Helena Eriksson

1962 -

Sverige

Født i Nyköping, har ud over universitetsstudier haft forskellige ansættelser, bl.a. på et laboratorium. Hun har været tilknyttet tidsskriftet Ord & Bild og er bosat i Göteborg.

Hendes debutsamling en byggnad åt mig, 1990 (En bygning til mig, 1993), består af ekspressionistiske prosadigte om dramatiske møder med en dyrekonge, hvor såvel natur som kærlighed er et morads, man risikerer at synke til bunds i. Dyre- og menneskeverdenen blandes ofte i hendes poesi, der også omfatter Spott ur en änglamun (Spyt fra en englemund), 1993, en kvindelig pastorale om tilblivelse. I 1996 har hun udgivet digtsamlingen Mark.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Helena Eriksson udgivet digtsamlingerne Tholos, 1998, Skäran, 2001, Strata, 2004, De, bara, 2008, Logiska undersökningar, 2009, og Mellan eller En annan närhet, 2011.

Hun har bl.a. modtaget Sveriges Radios lyrikpris 2008, Gerard Bonniers lyrikpris 2009 og Aftonbladets litteraturpris 2009.