Marie Hermanson

1956 -

Sverige

Født uden for Göteborg, har efter Journalisthögskolan og universitetsstudier i sociologi, børnelitteratur og videnskab bl.a. arbejdet som journalist ved dagspressen. Hun debuterede i 1986 med novellesamlingen Det finns ett hål i verkligheten (da. 1988), som forener nordisk eventyrtradition med den angelsaksiske fantasy-genre. I Snövit (R), 1990, foretager hun en personlig nyfortolkning af folkeeventyret, i Tvillingsystrarna, 1993, og i Värddjuret (R), 1995 (Værtsdyret, 1996), udvikler hun sin specielle stil, der forener glasklar, sensuel realisme med eventyrets underfundighed. Hendes forfatterskab placerer sig således i den fornyelse af realismen, der finder sted i 1980’ernes nordiske litteratur.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Marie Hermanson udgivet romanerne Musselstranden, 1998, Ett oskrivet blad, 2001, Hembiträdet, 2004, Mannen under trappan, 2005, Svampkungens son, 2007, og Himmelsdalen, 2011.

Hun har bl.a. modtaget prisen Bokhandelns val 2005.