Blev født og gik i skole i Skt. Petersborg. Hun havde en sammensat etnisk identitet; som svensktalende finsk undersåt i Rusland var hendes første poetiske sprog tysk. Hendes ungdomsdigtning fra 1907 til 1919 findes samlet i det såkaldte “Voksdugshæfte”, en stilebog, der indeholder 238 digte, hvoraf de 216 er skrevet på tysk, et på russisk, fem på fransk og 26 på svensk. I januar 1909 fik Edith Södergran konstateret tuberkulose. Efter ophold på sanatorier, først og fremmest i Davos i Schweiz 1911-14, boede hun til sin død i Raivola i Karelen. Ved oktoberrevolutionen i 1917 mistede familien sin lille formue.
Edith Södergrans forfatterskab blev i store dele af den finlandssvenske kritik behandlet med udgangspunkt i hendes sygdom, men kæmpende modernister med kritikeren Hagar Olsson og digteren Elmer Diktonius i spidsen forsvarede hendes digterære. Foruden Dikter, 1916, omfatter forfatterskabet Septemberlyran, 1918, Rosenaltaret, 1919, aforismesamlingen Brokiga iakttagelser, 1919, og Framtidens skugga, 1920. Posthumt udkom Landet som icke är i 1925. Hendes Samlede digte kom på dansk i 1979.
Edith Södergran indførte med sine metrisk uskematiske vers modernismen i Norden og fik helt afgørende betydning for en lang række forfatterskaber i 1900-tallets litteratur, fra Hulda Lütken til Michael Strunge og Katarina Frostenson. Hendes forfatterskab lægger stemme til det nye århundredes tro på den nye kvindes muligheder. Det specielle og litterært revolutionerende i Edith Södergrans digtning er introduktionen af et autoritativt “jeg” med rødder i den russiske Nietzsche-fortolkning og forestillingen om en blodig apokalypse.
Forfatterskabet er blevet tolket biografisk, ud fra forestillingen om Edith Södergran som en isoleret, lidende og kærlighedshungrende ung frøken, der er blevet bedraget. En senere feministisk forskning viser et andet billede: en digter påvirket af sin tids vældige ideologier, den russiske messianisme, Erosdyrkelsen og den tyske, feministiske idédebat.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Marlene Broemer: War and revolution in St. Petersburg: modernist links in the poetry of Edith Södergran and Anna Andreevna Akhmatova, 2009
Boel Hackman: Jag kan sjunga hur jag vill: tankevärld och konstsyn i Edith Södergrans diktning, 2000
Jan Häll: Vägen till landet som icke är: en essä om Edith Södergran och Rudolf Steiner, 2006
Holger Lillqvist: Avgrund och paradis: studier i den estetiska idealismens litterära tradition med särskild hänsyn till Edith Södergran, 2001
Arne Toftegaard Pedersen (red.): På fria villkor: Edith Södergran-studier, 2011
Eva Ström: Edith Södergran, 1994
Gunnar Tideström: Edith Södergran, 1949, 1991
Ebba Witt-Brattström: Ediths Jag, 1997
