Queering Nordisk kvindelitteraturhistorie - Nordic Women's Literature

Kvindelitteraturhistorie og queer litteraturhistorie

At skrive historien om kvindelige forfattere i Norden og deres litterære værker er et projekt, der bevæger sig med tiden og nye forståelser – ikke bare af køn men også af litteratur og historieskrivning. Nordisk kvindelitteraturhistorie udkom første gang i bogform i fem bind (1993-98) og blev i 2010 digitaliseret. Siden er værket blevet suppleret med Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015 (Mai, 2017a), der digitalt er publiceret under temaet Det 21. århundredes litteratur. Som titlen på det indledende kapitel ”Litteraturens mange køn. Nordisk kvindelitteratur i de første tiår af det 21. århundrede” antyder, åbnes der her for, at forholdet mellem forfattere, litterære tekster og køn er mere komplekst, end overbegrebet ”kvindelitteratur” kan rumme (Mai, 2017b). Med denne nye samling af bidrag under temaet Queer (2025) spørger vi mere systematisk til, hvordan ”skæve” erfaringer med køn, krop og seksualitet er kommet til udtryk litterært både før og nu; hvad en litteraturkritik, inspireret af queer teori og kritik, kan åbne for på tværs af litteraturhistorien, og hvilket lys den kan kaste på selve det projekt at skrive Nordens kvindelitteraturhistorie.

PHTALO / Baldur Mortenson, dansk komponist, producer og remixer. Foto: IOOOIO

Nordisk kvindelitteraturhistorie blev oprindeligt motiveret af et ønske om at fremhæve de ofte oversete kvindelige forfattere og præsentere deres værker i sammenhæng og på tværs af Norden for at dokumentere stoffets omfang, gyldighed og relevans. Værket var dermed også tænkt som en udfordring af den litterære kanon, som hidtil havde været domineret af mandlige forfattere og en patriarkalsk litterær kritik og historieskrivning. Under rubrikken ”Hvorfor en kvindelitteraturhistorie?” forklarer hovedredaktør Elisabeth Møller Jensen i forbindelse med digitaliseringen i 2010, at ambitionen har været at ”læse og forstå kvinders litteratur som centrale, kunstneriske vidnesbyrd om og billeder af kvinders liv og vilkår, men også kaste et kritisk lys på den litteraturhistoriske tradition, der hævder sig gennem udelukkelse af kvindelige forfattere fra den fælles historieskrivning”.

Denne form for feministisk litteraturkritik og historieskrivning blev tilbage i 1970’erne beskrevet af den amerikanske litterat og feminist Elaine Showalter (1977) som en ”gynokritik”, hvis formål det er at skrive en kvindelitterær tradition frem ud fra et kvindeidentificeret litterært blik. I 1980’erne blev projektet under indflydelse af fransk feminisme drejet i retning af en ambition om at identificere og praktisere en særlig ”kvindeskrift” (ecriture feminine), dvs. en anden måde at skrive og arbejde litterært på hos såvel forfattere som kritikere. Mens gynokritik fokuserer på at etablere en kvindelig litterær tradition og identitet, beskriver fransk feministisk tekstpolitik et ønske om at identificere de dybere psykologiske, filosofiske og æstetiske aspekter af kvinders skrivning og kropslige erfaringer. Som den norske feminist og litteraturkritiker Toril Moi (1985) har udtrykt det, betyder det en ambition om at afdække, hvordan tekstpolitik også er seksualpolitik, og hvordan den kommer til udtryk som mønstre af magt, afmagt og subversion i og på tværs af litterære tekster på ofte subtile måder. Disse indsigter er på forskellig vis søgt integreret i Nordisk kvindelitteraturhistorie, om end det helt grundlæggende arbejde med at skrive en kvindelitterær tradition frem er fastholdt, som beskrevet af Elisabeth Møller Jensen i 2010.

