Datter af en rigsfriherre på Sankt Thomas, opvokset i Danmark og gift to gange, anden gang med dr.phil. A.L. Chr. Thomsen. Hun debuterede 1903 med Zigeunerblod, den første af en række romaner med kærligheden som tema. Herudover har hun skrevet Ene Hvid gennem Liberias Urskove (Er), 1931, som er resultatet af en opdagelsesrejse. Med romanen Erotik fra 1932 sættes der punktum for det skønlitterære forfatterskab. Olga Eggers blev fra 1935 nazist og redaktør af det nazistiske tidsskrift Kamptegnet. Hun døde i Vestre Fængsel kort efter befrielsen.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Sofie Bak: "Den røde synd: brevvekslingen mellem Olga Eggers og Georg Brandes" i: Fund og forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger, bd. 43, 2004
Susi Frastein og Lene Koch: Ravnemødre! Et opgør med modermyten, 1983
Iben Vyff: "Olga Eggers: fra socialdemokrat til nazist og antisemit" i: Arbejderhistorie, nr. 3, 1999