Marianna Debes Dahl

1947 -

Færøerne

Forfatteren er kredslægedatter fra Torshavn og kom som 12-årig på dansk kostskole. Efter et år som udvekslingsstudent i USA og litteraturstudier i København, tog hun lærereksamen på Færøerne 1975 og har derefter været folkeskole- og højskolelærer og museumspædagog ved Føroya Nátturugripasavn, Færøernes Naturmuseum. Hun har været leder af forfatterforeningen, siden 1960’erne aktiv på venstrefløjen og fra 1983-93 anmelder ved den kommunistiske avis Fríu Føroyar. Hun er gift med en seminarielærer, forlægger og lærebogsforfatter, mor til to børn.

Marianna Debes Dahl vandt en børnebogskonkurrence med Burtur á heiði (Ude på heden), 1975, og har skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger, der i lighed med de senere romaner fokuserer på modsætningen mellem land og by. De vigtigste værker i hendes forfatterskab er Lokkalogi (Den første ild) (R), 1984, Onglalag (= et redskab til at rette fiskekroge op med) (R), 1986, Faldalín (Kvinde) (R), 1988, og den historiske roman Vívil, hvor det kapitalistiske samfunds normer stilles over for socialistiske og kvindelige kulturværdier. I 1997 kom selvbiografien Úti á leysum oyggjum (Ude på løse (dvs. flydende) øer).

Udvalgt litteratur om forfatteren

Malan Marnersdóttir (red.): Vinalagið, náttúran og samfelagið (Venskabet, naturen og samfundet), 1994

Helena D. á Neystabø: "Kvinnulagna ella politisk lagna" (kvindeskæbne eller politisk skæbne) i: Kvinnutíðindi, nr. 1-2, 1989

Rithøvundabókin (Forfatterbogen), 1995