Siden er det at bedrive feministisk litteraturkritik og historieskrivning igen blevet udfordret af nye generationer af feministiske litteraturforskere. Forskere, som har hentet inspiration fra strømninger som postkolonialisme, sort feminisme, lesbiske og queer studier foruden hele den dekonstruktive og poststrukturalistiske bølge i magtkritisk teori og politik. Siden 1990’erne har de peget på, at projektet har været kendetegnet ved et overvejende hvidt, vestligt og heteroseksuelt blik på litteratur og historie (Trinh T. Minh-ha, 1989; de Lauretis, 1991). En paradigmatisk grundtekst har været den indisk-amerikanske litteraturkritiker Gayatri Chakravorty Spivaks essay ”Can the Subaltern Speak?” (1988), der satte fokus på forskelle i kvinders muligheder for at udtrykke sig og komme til orde og rejste det siden væsentlige spørgsmål om, hvem der kan tale for hvem. I dag er der tale om et udvidet intersektionelt felt, der undersøger, hvordan etnicitet, seksualitet og andre sociale forskelsmarkører, ikke mindst klasse, interagerer og udspiller sig litterært og litteraturhistorisk. Et sådant intersektionelt perspektiv påpeger også divergens og konflikt i og mellem forskellige feminismer, forfatterskaber og tekster. Spivak var som litteratur- og kulturkritiker samtidig en drivkraft i 1990’ernes dekonstruktive bølge, der ikke bare afdækkede forskelle og magtforhold mellem kvinder, men også pegede på destabiliteten i ethvert identitært projekt. Konsekvenserne heraf og kravene til en dekonstruktiv magt- og litteraturkritik blev i Norden blandt andet diskuteret af litteraturforskeren Pil Dahlerup (1991).

Disse overvejelser har løbende præget redaktionerne af Nordisk kvindelitteraturhistorie med henblik på at integrere nye intersektionelle indsigter, samtidig med at det overordnede projekt er blevet fastholdt. Med udvidelsen af værket i 2017 blev sådanne afvejninger afgørende for titel, valg og disposition af bidragene. Her fremstår køn som flydende og performativt, samtidig med at der er nye bidrag om fx samisk, grønlandsk og adoptions- og immigrationslitteratur. I 2017-samlingen er fokus på den nyeste litteratur (1990-2015). I denne nye 2025-samling af artikler udvider vi tidsperspektivet. Med afsæt i forskellige udviklinger inden for queer studier, særligt queer temporalitet, queer slægtskab og queer økologi, der kan kaste et nyt lys på også ældre litteratur, sigter vi samtidig mod et mere queer historiografisk greb på det at skrive litteraturhistorie. Dette nye perspektiv må samtidig sætte spørgsmålstegn ved begreber som ’det kvindelige’ og ’kvindelitteratur’.

En queer litteraturhistorie

Hvor Nordisk kvindelitteraturhistorie hidtil har været baseret på ideen om en relativt stabil kønsidentitet bag mangfoldigheden af udtryk, der spørger en queer litteraturkritik i dag ind til tematiske og formmæssige sprækker i litteraturen, der kan åbne for alternative læsninger af ikke bare køn og seksualitet og forbindelsen herimellem, men også af det binære tokønssystem og af fx familieformer, temporalitet og økologi. Der spørges her til, hvordan forskellige familieformer kan udfordre traditionelle opfattelser af kønnede måder at være i verden på, af slægtskab og relationer; hvordan tid og temporalitet kan opleves og udtrykkes på måder, der bryder med lineært fremadskridende tidsforståelser, samt hvordan økologiske perspektiver kan integreres i litteraturen for at fremhæve sammenhængen mellem menneske og natur på nye og mere inkluderende måder.

Allerede i 2003 efterlyste litteraturforskeren Dag Heede et større litteraturhistorisk projekt, der gentænker hele litteraturhistorien ud fra en kritisk spørgen til forholdet mellem køn og seksualitet og en identifikation af ”skæve” (queer) eksistenser, problemstillinger og æstetiske praksisser, der udfordrer den heteroseksuelle norm. Under temaet Queer udvider vi perspektivet, idet vi åbner queerbegrebet mod en flerhed af køn og forbindelser mellem køn, seksualitet og identitet i litteratur og forfatterskaber og en tilsvarende kritik af den underliggende ”cisnormativitet”. I bidragene undersøges ikke som udgangspunkt litteratur skrevet af, om og for kvinder, men snarere kønnede fænomener i litteraturen, som er blevet udsondret som afvigende, underlige eller ubetydelige i både den traditionelle litteraturhistorie og på tværs af kvindelitteraturhistorien, sådan som den hidtil har været skrevet frem. Det gælder fx begreber som kvindelig maskulinitet (Halberstam, 1998), queer slægtskaber (fx mellem dyr og mennesker og mellem individer uden biologisk slægtskab) og ikkereproduktive livsformer og seksualiteter. En queer litterær kritik betegner da her et analytisk blik, som undersøger, hvordan ”det normale” konstrueres litterært i et gensidigt samspil med ”det afvigende” (se også Nyegaard, 2023, s. 8). Heather Love henviser i den forbindelse i Underdogs (2021) til, at queer studier internationalt netop er beslægtet med studier af det afvigende (”deviant studies”).

