Rosa (pseud. for Anni Ylävaara) Liksom

1958 -

Finland

Født i Övertorneå som bondedatter og blev hum. kand. i 1983 efter etnologistudier ved universiteterne i Helsinki og København. Hun har bl.a. arbejdet som sælger, servitrice og lokalredaktør, er aktiv kunstner med udstillinger siden 1986, har boet på Christiania i København og rejst meget i undergrundsmiljøer i Sovjetunionen.

Med debutsamlingen Yhden yön pysäkki (N) i 1985 (Stoppested for en nat, 1988), blev det klart, at hun hørte til den finske prosas mest originale skribenter. Hendes noveller er korte skitser, fragmentariske studier i forskellige grader af motivationsmangel, destruktivitet og følelseskulde. Väliasema Gagarin (Station Gagarin), 1987, hendes tredje bog, består af moderne, eksotiske minieventyr for voksne. På barnlig vis er disse miniaturer respektløst komiske og absurde og forsynet med et retorisk, gammeldags, rytmisk messende træk fra gamle folkeeventyr og sagn. Senere prosaværker er bl.a. Go »Moskova« go, 1988, Tyhjän tien paratiisit, 1989 (Paradis på en øde vej, 1990), og romanen Kreisland, 1996.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Rosa Liksom udgivet romanerne Reitari, 2002, og 3. Hytti nro 6, 2011, og desuden skrevet en lang række noveller, tegneserier, børnebøger og teaterstykker.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Urpo Kovala and Erkki Vainikkala (ed.): Reading cultural difference: the reception of a short story in six European countries, 2000

Susanna Moliski: "The mad and the irresponsible: Rosa Liksom's "ordinary" women" in: Inger M. Olsen and Sven Hakon Rossel (ed.): Female Voices of the North, 2006