Berte Canutte Aarflot

1795 - 1859

Norge

Den betydeligste kvindelige repræsentant for lægmandsbevægelsen, haugianismen i Norge. Hun er født og opvokset i et oplysnings-, skole og lensmandsmiljø på gården Aarflot på Sunmøre i Vest-Norge. Hendes far oprettede det første almuebibliotek i Norge og skaffede bygden eget trykkeri. Hun blev undervist i hjemmet og begyndte tidligt at skrive salmer.

Samlingen En Gudselskende Sjæls opbyggelige Sange fik faderen ifølge hendes selvbiografi trykt før sin død i 1817. Dog regnes Troens Frugt indeholdende nogle aandelige Sange. En Samling af aandelige Sange, i tvende Dele, trykt før 1832 som hendes debut. I Berte Kanutte Siverts datter Aarflots Selvbiografi…, 1860, fortæller hun om en stærk religiøsitet og om en åndelig krise i et fortravlet kvindeliv med mange små børn.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Harald Stene Dehlin: Kvinneskjebner og salmevers, 1960

H. G. Heggtveit: Berthe Canutte Aarflot. Livsskildring, 1894

Elisabeth Aasen (red.): Fra gamle dage. Memoarer, dagbøker, salmer og dikt av kvinner ca. 1660-1880, 1983