En queer kritik åbner for en flerhed af kønsidentiteter, kønnede kroppe og seksualiteter i overensstemmelse med udvidelsen af betegnelser for ”skæve” identiteter: LGBTQ+, der ud over lesbianisme, homo- og biseksualitet (LGB), også omfatter transkønnethed (T), fællesbetegnelsen for andre kønsidentiteter queer (Q) og desuden nonbinaritet, interkønnethed, aseksualitet og andet (+). Men samtidig åbner den for en forståelse og kritik af, hvordan normsystemer vedrørende køn og seksualitet er indbygget i etablerede familie- og livsformer, ligesom den beskæftiger sig med alternativer i form af mulige andre fællesskabsdannende og økologisk holdbare måder at leve og organisere sig på. Det er særligt sidstnævnte ”vokseværk” inden for queer litteratur og kritik, dette tema beskæftiger sig med i en genlæsning af såvel nyere som ældre litteratur og med inddragelse af også den nyeste litteratur, der beskriver queer livserfaringer i form af kønstransition og eksperimenterer med at udtrykke dem litterært.

Queer kritik handler da ikke så meget om at være, men mere om at gøre. Queering handler om aktivt at forstyrre eller underliggøre de bærende patriarkalske normer, fx brud med kernefamiliens heteroseksuelle men også monogame, reproduktive og slægtskabsbærende logikker. Queering handler ikke kun om køn og seksualitet men også om de livsformer og praksisser, der er forbundet med at bryde med eller afvige fra heteronormative eller cisnormative seksualitets- og familieformer og strukturer. Det princip danner udgangspunkt for denne samling af artikler under temaet Queer og for det litteraturhistoriske greb forstået som en queer temporalitet.

Queer temporalitet

Feminismens historie er ofte blevet beskrevet som noget, der kommer i bølger, faser eller generationer. Typisk taler man om tre eller fire generationer, som har forskellige omdrejningspunkter. Generationshistorien tager samtidig form af en vækstfortælling, hvor fortiden hele tiden gentænkes i relation til et progressivt nu og mulige fremtider med mere ligestilling, oplysning og frigørelse. I Vesten måles en nations udvikling ofte på milepæle inden for ligestillingsmål, og nye generationer af feminister har også lagt afstand til de foregående i deres forsøg på at nå nye mere progressive mål, som Sam McBean skriver i Feminism’s Queer Temporalities (2018). Inden for queer teori beskrives en sådan progressionslogik som en tids- og historieopfattelse, der afspejler patriarkatets og kapitalismens konception af tid som noget altid vækstende, konkurrerende og fremadskridende og den enkeltes liv som tilsvarende orienteret mod faste fremtidssikrede milepæle (for kvinder fx ægteskab, moderskab og karriere). Elizabeth Freeman (2010) taler her om en ”krononormativ” historie- og livsfortælling, der dominerer den måde, vi forstår os selv og verden på, og som ligger bag narrative mønstre og forløb i såvel historiske som litterære fremstillinger.

I en bestræbelse på at bryde med krononormative figurationer af tid og tidsforløb forestiller queerteoretikeren Elizabeth Freeman sig, at fortiden i form af litterære tekster, temaer eller motiver kan fungere som det, hun kalder ”temporal drags”. Hun beskriver den temporale drag som en kulturel figur eller begivenhed, der er forbundet med en specifik kontekst, men som også har en iboende bevægelighed, og som derfor kan bevæge sig mellem forskellige tider og steder og lave ravage andre steder end der, hvor den, hun, han, hen eller de hører til. Den temporale drag bliver med sin tilstedeværelse en begrænsning eller en forhindring for den stramt kronologiske logik, idet figuren med sin ’rejselyst’ forstyrrer ideen om, at fortiden altid er tilbagelagt. Den temporale drag repræsenterer altså ”en produktiv hindring for fremskridt, et nyttigt forvrængende træk bagud” (2010, s. 69), men kan også ”belyse eller endda profetisk antænde mulige fremtider i lyset af stærke historiske øjeblikke” (s. 61).[1]

