Hilja Valtonens (1897-1989) Nuoren opettajattaren varaventtiili (Den unge lærerindes sikkerhedsventil), 1926, var den første moderne og åbenmundet morsomme finske underholdningsroman, og den blev stildannende. En nyuddannet folkeskolelærerinde fører dagbog om sit første år i en lille landsbyskole i Österbotten. Hun gør oprør mod skolens enevældige mandlige lærer, beskytter sin undertrykte kvindelige kollega og gør til sidst skandale ved at give sognets mægtigste mand en lussing. Hendes tapperhed belønnes, da en gammel ungdomskærlighed dukker op og redder hende tilbage igen til civilisationen.
Trods tilsyneladende harmløse kærlighedsintriger er Hilja Valtonens bøger fulde af revolte mod 1920’ernes og 1930’ernes patriarkalske provins-Finland. Alle hendes kvindeskikkelser gør op med landbrugssamfundets patriarker – præster, læger, sognefogeder m. m. – og deres naive koner. Men satiren rammer også højtuddannede akademiske kvinder, der ser ned på fattigere og dårligere uddannede kvinder.
Mellem 1926 og 1975 skrev Hilja Valtonen, der selv var folkeskolelærerinde, hen imod 30 bestsellere. Hendes heltinder er selverhvervende, ofte autodidakter, og ægteskabet beskrives som et lokkende, men ikke det eneste, alternativ. En række af romanerne er skarpe analyser af uligheden i ægteskabet og skildrer den moderne mand som »i grunden gammeldags«. I den bittert tragikomiske Rakas Vihtori (Kære Viktor), 1950, er lærerinden Kerttu nødt til at føde sit barn på landevejen; hendes ægtemand er gået konkurs og stukket af. Klædt ud som hans faster griber hun ham på fersk gerning, i færd med at gifte sig igen og blive bigamist. Det private nederlag vendes til sejr, da hun vælges ind i Rigsdagen. »Hidtil har jeg været kvinde, hustru og mor«, siger hun til sine døtre. »Nu er den fase ved at være forbi. Jeg vil blive menneske og være menneske«. Men da den angergivne ægtemand vender tilbage, tilgiver hun ham alligevel, om end med et suk. Den paradoksale konklusion i Hilja Valtonens forfatterskab er, at kun en stærk kvinde har råd til mandens svagheder!
Scenen i Rakas Vihtori, hvor Kerttu tilgiver sin forløbne mand, taler sit tydelige, selvironiske sprog: »Kerttu så på Viktor. Han så så ung og barnlig ud, idet han trykkede sit hoved mod hendes bryst. …
Kerttu tænkte, at hun selv var som den lille Eila i første klasse. Kerttu havde talt om ædruelighed og brændevinens skadelige virkninger og efter sin egen opfattelse haft en udmærket time. Da timen var forbi, ville hun sammenfatte og spurgte: ‘Hvad har I så lært i timen?’ Der var ingen, som rakte hånden op. Lærerindens opfordrende blik gik hen over klassen. Da rakte Eila hånden op og svarede: ‘Ingenting’.
Kerttu løftede sin mands hoved op og så ham ind i øjnene: ‘Lad os begynde forfra endnu en gang!’«
Fra 1920’erne og fremefter blev historiske kvinderomaner stadig mere almindelige. Efter at have udgivet to historiske novellesamlinger i 1923 og 1928 begyndte Lempi Jääskeläinen (1900-1964) sin store romanproduktion med Tyttö jonka sydän oli lasista (Pigen med glashjertet), 1928. Heltinden, et kunstnerisk anlagt undtagelsesmenneske, lider under den kedsommelige hverdag, men efter at have skrevet en succesroman lykkes det hende at erobre godset Hopeasalmis ejer. Hendes nye liv skildres i Hopeasalmen valtiatar (Hopeasalmis herskerinde), 1930.
Typisk for Lempi Jääskeläinens kvindeskikkelser er den lidenskabelige Elina, der tvinges til at tage sløret og blive nonne, den viljestærke Natalia von Steinheil, som »opflammede andre uden selv at brænde«, og Markovillas herskerinde Fiikka Kuhlström, der flakker rundt i sit kærlighedslivs labyrinter.
Den nye populærroman kombinerede uforfærdet romantisk handlingsintrige med analyse af kvinders indre konflikter.
