Set fra en litterær synsvinkel er det nemt at affærdige Sophie Sager (1825-1902) som marginal og ubetydelig. Hendes svenske produktion er lille og stammer fra nogle få år omkring 1850: småskrifter og den lille roman Bilder ur lifvet eller fosterbarnets afslöjade genealogi, Novell (Billeder fra livet eller Plejebarnets afslørede genealogi, novelle), 1852, alle udgivet på eget forlag. Derefter emigrerede hun til USA, hvor hun også udgav skriftet Woman’s Destiny and Man’s Duty (Kvindens skæbne og mandens pligt), 1861.
»Næsten alt, hvad hun har skrevet, har et bombastisk og stilløst præg, og det skadede hendes forkyndelse«, lyder vurderingen af Sophie Sager i Bonniers Svenska män och kvinnor, 1949.
Sophie Sager blev kendt på grund af sine indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. Hendes indlæg blev ligesom andre akter i sagen først offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i sensommeren 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af Sophie Sager under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen).
Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød ved sine aktiviteter, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og hvordan hun senere udvider kampen til generelt at gælde kvindens sag. Vi kan få et indblik i den sociale situation for mange kvinder i den tids Stockholm. Vi kan også se, at den temmelig uskolede forfatter Sophie Sager benytter sig af litterære konventioner, som hun først og fremmest henter fra den populære oversatte roman. Hun indleder sine romankapitler med mottoer på fransk, hun giver miljøbeskrivelser i sentimentale klicheer, og hun lader romanen udspringe af det gamle, prøvede tema, nemlig kærligheden mellem en kvinde af høj byrd og en mand af folket. Sophie Sagers liv var socialt og økonomisk temmelig ustabilt, som det var for middelklassen i midten af 1800-tallet, en periode mellem feudalisme og kapitalisme, hvor samfundet var under forandring. Faderen, jernværksbestyrer Gabriel Sager i Byarum, døde tidligt, familien gik fallit, og Sophie Sagers opdragelse og uddannelse blev afhængig af familiens velvilje. I 1848 bekostede en slægtning en rejse med dampskib til Stockholm og hendes ophold dér, så hun kunne lære finere syning.
Oplevelserne i Stockholm kom til at vende op og ned på Sophie Sagers tilværelse. I Stockholm boede hun først i et gæstgiveri, der viste sig at være en smugkro, hvor man også drev kobleri.
»Denne i hele riget kendte kvinde løber sandelig spidsrod i de skånske aviser«, hedder det i Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning den 10.11.1852 i en kommentar til de ironiske referater fra de Sagerske forelæsninger.
Efter ballade og skænderi med værtinden blev hun nødt til at flytte, og det lykkedes hende via en staldmester Möller at komme til at bo hos hans husholderske. Sophie Sager opdagede snart, at husholdersken var Möllers elskerinde, og at hun desuden bedrev prostitution under dække af »syning modtages«. Snart blev Sophie Sager også genstand for et natligt besøg, der var blevet formidlet uden hendes vidende. Besøget blev energisk afvist. Staldmesteren begyndte en erotisk belejring af den afvisende Sophie Sager, og det endte med voldtægtsforsøg og mishandling. Det lykkedes hende at flygte og blive behandlet af en læge, der senere hjalp hende med at foretage en anmeldelse af Möller til politiet vedlagt en lægeerklæring om den skade, der var blevet forvoldt hende. De lange og detaljerede indlæg til domstolen skrev hun selv, og hun førte selv sin sag for retten. Disse indlæg var således de første skrifter, hun fik offentliggjort. De afslører en virkelig hed, som samtidens kvindelige forfattere sandsynligvis aldrig kom i personlig kontakt med eller skrev om: Stockholms natlige verden med værtshuse, prostitution og almindelig usædelighed.
»… sådan en væmmelig én havde jeg boet hos i en hel uge; havde jeg kendt hendes laster, så havde jeg ikke været der et minut;… der plejede hun at låse sig inde med en herre ad gangen, da gik jeg ud«, hedder det i Sagerska målet.
»… han slog mig mere … og trak mig i hovedet, og slog mig mod gulvet m. m. , da tænkte han, at han ville kunne overvinde mig, men jeg satte mig til modværge over for ham og rev hans frakke i stykker i nærheden af lommen; men han trykkede mig med hænderne på brystet og munden, så jeg ikke kunne få vejret«, skriver Sophie Sager i Sagerska målet.