Freeman udvider i Time Binds (2010) argumentationen til også at gælde forholdet mellem forskellige feminismer og generationer af feminister, når hun siger: ”Selv de ’bølger’, der opdeler feminismen i perioder, er ikke de rolige, omsluttende vande, som maternalistisk retorik elsker, men snarere kræfter påvirket af tyngdekraften, som trækker bagud, selv om de ser ud til at følge efter hinanden.” (s. 65). Figuren udfordrer da både som konkret motiv, som tekstligt greb og som greb om tekster læseren til at opgive den kronologiske og reproduktive systematisering i fortid, nutid og fremtid og i stedet ”omarrangere forholdet mellem fortid og nutid og forbinde[r] nutidige kroppe med dem fra andre tider i omformuleringer af forfædre og afstamning” (Freeman, 2019, s. 15). Eller som Rita Felski skriver i ”Context Stinks!”: ”Adskillelsen af historisk forklaring bliver forstyrret, ja endda rystet, når vi indser, at fortidens tekster har noget at sige om spørgsmål, der betyder noget for os, herunder status for historisk tænkning” (2011, s. 160).

Inspireret af bl.a. Freeman og i en bestræbelse på at etablere et mere queer historiografisk blik læses der i dette tema og i de enkelte bidrag på tværs af værker, litteraturhistoriske perioder og steder (i Norden). Hensigten er at etablere en transhistorisk tilgang, der muliggør, at fortidens (oversete) erfaringsdannelser kan løsrives fra deres specifikke historiske kontekster og gøres relevante, brugbare og aktuelt forstyrrende for den samtidige læser. På tværs af tid og sted undersøger Camilla Schwartz i artiklen ”Barnfrihed og tricksteri hos og på tværs af Tove Jansson, Karen Blixen og Selma Lagerlöf” de barnfri forbindelser mellem Lagerlöf, Blixen og Jansson og overvejer, hvordan værkerne udfordrer lineære opfattelser af tid og livsforløb gennem skildringer af barnfri livsvalg. Artiklen viser, hvordan de nævnte forfattere skaber nye litteraturhistoriske forbindelser og udfordrer pronatalistiske og reproduktive futuristiske ideologier ved at præsentere alternative måder at leve og forstå tid på. Dette inkluderer at skabe queer fællesskaber og slægtskaber, der ikke er bundet af biologiske relationer eller traditionelle familieformer.

Ann-Sofie Lönngren viser i sin artikel ”Kön, sexualitet, art, litteratur: Husdjur och queerhet i svenskspråkiga författarskap efter 1880”, hvordan queer temporalitet udfordrer normative tidsforståelser blandt andet ved at skildre ønsket om at indtage rollen som husdyr i intime relationer. Dette bryder med traditionelle livsforløb og skaber nye måder at tænke tid og relationer på. Ved at inkludere mindre kendte værker i dialog med etablerede tekster revideres samtidig den litterære kanon, hvilket igen giver nye perspektiver på forholdet mellem litteratur og virkelighed og bidrager til en mere mangfoldig og nuanceret litteraturhistorie. Moritz Schramm går et skridt videre og diskuterer i artiklen ”Radikal queerhed: Opløsning af grænser mellem dyr, planter og mennesker hos Charlotte Inuk og Charlotte Weitze”, hvordan krononormativitet strukturerer det sociale liv og udelukker alternative eksistensformer. Han peger bl.a. på, hvordan der i Charlotte Weitzes roman Rosarium (2021) åbnes for nye måder at forstå og opleve tid og temporalitet på ved at sammenflette menneskelige og ikkemenneskelige erfaringer i en symbiotisk sameksistens. Dette skaber en radikal nyfortolkning af tid, hvor grænserne mellem arter opløses, og mere inkluderende forståelser af eksistensformer opstår.

Henrik Zetterberg-Nielsen adskiller sig fra de øvrige i sin artikel ”Maria Marcus: Masochisme, sandhed og ligestilling”, idet han undersøger, hvordan Maria Marcus’ (1926-2017) forfatterskab, der spænder over flere årtier og fra det 20. til det 21. århundrede, konstant har forstyrret sin samtids normer og forestillinger om seksualitet, frigørelse og ligestilling og stadig gør modstand mod normative forventninger til kvinders liv og seksualitet. Hendes forfatterskab har i længere tid været skrevet mere eller mindre ud af litteraturhistorien, men det kan og må ifølge Zetterberg-Nielsen revurderes på baggrund af en queer litteraturkritik, der måske først ved at sætte hende ind i en kontekst af samtidig queer litteratur kan anerkende forfatterskabets unikke bidrag.

