægtemand”. Karen Klitgaard Povlsen påpeger i forlængelse heraf, at Karin Michaëlis i lighed med andre samtidige undersøger de komplekse sammenhænge mellem kunst, kreativitet og drift i grænselandet mellem fatasmer og sociale konventioner:
”De tidlige romaner er i deres sadomasochistiske og/eller incestuøse begærsafsøgning inspireret af Octave Mirbeau, E. A. Poe og først og sidst den franske filosof E. Bergson, der formulerer en kreativitetsteori, der lægger vægt på at bruge intuition og tranchetilstande eller meditation i den skabende proces”.
I de efterfølgende romaner, Gyda (1904) og Munken gaar i Enge (1905), skildrer Karin Michaëlis de to kvindetyper- og skæbner, den bundne og den frie, der bliver en gennemgående tvillingefigur og -spejling i fatterskabet, og hvordan de på utopisk vis kan mødes som en mulig tredje livsvej for kvinder at tage – alene eller sammen med deres mænd.
Umiddelbart før skilsmissen fra Sophus Michaëlis udgiver Karin Michaëlis Den farlige Alder (1910), der markerer hendes andet gennembrud især i udlandet, mens den herhjemme vækker en mere kortsigtet opsigt for sit sensationelle potentiale. Som Karen Klitgaard Povlsen gør opmærksom på, så handler den – og efterfølgeren Elsie Lindtner (1912) – ikke så meget om den biologiske overgangsalder som om den overgang mellem ungdom og moden kvindelighed, som betyder et tab af seksuel attraktivitet i mandens øjne og dermed i kvindens egne på et tidspunkt, hvor hendes seksuelle energi først er ved at toppe. Det beskrives som en både social, psykologisk og seksuel krise, der giver sig radikale udtryk og opleves både af kvinden selv og af andre som ’galskab’.
De to romaner – og flere af de senere – kan læses som en parallel til Sigmund Freuds samtidige hysteristudier, men hvor Freud betragter den kvindelige hysteri som en sygdom hos individet, bliver den hos Michaëlis et psyko-socialt kompleks:
”Hos Karin Michaëlis kan hysterien både være invaliderende og revolutionerende – hun kender Freud før nogen anden i Danmark og er optaget af hans drømmestudier og af Charcots hysteristudier allerede i 1902. Romanen Justine fra 1931 er en parodi eller travesti over hysteribegrebet, romanen ender melodramatisk i incest og skuddrama som i en dårlig film.” (Karen Klitgaard Povlsen)
Samtidig med Den farlige Alder (1910) udgiver Michaëlis sammen med Betty Nansen anonymt brevromanen Kvindehjærter (1910). Betty Nansen var gift med Gyldendal-direktøren Peter Nansen, som Michaëlis var både betaget og tiltrukket af, men var en nær veninde og i samme situation som Michaëlis selv: på kanten af en skilsmisse. Romanen blev dengang og bliver stadig læst som en nøgleroman, men de to brevskrivendes livsomstændigheder er forskellige fra forfatternes. Her gennemspilles flere af de nu kendte motiver igen, men i nye variationer med vægt på den kvindelige kunstners overskridelse af et konventionelt kvindeliv – de to kvinder er på hver deres måde på vej ind i et opbrud, den ene dog mere end den anden. Så selv om de deler erfaringer, er der heller ikke tale om noget enkelt eller uproblematisk kvindefællesskab.
Adspurgt om, hvilke romaner, hun selv synes bedst om, fremhæver Karen Klitgaard Povlsen ud over Barnet og Lillemor nogle af de senere romaner: Syv Søstre sad (1923) og Hjertets Vagabond (1930). Den første er en brevroman, der indeholder breve vekslet mellem syv søstre på kryds og tværs gennem godt 30 år, og som skildrer forskellige valg og skæbner, igen med en hovedopdeling mellem de afhængighedsbundne og de frisatte. Den åbner for et bredere spektrum af muligheder og er ikke mindst et argument for, at kvinder må kunne forsørge sig selv, at ægteskabet ikke er den eneste vej, og at det vigtigste er aktivt at kunne vælge og leve sine valg.
