Minda Mathea Olava Ramm

1859 - 1924

Norge

Præstedatter fra Vestlandet. Som ung var hun med i Skuld, en diskussionsforening for kvindelige studenter, en forløber for Norsk Kvinnesaksforening. Senere stillede hun sig kritisk til kvindesagen. Hun blev cand.real. i 1890 med forudgående studier i fysik og kemi, gift med forfatteren Hans E. Kinck og mor til to døtre. Lange udlandsophold, især i Italien, vekslede med oversætterarbejde og litteraturkritik.

Debutromanen Lommen (R), 1896, der vakte debat som erotisk vovet, men æstetisk vellykket, var som hendes øvrige værker et tidspsykologisk studie i veluddannede kvinders splittelse mellem drifts- og tankeliv. Det lille forfatterskab placerer sig i skæringspunktet mellem naturalisme og nyromantik med Fotfestet (R), 1918, der skildrer konfrontationen mellem to livssyn og to generationer, som vigtigste værk.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Irene Engelstad m.fl. (red.): Norsk kvinnelitteraturhistorie, bd. 1, 1988