Queer slægtskab

Det at skabe samhørighed og familier på andre måder end den heteronormative er centralt for flere artikler. Således handler Ann-Sofie Lönngrens artikel ”Kön, sexualitet, art, litteratur” om lange slægtskaber mellem mennesker og husdyr og det potentielt subversive i at tilvælge et dyr fremfor et menneske som livspartner. Hun undersøger samtidig, hvordan disse valg forbinder sig til homoseksuelle motiver fra slutningen af 1800-tallet.

To andre artikler handler om, hvordan kvinder uden børn motivisk muliggør andre måder at tænke familie på tværs af tid og sted. Camilla Schwartz belyser i artiklen ”Barnfrihed og tricksteri hos og på tværs af Tove Jansson, Karen Blixen og Selma Lagerlöf” de barnfri figurer og udvidede familieformer hos de tre forfattere, mens Jenny Björklund i artiklen ”Bortom släktskap: Normbrytande femininitet, queert antisocialt motstånd och en ny kollektivitet” beskriver, hvordan litteratur fra 2000-tallet udfordrer traditionelle normer for moderskab og kernefamilie. Hun læser her romaner om mødre, der forlader deres familier, og kvinder, der vælger ikke at få børn, som modstand mod pronatalisme og kernefamiliens dominans. Desuden fremhæves det, hvordan de læste værker kritiserer neoliberale tendenser i de nordiske lande og foreslår måder at organisere sociale relationer på, som ikke nødvendigvis er baseret på biologisk slægtskab, men på følelsesmæssige bånd og fælles erfaringer.

Det kan måske virke lidt atypisk også at inkludere heteroseksuelle kvinder i en queer litteraturkanon, da heteroseksuelle ofte er mere eller mindre fraværende, man fristes til at sige uvelkomne gæster, inden for mange grene af queerfeltet. Alexandra Hill bemærker fx denne udelukkelse i Halberstams queerteori: ”Jeg har fundet, at der ikke er tid eller plads til barnløse, heteroseksuelle kvinder i denne model” (2014, s. 170). Som de to artikler om barnfri kvinder og figurer viser, er der imidlertid al mulig grund til at inkludere deres perspektiver på bl.a. slægtskab og temporalitet, idet de litterære diegister såvel som forfatterne selv på forskellige måder udfordrer hetero-, cis- og krononormative logikker.

Queerfeltet har altid været interesseret i spørgsmålet om, hvad slægtskab er og kan være. Eller som Tyler Bradway og Elizabeth Freeman indleder deres antologi Queer Kinship: ”Queerteori har altid været en teori om slægtskab” (2019, s. 1). Det har det, fordi queerfeltets primære interesse på den ene side består i at kritisere de naturliggjorte måder at gøre familie på og samtidig er funderet i drømme og fantasier om at forbinde os til hinanden på helt andre måder end den kernefamiliale. Michel Foucault skrev allerede i 1984, at ”homoseksualitet truer folk som en ’livsstil’ snarere end som en måde at have sex på” (Foucault, 1996, s. 310), og i hovedværket Families We Choose (1991) viser Kath Weston, hvordan queerpersoner ofte skaber det, hun kalder selvvalgte familier, dvs. familier, som ikke nødvendigvis er baseret på biologisk slægtskab, men på følelsesmæssige bånd, fælles erfaringer og gensidig støtte og forpligtelser. Queerteoretikerne Jack Halberstam, Sara Ahmed og Elizabeth Freeman hævder også, at queerhed altid bør udfordre eller tilbyde alternativer til kernefamiliens reproduktive institutioner. Og Ahmed pointerer: ”Faktisk er det ved ikke at passe ind i kernefamiliens model, at queerfamilier kan arbejde på at ændre, hvad det er, familier kan gøre. Det ’ikke at passe ind’ eller ubehaget åbner for muligheder, en åbning, som kan være både svær og betagende.” (Ahmed, 2004, s. 154).