Sophie Sagers indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag. At værne sin uskyld var i første række en borgerlig dyd. At der har kunnet sættes spørgsmålstegn ved denne ret hang sammen med, at hendes tilhørsforhold til borgerskabet ikke har været ganske tydeligt, og at hun derfor socialt kunne bedømmes forkert. En sådan deklassering var for hende en betydelig social krænkelse. Desuden forsøgte man at krænke hende på en anden måde, nemlig ved at tvivle på hendes troværdighed – hendes modstandere påstod, at hun var sindsforvirret og løgnagtig i sin sagsfremstilling.
Stockholms kvinder manglede legitime muligheder for at forsørge sig selv. Prostitution og kønssygdomme trivedes, og det førte til et krav om, at kvinder, der tjente på kroer og beværtninger, skulle undersøges af en læge hver uge.
Sagerska målet er et spændende og dramatisk skrift, der er fuldt læseligt som fiktion uden nogen præsentation på forhånd. Gennem teksterne, der lader til at være skrevet i en eneste associationsstrøm, hører man hendes personlige stemme tale uden æstetiske eller taktiske overvejelser. Teksten viser os en skribent, der ikke altid er sympatisk, og netop derfor virker den så overbevisende. De formelle svagheder og fraværet af en æstetisk holdning gør et særligt indtryk på en nutidig læser – man får en følelse af skribentens tilstedeværelse i teksten: »… jeg sagde, at han kan slå mig ihjel; så sagde han, at det kommer han ikke til at bøde for. Det var ikke før sent ud på natten, at kampen endte; men Gud beskyttede mig, så finnen blev den overvundne, thi jeg vandt; jeg må lide for min dyd, sagde jeg til ham, jeg vil hellere dø end være en forbryder, thi Gud ved, at jeg er uskyldig, og han hører de afmægtiges bøn; men jeg sagde til ham, at jeg g r til lægen, der skal bevise, at jeg ikke er det, I nu kalder mig, fordi I ikke kunne vinde over mig«.
Citatet er hentet fra beskrivelsen af voldtægtsforsøgets slutfase. Viljen til at bevare dyden intakt manifesteres, og den afsluttende hån, der sætter spørgsmålstegn ved uskylden, fremkalder beslutningen om at søge oprejsning. En tone af triumf lyder i kommentaren »thi jeg vandt«, og den peger på den ambivalens, der ligger i, at jeg’et beskriver sig selv som et nærmest svagt og værgeløst offer, men samtidig fremstår som aktiv og handlende. Læseren begynder at fundere over jeg’ets del i hændelsesforløbet. Og man kan se, at kampen ikke udelukkende er foregået på det fysiske plan, men også på det verbale.
Sophie Sager overbeviste retten. Möller blev dømt for mishandling, hans appel til Svea Hofrätt (Landsretten) blev afvist. Begge parter sendte nye partsindlæg med giftige påstande om hinanden. Både Sophie Sager og Möller blev idømt bøder herfor.
»… den Kongelige Politimyndighed har tilladt en sindsforvirret ung pige, Sophie Sager, at indbringe sin sag for domstolen, uden at den mindste smule bevis har kunnet føres deri«, hedder det i Joh. Gust. Dillströms partsindlæg i Sagerska målet.
På denne måde var Sophie Sager trådt frem i offentligheden, og dér forblev hun. Sit ry kunne hun bruge til at forsørge sig ved, bl.a. ved at forelæse for et betalende publikum. Hun var blevet overbevist om nødvendigheden af kvindelig emancipation.
Sophie Sager i et partsindlæg til Svea Hofrätt (Landsretten): »Jeg har senere erfaret, at denne hr. staldmester, sin benævnelse tro, holder en slags offentligt Ridehus på Svenska Prestgatan, og kan derfor nu forklare hans voldsomme forsøg på også at tæmme mig til denne sin manege«.
I romanen Bilder ur lifvet eller fosterbarnets afslöjade genealogi forsøger Sophie Sager at formidle frigørelsesbudskabet i fiktiv forklædning, men det bliver ikke noget vellykket forsøg. Det er også et behov for oprejsning, der driver denne tekst, her drejer det sig først og fremmest om en oprejsning fra social deklassering.
Romanen beskriver baggrunden for, at en ung fransk adelspige føder et barn, der senere bliver plejebarn i Sverige, og den handler om plejebarnets liv som voksen.
Romanen ligner et hastværksarbejde, den er ujævn og svinger mellem forskellige stilarter. Den begynder som en sentimental historie med parodisk romantiske indslag. Denne stil fortyndes og blandes med realistiske episoder, satiriske pointer, emancipationsprædikener og rejserapporter fra København og Göteborg. Nogle indslag fra Sagerska målet omdannes og kommer nu til at dreje sig om romanens heltinde, plejebarnet med en tragisk adelig fransk herkomst, som virksomhedsejerparret Saché (= den franske udtale af Sager!) tager til sig, og som efterhånden bliver forvirrende lig med Sophie Sager selv.