Den anden roman skriver en kvindelig Don Juan-figur frem gennem en lang monolog af en kvindelig maler, der har tilbragt tre år i USA. Alle i samtiden vidste, det måtte være Kirsten Kjær, der dannede forlæg – det stod også i Politiken. Men Kirsten Kjær blev dybt såret, og det ødelagde deres venskab, siger Karen Klitgaard Povlsen. I dag kan man, siger hun, læse romanen som et veloplagt fyrværkeri af et forsvar for kvinders frie, seksuelle liv, deres kreative og kunstneriske evner og deres positive betydning for de partnere, de møder og skilles fra. Men den er også – som en lang, rablende monolog – modernistisk som få andre danske romaner i 1930.
Selvbiografi, autofiktion – eller
Det første erindringsværk Træet på godt og ondt I-V (1924-30) er et sammensat værk, hvoraf de to første bind er en tæt, sansemættet skildring af barndom og opvækst, der trækker på forfatterens egen opvækst i Randers. De to bind optræder igen i det sene erindringsværk Vidunderlige verden I-III (1948-50), hvor de udgør første bind, og de danner forlæg for den i USA udgivne Little Troll (1946).
Men derfra skilles vandene, Træet på godt og ondt beskrives i sin helhed ofte som en romanserie med autofiktive træk snarere end som en biografi, og forfatteren har da også selv sagt, at hovedpersonen Gunhild ikke er hende. Det aufiktive består da i, at den i de følgende bind som gennemgående plot har, hvordan en kvindelig kunstner så at sige skaber sig selv på trods og i Gunhilds situation efter mange års underkastelse i det, man i dag ville kalde et giftigt ægteskab. Den tyske udgave følger udgivelseskadencen i den danske som Der Baum der Erkäntniss, 1925-31.
Vidunderlige Verden er efter det første bind om barne- og ungdomsårene en mere traditionel og mindre interessant selvbiografi, vurderer Karen Klitgaard Poulsen. Her beskrives bl.a. ægteskabet med Sophus Michaëlis, der gav sin hustru kælenavnet Trold, loyalt og engageret. Også ægteskabet med Stangeland omtales, men kort og med afstand. Biografien mangler imidlertid litterært drive, og Karen Klitgaard Povlsen mener, at Karin Michaëlis ønskede at skrive en ny selvbiografi, men aldrig nåede det. Som egentlig selvbiografi er det den i USA udgivne Little Troll, skrevet sammen med ghostwriteren Lenore Sorsby, der oftest fremhæves, og i Tyskland er den tyske oversættelse heraf, Der kleine Kobold. Die Lebenserinnerungen der Dichterin (1948), den foretrukne.
Karen Klitgaard Povlsen fremhæver barndomsbeskrivelserne og Karin Michaëlis’ livslange engagement i barnet og kontrasten mellem på den ene side dets levende fantasi og åbne sind og på den anden begrænsende opvækstvilkår og voksen indsigt – i lighed med svenske Ellen Key, som hun ofte sammenlignes med, og som selv pegede på Michaëlis som sin litterære arvtager og den, der skulle bære faklen fra Barnets Aarhundrede (1902) videre. Flere steder i Karin Michaëlis’ oeuvre kædes interessen for barnet sammen med den kendsgerning, at hun ikke kunne få børn: ”Hun udgiver fx en stor bog på tysk Das Anlitz des Kindes i 1931, der udtrykkeligt er skrevet ud fra hendes sorg over ikke at have fået børn selv”. Men bogen handler i øvrigt ikke om det personlige tab, men om at se og anerkende barnet og dets blik på verden. Det er også temaet, igen og igen, i de fiktive værker, herunder den gotiske roman Ghettoens Blomst fra 1907, en Poe-inspireret gyser.