Queer slægtskab kan som kritisk perspektiv opdeles i en henholdsvis bredere eller udvidet og en mere snæver eller specifik fortolkning af slægtskabsbegrebet. Når Donna Haraway skriver om, at vi bør danne slægtskaber i stedet for at føde flere børn, mener hun det i bredeste forstand: at vi bør give et tilflugtsrum til dem eller det, der har brug for det, i en verden, som er fuld af flygtninge (2016, s. 100), og at vi bør være drage omsorg for alle, fordi ”alle jordboere er slægtninge i den dybeste forstand” (s. 103). Når Judith Butler og Elizabeth Freeman skriver om slægtskaber, er det mest i betydningen queer variationer af det, vi i dag alle forstår som forpligtende familierelationer. I sit forsøg på at skelne mellem slægtskab som noget henholdsvis udvidet og noget mere specifikt skriver Butler: ”Ideen om, at vi har eller lever gensidigt afhængige liv, giver os mulighed for at spørge, hvordan slægtskab sætter fokus på en særlig form for afhængighed og gensidigt tilhørsforhold, som uden tvivl adskiller sig fra venskab eller andre former for intimt samvær og tilhørsforhold, selv om det helt sikkert også overlapper med dem” (2022, s. 26).

Queer økologi

Queer økologi udfordrer den forståelse af naturen og af forholdet mellem natur og menneske, som kendetegner den vestligt-liberale fremskridtstænkning, og afviser dualismer som ”naturlig” versus ”unaturlig” eller ”menneskelig” versus ”ikkemenneskelig”. I stedet fremhæves naturens kompleksitet og sammenhæng, og der argumenteres for, at en anerkendelse heraf er en forudsætning for at kunne skabe en mere retfærdig og bæredygtig verden. Queer økologi fremhæver fx, at køn og seksualitet er flydende i naturen, og at denne flydende natur kan informere og forbedre vores miljøpraksis. Queer økologi skaber derved en modvægt til synspunkter, der på den ene side negligerer naturen og på den anden side naturliggør hetero- og cisnormer, mens ”queer” stemples som ”unaturlig” (Mortimer-Sandilands og Erickson, 2010, s. 22). For litteraturen og litteraturkritikken indebærer et queer økologisk perspektiv at udfordre gængse opfattelser af natur, køn, seksualitet og reproduktion og at gestalte nye mulige fremtider med anerkendelse af den intime forbindelse og delikate balance mellem menneske og natur.

Donna Haraway har bidraget væsentligt til feltet, idet hun opfordrer til at gentænke, hvad natur og naturlighed er. Haraway henviser til, at patriarkatet fejlagtigt har brugt naturen til at argumentere for og naturliggøre den borgerlige reproducerende kernefamilie, og hun opfordrer til at gentænke denne ide – eller genfantasere fremtiden ved, ikke ulig Freemans ide om den temporale drag, at genbesøge fortiden og gøre det hele om. Målet er blandt andet ”at få ’slægt’ til at betyde noget andet/mere end enheder bundet af herkomst eller genealogi” (2016, s. 102-03).

At nedbryde det skarpe skel mellem menneske og dyr er centralt i queer økologi. Haraway og andre teoretikere argumenterer for, at det at se på vores forhold til andre levende væsener på en mere inkluderende og sammenhængende måde kan hjælpe os med at skabe en mere bæredygtig og retfærdig verden. I Ann-Sofie Lönngrens artikel ”Kön, sexualitet, art, litteratur: Husdjur och queerhet i svenskspråkiga författarskap efter 1880” vises det, hvordan husdyret historisk (ligesom barnet) har haft den funktion at cementere de ”rigtige” værdier i den borgerlige kernefamilie. Idet et hjem med far, mor, børn og husdyr forstås som ”en ideel version af et hjem” (Flegel, 2019, s. 6), er det tegn på afvigelse/abjekt/monstrøsitet i forhold til en ”domestisk idyl”, hvis husdyret dukker op eller optræder uden for kernefamilien (s. 1), eller det er ”et tegn på social fiasko og afvigende seksualitet” (s. 11). Eller som Haraway skriver: ”Små husdyr og de mennesker, der elsker dem, er den ultimative figur af afsky […] især hvis disse mennesker er ældre kvinder” (2008, s. 30).

