Kaipainen blev fil. kand. 1955 og underviste i finsk fra 1955 til 1974. I slutningen af 1970’erne var hun medlem af Grankulla kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet og en overgang i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne ambassadørfrue i Oslo. Hendes søn Jouni Kaipainen er en kendt komponist.
Hendes forfatterskab, der er præget af det forgangne eller det mytiske overført til nutiden, omfatter bl.a. de to kendte romaner Arkkienkeli Oulussa (Ærkeenglen i Uleåborg), 1967, om krigen 1808-09, da Sverige tabte mod Zar-Rusland, og Finland blev autonomt under Rusland, og Magdaleena ja maailman lapset (Magdalena og verdens børn), 1969, om aktuelle debatemner som kvinderoller, ægteskab, børneopdragelse og spørgsmål om den tredje verden. Også Surupukuinem nainen (Den sorgklædte kvinde), 1971, og On neidolla punapaula (Og jomfruen hun træder dansen), 1973, behandler aktuelle debatemner.
Den mest interessante roman er bogen om den karelske folkevisesangerske Larin Paraske, Poimisin heliät hiekat (At samle de glitrende sandkorn), 1979. Den har en mangeartet struktur og indeholder både et frihedstema, et kulturkritisk element og en kvindeproblematik. Kahdesti haudattu (To gange begravet), 1993, der er en moderne version af den romantiske ballade Inkeris vise, blev et comeback for Anu Kaipainen. I 1995 udsendte hun Vierus verta täynnä (Fyldt af blod indeni).
Opdateret af redaktionen 2011:
Efter ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie udgav Anu Kaipainen romanerne Granaattiomena, 2002, Kaarinan veriballadi, 2004, og Vihreiksi poltetut puut, 2007.
