Kvindeskildringer fra provinsen
Da Helle Helle (f. 1965) i 2010 blev indstillet af Statens Kunstfonds Repræsentantskab til at modtage livsvarig kunstnerydelse, lød begrundelsen, at hun var ”en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.” Og sådan er hun generelt også blevet modtaget og fortolket: Som en forfatter, der fortæller om udkanter, velfærdssystemets fortabte i provinsen og tidstypiske konflikter i parforholdet. I Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi finder vi hende beskrevet som én, der fanger ”moderne hverdagsmennesker i situationsglimt”, og som kredser ”om rutinelivets skjulte konflikter” med litteraturhistorisk reference til Herman Bang.
I sine romaner og noveller har Helle da også bevist, at hun har et skarpt blik for provinslivet og for de stille eksistenser anno 1990’erne og frem. Hun har i vid udstrækning, dvs. indtil i sin seneste roman Hvis det er (2014), ladet sine historier blive fortalt fra kvinders perspektiv. Kvinder, der enten er eller vil være usynlige. Kvinder, der vikler sig ind i net af småløgne, fortielser og forviklinger, som de har vanskeligt ved at komme ud af. Kvinder, der har svært ved at åbne sig for omverdenen; både den nære i form af deres mænd, veninder og søskende, og den fjerne. Kvinder, som har forsøgt sig med uddannelse og karriere, men som har opgivet det, enten undervejs eller efter eksaminerne. Kvinder, hvis parforhold har fået et knæk eller er i krise. Kvinder, som er endt i eksistentielle vakuummer, i udkanten af samtids-Danmark, både geografisk og socialt.
Men er der egentlig tale om tidsbilleder, som receptionen af hende har hævdet? Måske i detaljerne, men ikke generelt. Den omkringliggende virkelighed – den politiske og historiske – er så godt som fraværende i teksterne. Helles fortællere excellerer ikke i lange beskrivelser af den moderne virkelighed, og man skal være opmærksom på detaljerne for at tidsbestemme begivenhedernes ramme. I Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002) nævnes et brobyggeri, der lyder som Storebæltsbroen. I Hvis det er spiller en mobiltelefon en rolle. Genstande bemærkes og registreres, ja, men ikke systematisk, og detaljerede, excessive gengivelser udelades. Det er nærmere det hurtige indtryk end den analyserende granskning, der præger diskursen. En regnvåd avis på et trappetrin noteres af fortælleren i novellen ”Fasaner” (1996), en grøn peberfrugt i ”Globryllup” (2000). Og fordi der er så få genstande, der bemærkes, er man som læser hurtig til at søge efter symbolik og betydningsmønstre i og omkring dem, dog uden at man gives stærke ledetråde.
Fortællerne er alligevel eminente observatører af de sæder og skikke, som karakteriserer provinslivet, både i intimsfæren og i det offentlige rum. De registrerer de på én gang nære og reserverede relationer, som indtræder blandt mennesker, der samlet ikke er flere, end at alle kender alle og har gjort det i lang tid. Og de indfanger de hverdagslige rutiner, der karakteriserer såvel samliv som arbejdsliv – lige fra madlavning og hundepasning hos invalidepensionisterne Putte og John i Ned til hundene (2008), over hospitalsrengøring i Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand til arbejdet i parfumeriet på færgen Rødby-Puttgarden i Rødby-Puttgarden (2005). Hér lever Helle op til den realistiske forfatters største dyd: At skildre virkeligheden. Som den er. Anskuet fra et perspektiv. Men igen skal det tilføjes, at det ikke er disse konkrete rutiner og relationer, der er hovedanliggendet.
Underspillet realisme
Hermed er vi også ved kernen af det, der er Helles særlige kvalitet: Den ordknappe, underspillede realisme, som faktisk kun med forsigtighed kan beskrives som fortolkende. En slags ufortolkende fortolkninger, der har afsæt i ’jeg-svage’ fortællere, og som afstedkommer en dynamisk læserinteraktion, som i vid udstrækning overlader tolkningsarbejdet til læseren.