Moritz Schramm argumenterer i artiklen ”Radikal queerhed: Opløsning af grænser mellem dyr, planter og mennesker hos Charlotte Inuk og Charlotte Weitze” for, at queer økologier kan afdække og modarbejde heteronormative strukturer i miljødiskurser. Han viser, at den danske samtidslitteratur rummer flere eksempler på denne brede form for queerhed, fx Andrea Heilskovs Vølve (2021), der handler om en kvindefigur, som står uden for den udbredte forestilling om normalitet, og Rasmus Daubjergs roman Trold (2022), hvor en trold står uden for menneskeverdenen og på et tidspunkt hævner sig på menneskene, fordi de dræber dyr og ødelægger naturen. Schramm argumenterer for, at denne form for afvigelse også er tydelig i romaner af henholdsvis Charlotte Inuk og Charlotte Weitze, der samtidig er kendetegnet ved et gennemgående opgør med traditionelle kønsnormer og adfærdskoder. Begge forfattere udvikler ifølge Schramm i deres senere værker kritikken af det binære kønssystem og forbinder det med adskillelsen mellem dyr og mennesker (hos Inuk) og mellem planter og mennesker (hos Weitze). Begge forfatterskaber kan da betragtes som en del af den generelle åbning, som har kendetegnet queer teori og kritik i de seneste år. Samtidig tilføjer de ikke kun nye kategorier til debatten om normalitet og afvigelse; de åbner også for en dybtgående diskussion af et vestligt-liberalt verdenssyn, og hvordan det bliver til og vedligeholdes ved hjælp af bestemte grænsedragninger og kategoriseringer.

At vende blikket

I de allerseneste år, i 2020’erne, har nordisk, især dansk, litteratur oplevet en markant udvikling med fremkomsten af en ny bølge af translitteratur. Denne litterære bevægelse sætter transition og transkønnethed i centrum og udforsker det både som en levet erfaring og som æstetisk form. Artiklen ”Transkønnethed som tema og æstetisk form: 2020’ernes danske trans-litterære gennembrud” af Mons Bissenbakker dokumenterer denne udvikling og fremhæver, hvordan forfattere som Mads Ananda Lodahl, Luka Holmegaard og Gry Stokkendahl Dalgas udfordrer traditionelle narrativer og repræsentationer af køn. Gennem en hybrid fortællestil, der kombinerer skepsis over for sprogets begrænsninger med en stærk solidaritet med og mellem transpersoner, skaber disse forfattere værker, der insisterer på kønslig, sproglig og følelsesmæssig ambivalens som en modstand mod cisnormativitetens krav om entydighed. Og de insisterer på at vende blikket og dermed magtforholdet mellem norm og ”afvigelse”.

I artiklen ”Queer bibliografi och litteraturhistoria” argumenterer Jenny Bergenmar, Karin Henning, Sam Holmqvist, Siska Humlesjö, Olov Kriström og Sebastian Lönnlöv for vigtigheden af at genvinde og synliggøre queer litteratur, som ofte har været marginaliseret eller glemt i traditionelle litteraturhistorier og også er underdokumenteret i kvindelitteraturhistoriske bidrag. Gennem queer informationsaktivisme og institutioner som KvinnSam i Sverige og Kvinfo i Danmark og gennem bibliografiske initiativer som Queerlit ved KvinnSam har LGBT+-bevægelsen arbejdet på at identificere og dele litteratur, der formidler normbrydende kønsidentiteter og -praksisser. Dette arbejde har gjort det muligt for queer læsere at genkende sig selv i litteraturen og skabt grundlaget for en mere inkluderende og mangfoldig litteraturhistorie. Ved ”at tage blikket tilbage” træder hidtidigt skjulte eller oversete fortællinger, som er afgørende for queer fællesskaber og identiteter, frem i lyset i egen ret og med nye vinkler på fortid, fremtid og nutid, der er relevante for alle.

Afslutning

Den her præsenterede samling af artikler under temaet Queer belyser eksempler på queer litteratur, mens indledningen belyser nogle af de centrale aspekter ved queer litteraturkritik og dens betydning for forståelsen af nordisk kvindelitteratur. Men dette arbejde er selvsagt langt fra udtømt, og dette tema repræsenterer blot et lille udpluk af de mange komplekse og mangfoldige perspektiver, der findes i spændingsfeltet mellem queer litteratur og kritik. Der er utallige andre værker, forfattere og teoretiske tilgange, der har og fortsat bidrager til denne litterære og kritiske bevægelse og fortjener opmærksomhed.