Lempi Jääskeläinen fik Statens litteraturpris i 1935, men blev i 1960’erne stemplet som populærforfatterinde. Elsa Heporauta (1883-1960), der skrev romaner i 1920’erne og 1930’erne, var fra starten populær i vide kredse; hun var en kendt spiritist, og romanerne behandler afvigende kvinder, ekstatiske visionære med parapsykologiske evner.
Dette udmærker i særlig grad den meget læste kvinderoman, Aino Räsänens (1910-1995) debutroman Soita minulle, Helena (Spil for mig, Helena), 1946. Den udspiller sig i den patriarkalske idyl før krigen, 1930’ernes Blutund-Boden-inspirerede finske provins, og heltinden er en af genrens mange folkeskolelærerinder, der er havnet i en afkrog. Hendes indre konflikter står i centrum; hun lider på grund af sin stærke musikalitet, som omgivelserne fordømmer, og på grund af erotikken, som kompliceres af, at hun har giftet sig af medlidenhed og senere møder den store kærlighed.
Gennem en langvarig og indviklet katarsishistorie bliver Helena enke, og efter mange forsagelser får hun den rette, der accepterer hende, som hun er. Tilfældigvis ejer han en herregård, og en smuk sommeraften tager hun som gårdens herskerinde sin violin og spiller for ham …
Typisk for Aino Räsänen er den vægt, hun lægger på kvindens utrættelige forsøg på at finde en løsning på sine indre konflikter. Denne tradition videreførtes i 1970’erne af Laila Hietamies (født 1938), hvis mest succesrige romanserie skildrer kvinders og børns liv i en karelsk landsby før og efter 2. Verdenskrig, med fokus på forskellige krigstraumer.
Ifølge Eila Pennanen er forklaringen på Soita minulle, Helenas store succes at finde i de umage kønsforhold, der opstod som følge af krigen. Stærke kvinder, der havde holdt skansen på hjemmefronten, mødte lemlæstede mænd, der var blevet svækket i skyttegravene. Helena vinder over sine konservative omgivelser, får afklaret sine erotiske komplikationer og bliver belønnet med en stærk helt – og hun var åbenbart et tillokkende identifikationsobjekt for mange efterkrigskvinder, som i deres hverdag kæmpede med uløselige problemer.
Kristi Manninen
Den problematiske kvindelighed
Elsa Soini (1893-1952) problematiserer den moderne kvindes stilling i mellemkrigstidens samfund i sine romaner. De anses for at være underholdningslitteratur, men ofte overskred hun populærromanens traditionelle fortælleteknik.
Elsa Soini beskriver forskellige generationer af kvinder, fra århundredskiftets kvindesagsforkæmpere til moderne »drengepiger«. De sidstnævnte er veluddannede med i det mindste studentereksamen og har ofte universitetsstudier bag sig. Hovedpersonen Uni i Elsa Soinis roman af samme navn fra 1930, skriver oven i købet på sin afhandling.
Elsa Soinis forfatterskab problematiserer den skarpe grænse mellem kvindeligt og mandligt. Uni, der opfatter sig som afvigende i forhold til den traditionelle kvinderolle, definerer sig som en mand: »Jeg er en mand. Jeg blev opdraget som en mand, jeg har en mands erhverv og indkomster, og jeg tænker som en mand«. Også i sit kærlighedsliv stræber Uni efter en maskulin position. Erkki, genstanden for Unis forelskelse, viser sig at være en modpol til den aktive »moderne« kvinde. Men Erkki ønsker sig kun kammeratskab med Uni og kommer hende ikke i møde på det seksuelle plan.
Elsa Soinis sikre og meget bevidste fortællergreb og spil med forskellige prosagenrer, dagbog og eventyr, sætter spørgsmålstegn ved det traditionelle kvindeplot og fungerer som en ironi over dets konventioner. I romanen Jumalten ja ihmisten suosikit (Gudernes og menneskenes yndlinge), 1926, bemærker fortælleren til sidst, at det drejer sig om en beretning med lykkelig slutning ligesom i et eventyr: »Det ville jo være en meget dårlig roman, hvis ikke mindst en af heltinderne blev gift. Hendes roman endte altså på den gængse måde med et bryllup«.
Sammen med den kendte causeur Serp (pseudonym for Seere Salminen) skrev Elsa Soini i 1930’erne og 1940’erne manus til den populære radio- og filmserie Suomisen perhe (Familien Suominen).
Ritva Hapuli og Päivi Lappalainen