Forfatteren er vokset op i det østlige Finland, har arbejdet som biologi- og geografilærer, men siden levet af sit forfatterskab. Hun beskriver ofte relationerne i familier, hvis hverdag pludselig forandres ved sygdom eller ulykke. Naturskildringer fra Karelen er et centralt indslag i mange af hendes romaner, og hendes sprog er lyrisk og symbolsk.
Hun debuterede med romanen Kuin vaahteranlehtiä iholla (Som ahornblade på huden), 1973, men gennembruddet kom i 1979 med romanen Hiljainen kesä (sv. Den stilla sommaren, 1986). I 1980’erne var hun optaget af forhistorisk tid som f.eks. i romanen Palavat kuvat (Brændende billeder), 1988, og i digtsamlingen Kalliomaalaus (Hulemaleriet) fra 1987. Hun har skrevet ungdomsbøger med religiøst tema som f.eks. Jyrkänparras (Afgrunden), 1981, og Annu, 1983, og også børnebøger som Yön lintu ja Siivetön (Nattens fugl og Vingeløs), 1989, og Virranhaltijan salaisuus ja muita satuja (Amandens hemmelighed og andre eventyr), 1987.
Fra hendes produktion kan også nævnes digtsamlingen Lukittu kaivo (Den aflåste brønd), 1989, og novellesamlingerne Tulenjano (Ildens tørst), 1995, og Kahdesti kastettu (Døbt to gange), 1997. I romanen Pojanpaluu (Drengens tilbagekomst), 1993, der handler om ondskab og mor/søn-forholdet set fra moderens perspektiv, er hovedpersonen en mor, hvis søn bliver morder.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Eeva Tikka bl.a. udgivet romanerne Lohikäärmekylpy, 2000, og Mykkä lintu, 2004, foruden digtsamlingen Odotus ja ilo, 2003, og noveller i Haapaperhonen, 2002, og Hidas intohimo, 2007.
