Et centralt motiv i Magdalene Sophie Buchholms (1758-1825) digte er som i Christiane Korens Hanna, den svigtede kvinde. I digtet »Den bedragne Piges Sang« advares den kvindelige læser mod falske kærlighedserklæringer. Men mens det i Hanna er den svigefulde mand, der lastes, og kvindens ret til denne mand, der sættes igennem, præges Buchholms digt af tilpasning og resignation. Hendes kvindebillede er med andre ord mere entydigt end Korens, idet hun forkynder en moral, hvor underdanighed, føjelighed, renhed og pligt sættes i højsædet: »Bliv stedse føielig som nu,/ bliv eftergiven og beskeden,/ og aldrig, aldrig glemme Du, at Fromhed yndes end herneden«, hedder det i digtet »Til min datter«. Digtene antyder nok det pinefulde og uretfærdige i denne kvinderolle, men åbner alligevel ikke rum for indignation eller protest. Hos Buchholm finder man ingen paralleller til Korens Maria.
I Magdalene Buchholms digte må lysten til kundskab og kunstnerisk udfoldelse vige for kvindens pligter som hustru og mor: »Og hvis, som Jeg, du Harpen slaaer/ kun sielden – ei som kronet Digter –/ da maa Du, hvordan end det gaaer,/ ei glemme Dine bedre Pligter«. Kunsten kan som her bære præg af opdragende læredigt og på den måde »undskylde« sig selv.
Buchholms trang til at skrive må have været stærk, men også konfliktfyldt. Hun producerede faktisk en lang række digte, hvoraf mange blev trykt i tidsskrifter og poetiske samlinger i løbet af 1780’erne. De fleste er imidlertid samlet i hendes Poesier og udgivet i København i 1793. Samlingen blev udsendt under fuldt navn. Forfatteren fandt det altså ikke nødvendigt at skjule sin identitet som kvinde. Kritikken var så positiv, at Magdalene Buchholm blev udråbt til »Nordens Sappho«.
Både når det gjaldt indhold og genrevalg var Buchholm en tidstypisk forfatter. Hendes produktion omfatter både elegier, romancer, lejlighedsdigte, en ode, en romance og en heroide samt en hel del viser – flere af disse tydeligvis inspireret af skillingsviseformen. Men de følsomme og elegiske digte dominerer, og flere af dem udtrykker religiøsitet.
Helt i tråd med romantikkens idyllisering af bønderne satte Magdalene Buchholm det landlige liv op imod den tvang, støj og falskhed, som er typisk for bytilværelsen. Og også i de moralsk belærende digte fremhæves det naturlige, men her som den største af kvindelige dyder.
Ægteskabet med præsten Peter L. Castberg førte Magdalene Buchholm til København i slutningen af 1770’erne. Her blev hun optaget som fuldgyldigt medlem i Det Norske Selskab og blev tildelt selskabets pris. Størst indtryk på herrerne gjorde hendes klassisk inspirerede heroide »Adeluds til Torkild Trondesøn« – her blev nemlig de klassiske idealer fremhævet.
»Adeluds til Torkild Trondesøn«, trykt i Poesier 1793, bygger på det velkendte motiv med de unge elskende, der ikke får hinanden. På grund af fædrenes beslutninger lever Adeluds og Torkild i hver sit ulykkelige ægteskab. Digtet har form af et brev fra den kvindelige part til den elskede, og det er præget af savn, af minder og af drømmen om atter at forenes:
O, Amor! Hør min Bøn, meer ivrig ingen beder,
At om ei Skiebnen mig saa stor en Fryd bereder,
Saa styrk dog dette Haab, hvorved jeg Lindring faaer:
O vee mig, Adeluds, naar denne Drøm forgaaer.
1806 kom »Andet og forøgede Oplag« af Poesier, men denne gang var kritikerne langtfra begejstrede. Sandsynligvis var Buchholms form og stil nu forældet. Og bortset fra et enkeltstående og titelløst digt, publiceret i Den Norske Rigstidende i 1815, markerede 1806-udgaven afslutningen på Magdalene Buchholms digteriske virke.
Hendes succes som forfatter var med andre ord kortvarig, selv om Buchholm var den eneste norske kvinde, som i sidste halvdel af 1700-tallet vandt anerkendelse i videre kredse. Var det Poesiers underdanighedsideal, som i sidste ende ramte hende selv?