Historien præsenteres af en alvidende fortæller, der afbryder og kommenterer i fortrolig samtale med den »emanciperede læserinde«, som forfatteren henvender sig til i forordet. Dette perspektiv forlades stort set i romanens anden halvdel, hvor fortællingen formidles i form af breve fra heltinden til en god ven.
Romanen har tre kvindelige hovedpersoner: plejebarnets unge mor, Victoire, plejebarnets veninde, den noget ældre Fanny, og plejebarnet selv: Victoire/Selie Saché. Disse tre kvinder er moderløse. På den måde kan forskellige patriarkalske forhold rendyrkes.
Den første Victoire lever i et trauma mellem en elsket, despotisk far og en påtrængende elsker, der truer med selvmord, hvis ikke hun forener sig med ham trods faderens forbud. Stedt i dette dilemma er hun nær ved at dø af feber. Hun bliver rask og løser sit problem ved et kompromis. Hun bliver hemmeligt viet til sin elskede og kan dermed forene sig med ham, samtidig med at hun er sin uvidende fars lille pige. Ved faderens mellemkomst bliver elskeren sendt af sted til fronten, Victoire føder et barn og dør.
Fanny lever i et idealforhold til en storsindet far og en elsket mand. Det er Sophie Sagers idealægteskab, samlivet er præget af humor og påskønnelse, og Fanny prædiker emancipation opmuntret af sin mand. En mådeholden og ufarlig form for frigørelse inden for familiens rammer.
Den tredje kvinde er Victoires datter og navnesøster, som plejebarn kaldt Selie Saché. Hun er uden familiære bånd, også hendes plejeforældre er borte. Hun er selvstændig, bevæger sig frit alene, rejser på egen hånd, forelæser, skriver, lader sig opvarte, men holder fast ved sin dyd. Romanens uudtalte mening lader til at være, at et omstyrtet familiepatriarkat er en forudsætning for kvindens frigørelse.
I Privata föreläsningar öfver den sanna emancipationen, 1852, præciserer Sophie Sager, hvad hun mener med frigørelse: »En rigtig emanciperet kvinde… mener, at hun, der af en alvis skaber har fået lige så megen forstand som manden, ikke behøver underkaste sig anden tvang end den«.
Forelæsningerne er på mange måder forbavsende moderne tænkt, frem for alt i opfattelsen af, at børneopdragelse og undervisning skal føre til selvstændigt tænkende individer. Hun retter en skarp anklage mod de politiske magthavere, som hun mener bevidst medvirker til at holde folket nede i manglende oplysning. Hun er desuden kritisk over for den kvindelige optræning i at tilpasse og indynde sig og forlanger mere substans i uddannelsen:
»Pigen lærer at forstille sig og at iagttage det, som verden siger passer sig, men lærer ikke at tænke fornuftigt, ærligt, og at lytte til en ren og pletfri samvittigheds stemme. Forældrene befaler barnet at adlyde blindt, og således ofte at gøre det som burde – undlades. En kvinde, der er blevet opdraget sådan, må nødvendigvis være fordomsfuld. Man ser også, at fordommene hersker mere i Sverige end andetsteds. Fordomme er sådanne begreber, som er dannet uden undersøgelse og af uvidenhed om ting, som man lægger til grund for sine slutninger og bruger som grunde til sine handlinger«.
Kravet om kvindens emancipation er idealistisk: Sophie Sager siger til kvinderne, at de af egen kraft og vilje kan og skal frigøre sig, dvs. at de skal læse, tænke og tale frit og selvstændigt. De skal følge loven og de religiøse bud, men være ligeglade med overfladiske konventioner. Ændringer i loven til kvindens fordel er hun ikke fortaler for. Hun har et traditionelt syn på ægteskabet, og hun værner energisk om den kvindelige dyd. Den seksuelle udnyttelse, hun har set, får hende sikkert til med så stor kraft at tage afstand fra det, hun kalder »gåran-forhold«.
Gåran-forhold, her ensbetydende med fri kærlighed mellem kønnene, er et begreb, der opstod i debatten efter C. J. L. Almqvists roman Det går an, 1839.
Man kan sige, at Sophie Sager er bedst, når hun taler direkte for sin egen sag, for sin egen oprejsning i Sagerska målet og i sine forelæsninger for kvindens frigørelse. Hun ville sikkert have haft meget at vinde, hvis hun i sit litterære skriveri mere havde dyrket sit talent for satire og realisme. Der er en bemærkelsesværdig kontrast mellem hendes kejtede forsøg på at tilpasse sig tidens mønstre for den sentimentale populærroman og hendes i øvrigt dristige, ukonventionelle liv.