Eva Jensen

1955 - 2016

Norge

Født i Salangen, bosat i Tromsø, mor til et barn. Hun har alsidig erhvervserfaring på bl.a. autoværksted, sygehus og bibliotek og har fulgt forfatterkurset i Bø i Telemark.

Eva Jensen debuterede med Dikt og tekstar, 1984, arbejder eksperimenterende med genrer og former og skriver udtrykkeligt sine tekster op mod anden litteratur og fagsprog. Teori nok for eit kort liv, »roman-roman« fra 1987, har et metatekstligt perspektiv, og Ingen smertebutikk lenger. Ein skeiv ballade, 1991, nærmer sig parodien i sit ironisk-komiske oplæg. Således er fragmentet formen, ironien, stilen og humoren ofte holdningen hos Eva Jensen, der også har skrevet børnebøger og kortprosa. Den rolege gule hunden med brillene (R) er fra 1994.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Eva Jensen udgivet romanen Gullkunde, 2003, Djupt inne i sommaren og andre essay, 2005, og flere børnebøger.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Brit Bildøen: "'Eg er dømt til å tenke og tenke forever'. Forfatterskapet til Eva Jensen bok for bok" i: Vagant, nr. 3, 1993

Torunn Borge: "Berre prøv! Det er jo sommar! Eva Jensen intervjuet" i: Vagant, nr. 3, 1993