Denne form eller stil er blevet omtalt som ’minimalistisk’, og i international sammenhæng går den tilbage til Ernest Hemingways prunkløse prosa og den ’dirty realism’, som lagde sig i hans kølvand igennem forfattere som fx Raymond Carver, Charles Bukowski, Mary Robinson, Jane Ann Phillips og John Ford. Den er beslægtet med den nyrealisme, vi så Anders Bodelsen praktisere i 1960’ernes danske litteratur (især i sine noveller), og med den socialrealisme, der fulgte efter i 1970’erne hos fx Vita Andersen. Men hvor førstnævnte var interesseret i de livsformer, der viste sig i de moderne forstadskvarterer, og hvor sidstnævnte rettede et kritisk blik på kønsroller og social ulighed, har den ’skidne’ realisme været mere eksistentialistisk anlagt og langt mindre for-fortolkende.
I Norden fik netop denne genre en stærk renæssance i fx norsk litteratur i slutningen af 1990’erne og op igennem 00’erne hos en lang række især mandlige forfattere (Jonny Halberg, Kyrre Andreassen, Frode Grytten, Levi Henriksen, Ari Behn, oa.), som i samme stramme stil ofte skildrede mænd i krisesituationer og gerne med afsæt i norske randområder – bygden, provinsen, bundfaldet. I Norge tog man således også genrebetegnelsen til sig og oversatte den til ’skitten realisme’. I Danmark så vi parallelt med Helle forfattere som fx Simon Fruelund (som udover egne udgivelser også har oversat Carver til dansk), og Jakob Ejersbo finde ind i samme form i deres novellesamlinger. Således har den nordiske udgave af genren også primært fundet form igennem mandlige forfattere, men ikke udelukkende. Norske Tonje Røeds debut, novellesamlingen Ferie (1999), er ét eksempel på genrefast skitten realisme, imens danske Naja Maria Aidts noveller udviser klart slægtskab med strømningen. Man kan betragte finske Sofi Oksanen og svenske Susanne Alakoski som genreslægtninge også.
Helle Helle har også givet dansk litteratur et par stærke novellesamlinger i form af Rester (1996) og Biler og dyr (2000), indeholdende tekster, der har fået fast plads i danskundervisningen i både folkeskole og på gymnasiet. Men siden sidstnævnte har hun koncentreret sin indsats omkring romangenren. Hun har arbejdet videre med den nedtonede fortællestil – korte sætningskonstruktioner og en konstaterende tone – og selvom hun i både Hus og hjem og Ned til hundene lader fortællerperspektivet tilhøre uddannede middelklassekvinder, så er fokus oftest dem, der befinder sig i periferien: Uddannelses-drop-outs, invalidepensionisterne, rengøringsassistenten, uuddannede butiksansatte osv. portrætteres på en måde, så læseren på den ene side irriteres grænseløst over deres ugidelighed og manglende rygrad, men på den anden side heller ikke kan lade være med at holde af dem. Helles underspillede humor er et vigtigt virkemiddel hér, idet den med en snert af ironi og sarkasme på én gang vækker læserens omsorg og ømhed – og lyst til at ruske karaktererne til handling og stillingtagen.
Fra virkeligt absurd til absurd virkelighed
Helle bogdebuterede med punktromanen Eksempel på liv (1993). Bogen knyttede an til absurdismen, og lod hovedpersonen Marianne indlede med at vågne en morgen med voldsomme smerter i maven. Hun kaster derefter alfabetet op, bogstav for bogstav, i uorden og, som der står, ”mindst fire gange”. Marianne reagerer passivt, nærmest resignerende herpå og føler en ”underlig stolthed over sin præstation”, inden hun spiser et æble, ”mest bare for at få gang i systemet.”
I det efterfølgende kapitel (eller punkt, om man vil) præsenteres vi for Gyritte, en ældre kvinde, der er i færd med at begrave sit kørekort i haven. Hun, som siden hun var lille, har insisteret på at blive kaldt ”Brøndkarse”, er træt af dage og bitter, nærmest vred, over udsigten til at blive den sidste, som slipper for livet. ”Det har været en dårlig nat. / Der skal komme flere”, konkluderes der med den særlige helleske sarkasme.
