Pernille Tønnesen

1956 -

Danmark

Født i København. Hun debuterede i 1974 med romanen Vineta – byen fra havet, en fabulerende og eksperimentel roman om fællesskab, revolution, unge drømme og naivitet. Romanen rummer også en kritik af tidens mange politiske paroler og skråsikre ideologiske analyser. Esther – en rejsebog udkom 1979. Den former sig som en mere realistisk anlagt brev- og rejseroman om en ung kvindes og hendes brors oplevelse af kunst og kærlighed.

1994 udkom romanen Tilnærmelser, der har et lesbisk motiv om to kvinders møde, forelskelse og fælles liv med venner og gamle kærester. De er alle undervejs gennem livet med nye planer og ideer, der skal virkeliggøres. Pernille Tønnesen har sammen med Marianne Larsen udgivet digtsamlingerne Lysende Kaos, 1990, og Via Media, 1993.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Pernille Tønnesen udgivet romanen Dagenes rusken, 2002.