Den kollektive indsats fra forskere, forfattere og læsere er afgørende for at fortsætte med at udforske og synliggøre de mange facetter af køn, seksualitet og identitet i litteraturen. Denne publikation er kun begyndelsen på en større samtale om, hvordan vi kan forstå og repræsentere køn og seksualitet på mere inkluderende og nuancerede måder i litteraturhistorien og litteraturhistoriskrivningen.

Note

[1] Citater på andre sprog end artiklens er oversat til dansk af forfatterne.

Artikler under temaet Queer

Faglitteratur

Sara Ahmed: The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh University Press, 2004.

Tyler Bradway og Elizabeth Freeman (red.): Queer Kinship: Essays on Queer Families. Duke University Press, 2019.

Judith Butler: ”Kinship beyond the Bloodline”. I Tyler Bradway og Elizabeth Freeman (red.), Queer Kinship: Essays on Queer Families. Duke University Press, 2019, s. 25-48.

Pil Dahlerup: Dekonstruktion: 90’ernes litteraturteori. Gyldendal, 1991.

Teresa de Lauretis: ”Queer theory: Lesbian and gay sexualities. An Introduction”. differences: A Journal of Feminist Cultural Studies, 1991, bd. 3, nr. 2, s. 3-18.

Rita Felski: ”Context Stinks!”. New Literary History, 2011, bd. 42, nr. 4, s. 573-91.

Monica Flegel: Pets and Domesticity in Victorian Literature and Culture: Animality, Queer Relations, and the Victorian Family. Routledge, 2019.

Michel Foucault: ”Friendship as a Way of Life”. I Sylvère Lotringer (red.), Foucault Live: Collected Interviews, 1961-1984. New York: Semiotext(e), 1996, s. 204-12.

Elizabeth Freeman: Time Binds: Queer Temporalities, Queer Histories. Duke University Press, 2010.

Elizabeth Freeman: Beside you in time: Sense Methods & Queer Sociabilities in the American 19^th Century. Duke University Press, 2019.

Jack Halberstam: Female Masculinity. Duke University Press, 1998.

Donna J. Haraway: When Species Meet. University of Minnesota Press, 2008.

Donna Haraway: Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Duke University Press, 2016.

Dag Heede: ”Mærkværdiggørelsen af dansk litteratur: For en ny fordeling af litteraturhistorisk dumhed og blindhed”. Kvinder, køn og forskning, 2003, nr. 35, s. 35-45.

Alexandra M. Hill: ”The Childless Woman as Failure; or, the ’Spinster Aunt’ as Provocation for the Future”. Women in German Yearbook. University of Nebraska Press, 2014, bd. 30, s. 164-74.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, bd. 1-5. Rosinante, 1993-1998.

Elisabeth Møller Jensen: ”Hvorfor en kvindelitteraturhistorie?” nordicwomensliterature.net, 2010. https://nordicwomensliterature.net/da/bogvaerket-nordisk-kvindelitteraturhistorie/hvorfor-en-kvindelitteraturhistorie/

Heather Love: Underdogs: Social Deviance and Queer Theory. University of Chicago Press, 2021.

Anne-Marie Mai (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015. Syddansk Universitetsforlag, 2017a.

Anne-Marie Mai: ”Litteraturens mange køn: nordisk kvindelitteratur i de første tiår af det 21. århundrede”. I Anne-Marie Mai (red.), Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015, 2017b, s. 9-20.

Sam McBean: Feminism’s Queer Temporalities. Routledge, 2018.

Catriona Mortimer-Sandilands og Bruce Erickson (red.): Queer Ecologies: Sex, Nature, Politics, Desire. Indiana University Press, 2010.

Toril Moi: Sexual/Textual Politics: Feminist Literary Theory. Methuen, 1985.

Niels Nyegaard: ”Queerteoretiske potentialer og dissonanser”. K&K – Kultur og Klasse, 2023, bd. 51, nr. 136, s. 1-30.

Elaine Showalter: A Literature of Their Own: British Women Novelists from Brontë to Lessing. Princeton University Press, 1977.

Gayatri Chakravorty Spivak: ”Can the Subaltern Speak?”. I Cary Nelson og Lawrence Grossberg (red.), Marxism and the Interpretation of Culture. University of Illinois Press, 1988, s. 24-28.

Trinh T. Minh-ha: Woman, Native, Other: Writing Postcoloniality and Feminism. Indiana University Press, 1989.

Kath Weston: Families We Choose: Lesbians, Gays, Kinship. Columbia University Press, 1991.