Marianne udviser en nærmest apatisk accept af den mærkværdige situation, hun befinder sig i, Gyritte en indestængt utilfredshed med sin. Resignerende afmagt overfor indebrændt utilfredshed med omstændighederne kendetegner Helles kvindeskildringer generelt, og man kan sige, at forskellen på Eksempel på liv og Helles øvrige udgivelser er, at hvor resignationen i førstnævnte udspilles som noget virkeligt absurd, tematiserer sidstnævnte det absurde i og ved virkeligheden.
I Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand er det i form af rengøringsassistenten Susanne, som ser sig selv langsomt blive skubbet ud af sit parforhold af kæresten Kim og kollegaen og veninden Ester. Susannes forestillinger om et ukompliceret liv med en mand former sig som enten et liv med en anden mand end Kim, et liv med arbejde og børn, og hvor det ikke ”er en forbrydelse at fantasere om familiefester eller en ny belysning over spisebordet”, eller som en situation, hvor hun er ved at skrive Kims nekrolog. Kort sagt: ’Afkompliceringen’ kræver, at Kim forsvinder ud af hendes verden. Og alligevel siger hun ikke fra overfor Kim og flytter.
I Ned til hundene leder Bente efter ”et godt sted at græde”, efter at hun er skubbet ud af såvel sit parforhold med Bjørnvig som sit sidespring til en skolepsykolog. Bjørnvigs to assistenter, Anja og Gitte, klarer sig bedre hér. Så nu gemmer hun sig, Bente, hos ”to venlige fremmede”, der ikke stiller spørgsmål, men accepterer hendes resignation. I Rødby-Puttgarden indleder fortælleren Jane med sætningen: ”På en uge døde fire, sådan var det hernede”, og i Dette burde skrives i nutid (2011) lægger Dorte konstaterende ud: ”Jeg skrev for meget om det trappetrin. Der smækkede jeg mig ude i marts. Der sad jeg og stirrede i april. Der stod min mor og far i dynejakker langt inde i maj. Med hvert sit hoved på skrå.” Stilstand, passiv registreren.
Karakterløse kvinder
Og sådan er de, mange af Helles kvinder: Anonyme, som deres navne: Anne, Dorthe, Susanne, Jane. Bente og Vejmand fra henholdsvis Ned til Hundene og Hvis det er kender vi ikke engang de rigtige navne på.
Nogle af dem tager form som karakterløse dagdrivere, der ikke kan finde ud af, hvad de skal med deres liv. Det gælder for Anne, som i Hus og hjem er vendt tilbage til sin barndomsby for at slå sig ned. En del af hende vil tilbage og forsøger at falde ind igen og få skabt en provinsramme for sit liv med manden og de genfundne veninder. En anden del kan ikke stille sig tilfreds hermed. Den del kan ikke få pakket op og gjort huset til et hjem, den holder hende nærmest som gidsel i sofaen under plaiden og sender hende på eventyrsflirt med den lokale præst. Og da hun til slut besøger kirkegården med veninden Anita, og denne lidt overrasket spørger, hvorfor Anne ser så glad ud, svarer hun først, at det må være, fordi hun er ved at blive syg, men bekræfter efterfølgende Anita: ”– Jeg er faktisk også helt glad, siger jeg”. Sådan lyder romanens sidste ord, og selvom Anita tilsyneladende overbevises, så er læseren mere usikker på, om man skal tro på det ene eller det andet svar, man er blevet givet, for jovist har Anne fundet lidt mere hjem end ved romanens start, men fuldt assimileret er hun ikke.
En lignende og endnu mere udsigtsløs slutning gives vi i Rødby-Puttgarden. Jane er efter et afbrudt uddannelsesforløb flyttet ind hos søsteren Tine i Rødby. Hun har forsøgt at bryde den arv, pigerne er givet af moderen, og som indbefatter en strøm af skiftende mænd og manglende rodfæstning, men udbryderforsøget er mislykket. Det fremgår af romanen, at hun, Tine og moderen måske nok principielt indtager familieordnens hierarki som lillesøster, storesøster og mor, men i praksis skifter de konstant roller: Jane og Tine er nærmest lige meget mor for Tines datter og for deres egen mor, og denne erkendelse rammer Jane til slut i romanen. Efter at have været igennem et kort og stormfuldt forhold til en gift håndværker, sidder hun på de sidste sider i familiens gyngestol iført søsterens lyserøde støvler, og romanen slutter således:
”Jeg gyngede og gyngede. Jo mere jeg gyngede, des mere var jeg ikke længere mig.
