Født på Frederiksberg i København, er katolsk opdraget og uddannet inden for hotelfaget, udlært som smørrebrødsjomfru.
Hun debuterede i 1962 med romanen Spejl, der med sin tematik omkring splittelse, fremmedfølelse og dødsbevidsthed placerede hende inden for den gryende danske modernisme. Et stort prosaforfatterskab, en række dramatiske arbejder, børneforestillinger og balletter fulgte. Blandt de bedst kendte værker er romanerne Natsangersken, 1963, og Latterfuglen, 1965, fortællingerne Jakelnatten, 1967, hvor Ulla Ryum arbejder eksperimentelt med stærke referencer til myte og eventyr. I senere samlinger af fortællinger Tusindskove, 1969, og Noter om idag og igår, 1971, tilstræber hun en mere enkel udtryksform.
Hun engagerede sig stærkt i bevægelsen mod Vietnamkrigen, de nye græsrodsbevægelser og den kønspolitiske debat, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en række skuespil både for Det Kongelige Teater, radioteateret og Folketeatret i København, der skildrer den moderne krigsførelses ødelæggelser og ofre, den truende økologiske katastrofe og modstandens og kærlighedens kræfter. Seks skuespil, en samling af skuespiltekster, udkom i 1990.
I perioden 1964-1966 var hun lærer på Kunsthøjskolen i Holbæk og i årene fra 1975-1978 landsformand for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Hun har fungeret som instruktør ved Det Kongelige Teater, ved radioteateret og tv-teateret. I 1987 udgav hun en række artikler og essays om kvinders udtryksformer, Kvindesprog – udtryk og det sete, i 1993 erhvervede hun ph.d.-graden på sin afhandling, Dramaets fiktive talehandlinger.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Jørgen Gustava Brandt og Asger Schnack: "Ulla Ryum" i: 80 moderne danske digtere. Præsentation og portræt, 1988
Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 4, 1982
Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Danske kvindelige forfattere, bd. 2, 1982