Født i Trondheim, er cand. mag. og har i mange år arbejdet som lærer. Hun overraskede den norske litterære offentlighed i 1983 med kriminalromanen Nattdykk (Natdyk, 1984), der har den frække og feministiske dykker Hilke Thorhus som helt. Hun dukker op igen i romanen Origo, 1984. Andre centrale værker er Kvinnens lange arm (N), 1992 (da. 1996), Sub Rosa (R), 1993 (da. 1994), En kjernesunn død (R), 1995, og Containerkvinnen, 1997.
Kim Småge er en pioner på området kvinder og krimi, en genre der er eksploderet internationalt siden ca. 1990. Hun har desuden udgivet den samfundskritiske roman Kainan, 1986 (da. 1988), om et frimurermiljø.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Kim Småge udgivet romanerne Koksbiter og trollsplint, 1999, Solefall, og Dobbeltmann, 2004.