Det var mig, der var Tine.
Det var mig, der var vores mor.
Det er rigtigt nok. Der var ikke andre.”
Samme forhold gælder et langt stykke ad vejen også for Dorte i Dette burde skrives i nutid. Dorte kan ikke tage sig sammen og få gang i den uddannelse, hun er optaget på, og hun deler adfærdsmønster med sin faster, efter hvem hun i øvrigt også er opkaldt. Også hér opløses den generationsmæssige afstand til fordel for en søster-/veninderelation; begge glider ind og ud af forhold og har ingen virkelige ambitioner.
Fortælleren Dorte bliver i udbredt grad styret af situationerne, hun er i. Da hun først i romanen henter nyt togkort på den nærliggende togstation, kommer hun ufrivilligt til at stige på et tog, hun slet ikke skal med. Af ”en eller anden grund” stiller hun sig på perronen, og da togføreren misforstået vinker hende ind i toget, stiger hun på og er efterfølgende nødt til at springe af, imens toget tager fart. Senere får hun ufrivilligt inviteret et ungt par hjem på grund af misforstået håndgestik. De ender med at overnatte hos hende, og hun med (mod sin vilje) at tage med dem til København og ud på universitetet – fordi hun fanges af situationen, af deres venlighed og af sin manglende evne til at sige fra.
Men henimod slutningen af Dette burde skrives i nutid er der tegn på, at Dorte kommer videre. Hun hedder måske nok det samme som sin faster, og hun ligner hende et langt stykke ad vejen i adfærd og mentalitet. Men hun har et potentiale, som fasteren tilsyneladende ikke besidder. Fortæller-Dorte har opgivet den formelle uddannelse og er ved at finde sig selv som forfatter ved hjælp af vennen Hase. Som om den eneste måde hun kan realisere sit potentiale på er ved at træde helt ud af de eksisterende rammer og indtage forfatterens selvvalgte mentale og kulturelle eksillandrolle. Lægge et ydre, nøgternt blik på både omverdenen og sig selv.
Da faster-Dorte således mod slutningen af romanen foreslår fortæller-Dorte, at de evt. kan tage på en lille Bilka-tur sammen, fornemmer man som læser, at den del af virkeligheden ikke længere har samme plads i sidstnævntes liv. Omend hun ikke har samme ironisk-fordømmende antropolog-tone som Bente i Ned til hundene, når denne siger om Bjørnvigs to assistenters optagethed af deres forestående trediveårsfødselsdage: ”De er en del af en kultur, som inkluderer olietønder forklædt som peberkværne” – så er spiren til den samme iagttagende distance lagt.
Den anden kvinde
Parallelkonstruktionen mellem Dorte og Dorte er ikke enestående i Helles forfatterskab, men genfindes i forskellige varianter i stort set alle romanerne. I Hus og hjem er det mellem Anne og veninden Anita; i Rødby-Puttgarden mellem Jane og Tine (og til dels moderen); i Ned til hundene er der en treleddet struktur mellem Bente og henholdsvis assistenterne Anja og Gitte på den ene side og Putte på den anden; og i Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand mellem Susanne og Ester. Men det er langt fra den samme ’hierarkisering’ mellem kvinderne, vi finder henover romanerne.
Tættest på udgaven med Dorte og Dorte, kommer vi med Jane og Tine. Jane har også et større potentiale end Tine, omend slutningen som nævnt ikke tilbyder samme mulige forløsning af det. Også Hus og hjem peger i samme retning. Anne har været væk fra provinsbyen og har uddannet sig, imens veninden Anita er blevet boende. Men her går udviklingen mindre i retning af at løsrive sig fra den sociale/psykologiske ramme end på at finde tilbage til den.
