Født i Örebro, hvor faderen var tandlæge, moderen forfatteren Irma Sankt Cyr Jonsson. Mormoderens bror var Hjalmar Bergman. Året efter studentereksamen i 1948 giftede hun sig med museumsmanden Dag Widman. Efter studier i kunsthistorie i Uppsala blev hun 1956 biblioteksassistent ved Stockholms Stadsbibliotek, og i begyndelsen af 1970’erne foretog hun studierejser til Paris. Hun arbejdede også som sekretær ved Forsvarsstaben og giftede sig i 1989 for anden gang. Hun har tre børn.
Hun debuterede med Rönnträden (N), 1957. Ett glas Campari fra 1965 er formodentlig den novellesamling blandt hendes syv værker, der bedst repræsenterer hendes personlige stilkunst. Med en vemodig efterklang og gennem den nye interesse for psykologi og psykiatri fortæller hun her på en specielt gennemsigtig måde.