Tag: 1970-1980

Queering Nordisk kvindelitteraturhistorie

Redaktionel indledning
Under temaet Queer har redaktionen i 2025 samlet syv artikler om såvel nyere som ældre litteratur, der hver for sig og i samspil udfordrer gængse normer og forestillinger om køn, krop og seksualitet. I artiklerne spørges der især til litterære fremstillinger af, hvordan køn, krop og seksualitet er indlejret i den måde, kernefamilie, reproduktion og menneske-naturforholdet er organiseret på inden for rammerne af en nordisk liberal velfærdskontekst, og af mulige andre og mere bæredygtige måder at tænke reproduktive fællesskaber på. I denne indledning gør redaktørerne rede for de overvejelser, der ligger bag, og for de valgte temaer: queer temporalitet, queer slægtskab og queer økologi. Ikke mindst diskuteres det, hvad queer perspektiver kan gøre ved den måde, der skrives litteraturhistorie på, og hvorvidt det at bryde med den kronologiske organisering og implicitte progressionsfortælling kan være en vej til at opdage nye mønstre og hente nye indsigter i litteraturen og samtidig revurdere litterære kanondannelser.

Maria Marcus: Masochisme, sandhed og ligestilling

Denne artikel udforsker Maria Marcus som en dansk forfatter, der med sin ærlige skildring af masochisme udfordrer sin samtids normer i sidste halvdel af det 20. århundrede. Ved at kombinere personlige erfaringer med sagkundskab og teoretiske analyser belyser Maria Marcus, hvordan seksuel underkastelse kan forenes med personlig frigørelse, et budskab, der i hendes egen samtid mødte modstand – også i kvindebevægelsen og blandt feminister. I artiklen argumenteres der for, at Maria Marcus’ forfatterskab har været miskendt, men at det i dag meningsfuldt kan genlæses i lyset af queer litteratur og feministisk diskurs og på måder, der gør forfatterskabet relevant i både en historisk og nutidig kontekst og samtidig åbner for nye litteraturhistoriske læsninger.

De oprindelige folk i Norden

Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog.En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår. Kvindelige forfattere i Grønland, Kalaallit Nunaat, og Sameland, Sápmi gjorde deres entré.

Bagsiden af familieidyllen

Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.