Datter af en landsbyskolelærer, født og opvokset i Elling i Vendsyssel, gik i skole hos faderen, lærte husholdning og blev gift 1917. Ved skilsmissen 1923 måtte hun give afkald på sin datter og blev herefter husbestyrerinde i København frem til 1934, hvor hun kunne leve af sit forfatterskab. I 1920’rne færdedes hun i kunstnerkredse på “Valbyparnasset”, i 1930’erne var hun en central og feteret skikkelse i kredsen omkring tidsskriftet Vild Hvede. Som kunstner var hun temperamentsfuld og utilpasset og identificerede sig med sin mors taterslægtskab.
Hun debuterede 1927 med digtsamlingen Lys og Skygge og skrev ni digtsamlinger og fem romaner om spændingen mellem begær og sjælelig renhed, eros og død, som Lokesæd I-II (L), 1931, der benytter et mytisk univers og den store selvbiografiske bekendelsesbog Mennesket på Lerfødder. Bogen om en sjæl, 1943. Lyrikken, som er traditionel og rimet, bliver fra og med Drømmen, 1940, eksperimenterende.
Hulda Lütken forsøger at frigøre sig fra det senromantiske billedsprog, der er hendes digtnings kilde, og udtrykke en ny stærk oplevelse af sit eget jeg. I de seneste værker fører hun en dialog med sit eget forfatterskab og kunstnerens rolle og plads i samfundet.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Gunhild Agger m.fl. (red.): Dansk Litteraturhistorie, bd. 7, 1984
Torben Brostrøm: Poetisk Kermesse, 1962
Lise Busk-Jensen (red.): Nordiske forfatterinder fra Leonora Christina til Elsa Gress, 1990
Ivar Roger Hansen: Rolig vildskap: om den danske forfatteren Hulda Lütken og Knut Hamsun, 2010