I Ned til hundene spilles Bente som nævnt ud mod to fløje. På den ene side assistenterne Anja og Gitte, som Bente åbenlyst føler sig hævet over og ser ned på på grund af deres provinsielle overfladiskhed – men hun overraskes af dem, for langsomt rykker de ind på hendes domæne. På et tidspunkt tilbyder Gitte hende en historie, som hun er velkommen til at bruge i sit forfatterskab, eftersom hun ”var den eneste professionelle forfatter de kendte”. Omend det kun antydes, så er der ingen tvivl om, at Bente under ingen omstændigheder ønsker at benytte sig af tilbuddet, og hendes skildring af situationen præges af arrogant foragt. Men kort tid efter bliver det gjort bekendt, at Gitte har skrevet en bog sammen med Bjørnvig, og at Anja skal giftes med den lokale skolepsykolog, som Bente har haft en flirt kørende med.
Der er derfor også en god portion skæbneironi i, at Bente ender hos invalidepensionisterne John og Putte og indleder et forhold til Puttes bror Ibber, for her er vi blandt mennesker, hvor end ikke tanken om at skrive en bog findes. Hvor Bente og Bjørnvig åbenlyst tilhører den kultiverede middelklasse, og Anja og Gitte er arbejderklasseprovinskvinder, der er John og Putte faldet til bunden. De er uden arbejdsevne, lever et liv uden andet mål end næste dags boller i karry eller chili con carne. Ibber er ikke meget anderledes, lidt mere genert og kejtet måske, men de besidder alle tre en uforbeholden rummelighed og næstekærlighed, der fordringsfrit giver Bente den plads til at græde, som hun søger i romanens første sætning.
Det vil være et udtryk for en overfortolkning at hævde, at Bente finder sig selv hos John og Putte, men mindre kan tilsyneladende gøre det: Hun har fundet en sammenhæng at indgå i, som ikke stiller spørgsmål, krav eller forventninger til hende. Når hun afslutningsvis svarer tøvende på Puttes spørgsmål om, hvorvidt hun vil findes, er det således i lige så høj grad, fordi hun ikke har lyst til at finde tilbage til sit gamle jeg, som det er, fordi hun ikke vil hjem til Bjørnvig.
Tidens kvinder … og mænd?
Når Bente ikke er sikker på, at hun vil findes af Bjørnvig, skyldes det egentlig ikke, at han har behandlet hende dårligt. Tværtimod er det tydeligt i Bentes beskrivelser af deres samliv, at han forsøger at nå hende og hjælpe hende igennem den krise, hun er i, omend forsøget er lidt ubehjælpeligt. Men det lykkes ikke, og hendes registreringer af de små mærkværdigheder og irritationsmomenter, hun finder hos ham, vidner om et forhold, der er kommet til en ende.
Receptionen af Helles romaner og noveller har naturligt nok haft fokus på hendes kvindeskildringer. Hun fortæller som hovedregel fra kvinders perspektiv, og hovedpersonen er altid en kvinde. Ikke desto mindre kan det synes relevant at opholde sig ved hendes mandeskildringer også. Især set i lyset af, at hun lod sit seneste kvindeportræt blive rammesat af en mandlig fortæller.
Hvis det er fortælles af Roar – en lidt kejtet og klodset IT-reparatør – som under en løbetur i en skov farer vild og støder på en ligeledes vildfaren kvindelig løber, der omtales som Vejmand, idet hun selv siger, hendes navn lyder derhenad. De to slår følgeskab, og over et par fortabte døgn i skoven nærmer de sig hinanden. Roar på en måde, så han tilsyneladende kan fortælle Vejmands historie: Om hendes rodløse ungdom i et kollektiv, hvor hun delvis tåles, delvis passes på af de andre kollektivister. Om hendes flakken rundt mellem forhold inden hun genfinder ungdomsforelskelsen Christian. Om hendes flytten sammen med Christian og hendes rolle som elsket svigerdatter og omsorgsfuld papmor til Christians søn, indtil Christian siger fra og slår op, fordi hun spiller rollen for godt og for meget. Man bemærker, at selvom hun ikke hedder ’Vejmand’ i virkeligheden, så sender navnet intertekstuelle signaler: Dels bærer Roars skildring af hende slægtsskab med Jeppe Aakjærs sentimentale hyldestdigt til ”Jens Vejmand” (1905), der med ”Ham’ren maa forvandle de haarde Sten til Brød”, og som slider sig op i vejbelægningens tjeneste.