Om Karin Michaëlis’ forfatterskab siger Karen Klitgaard Povlsen afsluttende over de nu tomme kaffekopper:
”Det er generelt diskutabelt, hvad der er original og oversættelse i hendes forfatterskab efter 1902 – meget kommer først på tysk eller engelsk og begge dele i bedre redigerede udgaver end de danske, som forlæggerne ikke gør sig umage med. Hun er født i Randers, hendes råmateriale er ofte dansk, men hendes forfatterskab og udblik er internationalt. Hun er faktisk meget belæst og ved, hvad hun kan gøre med hvilke virkemidler, men det snakker hun ikke højt om, for hun er som gammel journalist en ørn til at bruge medierne til sit eget formål.”
Hvad gør en klassiker?
En klassiker kan bruges som betegnelse for et enkelt værk eller et helt forfatterskab af høj og varig værdi – med den viden i mente, at litterære værdidomme kan og ofte vil skifte over kortere eller længere stræk. Senest har diskussionen om, hvad en klassiker er, været ført som en diskussion om en national kanon til brug i undervisning og anden litteraturformidling. Stifterne bag årets klassikerdag ønsker i stedet at bruge klassikerdagen som en mulighed for hvert år at genopdage et forfatterskab og sætte det ind i en nutidig kontekst og dermed gøre det relevant for nye læsere. De spørger i stedet, hvad en klassiker kan gøre.
I tilfældet Karin Michaëlis kan det, ifølge Karen Klitgaard Povlsen, formuleres på den måde, at hun skriver om aktuelle kønstematikker på en moderne og ofte også modernistisk måde, der inviterer læseren ind i tekstens mange lag og samtidig kan støde læseren fra sig med patos og overdrivelser eller, som Georg Brandes sagde det, ’dårlig smag’. Karin Michaëlis lod sig gerne inspirere af tidens populære medier, og måske kan vi først værdsætte det i dag, hvor ikke bare MeToo, men også queer- , woke og pro sex-bevægelser samtidig har nuanceret, både hvad køn er og kan være i en fremtidsrettet bevægelse, og hvordan strukturel ulighed og indgroede kønsforskelle kan invalidere seksualitet og erotik. Nogen vil nok opleve hendes skrift som både overvældende og springende, fx når hun lader sine kvindelige hovedpersoner tale og skrive, som om de tænker og føler helt uredigeret. Det greb er modernistisk. Men at følge tale- og tekststrømmen giver til gengæld en egen oplivende energi, som gør anstrengelsen værd. Karen Klitgaard Povlsen slutter af med den vurdering, at vi først i dag fuldt ud kan forstå og anerkende Karin Michaëlis’ bidrag til dansk litteratur (jf. også Mai, 2021) – sådan som det også har været tilfældet for J.P. Jacobsen og Herman Bang.
Litteratur
Driver, Beverley Eddy. 2013 [2003]. Hjertets kaleidoskop. Aarhus: Karin Michaëlis Selskabet.
Eyben, Merete von. 2006. Det farlige liv. Kbh.: Tiderne Skifter.
Jørgensen, Bo Hakon. 2014. ”Den kvindelige H.C. Andersen”. Kristeligt Dagblad 2014-06-16.
Mai, Anne Marie. 2021. ”I brand: Karin Michaëlis og Bela Balázs dagbogsroman 30 Dages Laan”. SPRING – tidsskrift for moderne dansk litteratur 48: 161-176. https://www.forlagetspring.dk/products/tidsskriftet-spring-nr-48
Nielsen, Birgit S. 2002. Karin Michaëlis. En europæisk humanist. Kbh.: Museum Tusculanum.
Povlsen, Karen Klitgaard og Johan Rosdahl. 2022. Forfatter og aktivist. Kbh.: UPress.