Også Helles Vejmand er en slider, der uden at kny knokler på. Dels vækker navnet Helles måske stærkeste forbillede i den senere del af hendes forfatterskab til live – nemlig Herman Bang. Herman Bangs fokus på de ’stille eksistenser’ deles af Helle, og på samme måde som navnet på Janes søster (’Tine’) i Rødby-Puttgarden vækkede Bangs Tine (1889) til live i læserens bevidsthed, får ’Vejmand’ en til at tænke på Ved Vejen (1886) – også hér skildres ulykkelig kærlighedsoplevelse og en stille eksistens’ triste skæbne.
Men hvad angår karakterløshed og mangel på praktisk sans og overblik, står Roar ikke Anne, Bente eller Tine tilbage. Roar har købt løbesko, men fået to forskellige størrelser med sig, og den ene giver vabler. Det er Vejmand, der et langt stykke ad vejen agerer for dem – hun finder et shelter, de kan overnatte i, leder efter vand til dem, hjælper Roar med vablen, osv. Henimod slutningen byttes rollerne dog rundt. Vejmand får et maveonde, dehydrerer og er nær ved at give op. Roar træder i karakter og tager over.
Det er vanskeligt ikke at se skildringen af Roar, Christian og Vejmand som et korrektiv til de af os i kritikken, der har været (for) fokuserede på, at Helle skrev om og fra kvinders perspektiv, og som har hæftet os ved hendes karakterløse og handlingslammede kvinder.
Fakta er, at de mænd, der optræder i romanerne, egentlig ikke adskiller sig synderligt fra denne karakteristik. Dortes kæreste Per Finland (Dette burde skrives i nutid) kommer ingen vegne. Han har svært ved at komme op og har intet mål for livet. Hans fætter, som Dorte også bor sammen med en tid, er der måske nok mere udvikling i, men også han driver videre til en anden pige. Anders, som er Annes mand (Hus og hjem), er på mange måder som en spejling af Anne (det ligger helt ud i navnet). Han er måske ikke helt så forhippet på at skulle integreres i provinslivet, som hun er, men han falder til efterhånden, og hvor Annes (mulige) assimilation går igennem en flirt med præstenaboen, går Anders’ igennem slagsmål til den lokale byfest – begge deles rituelle genlyd behøves ikke blive ekspliciteret.
Mellem-væren
Helles karakterer er ikke specielt tidstypiske, de er nærmest faldet ud af tiden. De er de rester, der falder mod bunden i psykologisk og eksistentiel henseende. De er fanget i mellemrummet mellem at være og ikke være noget. Og de griber dette mellem-værende an på forskellig vis.
Forfatteren Bente vil intet eller ingen være, og hun finder sin væren i denne ikke-eksistens. Dorte er i modsætning hertil ikke noget fra start af, men finder ud af, at hun kan være forfatter. Vejmand vil være noget for nogen – papsønnen, Christian, svigermoren – men får ikke lov, fordi hun er det alt for meget. Anne vil igen være en del af en verden, hun engang var i. Susanne ønsker blot et ukompliceret liv med en mand. Og Jane ved ikke, hvad hun vil og ender med at erkende, at netop dette kendetegner den væren hun, hendes søster og hendes mor deler: Den er uden mål og med.
I den henseende er det i mindre grad billeder af nutidens kvinder, Helle har givet os, end det er en tematisering af almenmenneskelige eksistentialer, udtrykt igennem kvindelige karakterer. Det handler på tværs af romanerne om både at søge og at afværge identitet. Om at søge hjem og erfare at man er hjemløs. Om at være i relationer og om at hævde sin individualitet. Helle formår at udspille dette drama mellem det meningsfulde og det meningsløse, mellem fraværet af mening og nærværet, i den udramatiske hverdag. Hun formulerer sig knapt og etablerer et spænd mellem karakterløse karakterer og underligt begivenhedsløse begivenheder. Og her er vi ved kernen i hendes kunst: Det væsentligste er jo altid skrevet med småt.
– – –
Publiceret december 2014