»Mine yndlingssteder indendørs har altid været ved komfuret i køkkenet og ved skrivebordet…«.
Skrivende kvinders vej til offentligheden i Finland i de første årtier af 1800-tallet var lang og trang.
Sofia Hjärne, i hvis salon Sara Wacklin færdedes, udgav i 1831 Tawastehus Slott, en Romans från Birger Jarls af Bjelbo Tidehwarf, et af de første kvindelige forsøg i Finland på at henvende sig til den litterære offentlighed.
Sara Elisabeth Wacklins (1790-1845) forfatterskab er et godt eksempel på, hvor svært det var for et af de halvoffentlige saloners fortællertalenter at blive forfatter. Hendes skæbne er bemærkelsesværdig, som var den hentet fra en af Fredrika Bremers romaner.
Om den fattige og grimme Julma står der i Sara Wacklins lille fortælling »Spöket på graven« (Spøgelset på graven) i den tredje del af Hundrade minnen från Österbotten (Hundrede minder fra Österbotten), 1844-1845:
»Den fattige pige havde ikke fået anden opdragelse end den, som hun, ligesom en blind høne der finder et korn, hist og her selv havde kunnet erhverve sig, således at hun gennem ihærdigt arbejde i et ansvarsfuldt kald kunne forsørge sin mor, hvis eneste støtte hun var«.
Sara Wacklins mor var tidligt blevet enke efter Uleåborgs politimester, og familiens fattigdom tvang Sara til i en alder af 16 år at blive hjælpelærerinde ved byens forskole. Ligesom Julma skulle Sara blive en »nidkær småbørnslærerinde« gennem hele 37 år. I 1813 flyttede hun til Åbo, hvor hun parallelt med sin egen undervisning kunne studere fransk og musik. Et par år senere blev hun guvernante hos amtmand Gustaf Hjärne, i hvis kones salon Sara Wacklin snart blev et værdsat indslag som lejlighedsdigter, historiefortæller og iscenesætter af små skuespil.
I sommeren 1835 fik hun endelig råd til at virkeliggøre sin drøm, nemlig at studere i Frankrig, der på det tidspunkt var et foregangsland, hvad skolelovgivning angik. Efter et års intense studier i sprog, matematik, litteratur, historie og elementær naturvidenskab kunne Sara Wacklin tage en højere statslig lærerindeeksamen i Paris.
Med sit franske diplom på lommen grundlagde den nu 46-årige lærerinde i Helsingfors Finlands første moderne pigeskole. Måske blev det opfattet som en provokation, at skolens studieplan mindede om universitetets. Da staten i 1844 åbnede konkurrenten »Svenska Fruntimmersskolan«, var det ikke Sara Wacklin, der blev valgt til forstanderinde, men en tidligere kollega.
På dette tidspunkt havde Sara Wacklin sparet en mindre formue sammen, og for den flyttede hun i 1843 til Stockholm, købte sig en lille ejendom i Gamla Stan og satte sig til at skrive, som gjaldt det livet. Hendes efterladte optegnelser beskriver en arbejdsdag fra klokken fem om morgenen til klokken ét om natten, »da slukkede jeg lyset, takkede Gud for mit rare liv! og faldt sødt i søvn«.
Lige før hendes død forelå hendes livsværk i tre bind, Hundrade minnen från Österbotten. Som en samling med prøver på tidens prosastilarter udgør den et interessant led både i den finske og den svenske romans historie. Romantiske helteskildringer af den art, som Zacharias Topelius senere skulle blive så berømt for, blandes med oplysningstidens karikaturer; lokalhistoriske anekdoter står side om side med realistiske hverdagsfortællinger i Fredrika Bremers stil og miniatureportrætter a la Anna Maria Lenngren. Men man finder også en karakterskildring, der er influeret af Balzac og det tidlige 1800-tals franske litteratur.
Minderne i værket strækker sig over cirka 100 år, og den første del præsenterer Österbotten. Helten er forfatterens farfar, Uleåborgs postinspektør Mikael Wacklin. Anden del koncentrerer sig om krigen mellem Sverige og Rusland i 1808, der endte med, at Finland blev russisk. Krigen skildres fra forskellige personers perspektiv. Tredje del behandler Uleåborgs brand i 1822 og indeholder også portrætter af byens berømtheder, bl.a. Frans Michael Franzén og Johan Ludvig Runeberg.
Selv om man i reglen betragter Hundrade minnen från Österbotten som tilhørende en samtidig litterær tradition af hjemstavnsrealister, kan værkets stil også tolkes som et udtryk for søgen og eksperimenteren, der ikke findes hos de stilistisk mere homogene mandlige forbilleder. Måske er denne mangfoldighed et resultat af Sara Wacklins forsøg på at finde litterære udtryk, der beskriver den österbottniske kvinde og hendes livsbetingelser.
En feministisk ironi får ofte mændene til at fremtræde som komiske og provinsielle originaler, som f.eks. løjtnant von E., der sover i en stol for ikke at beskadige sin toupé, eller den godmodige borgmester Timbom, der næsten snakker Gustaf IV Adolf ihjel, da han beærer Uleåborg med et besøg. Men også kvinderne kan rammes af Sara Wacklins skarpe pen, som f.eks. i skildringen af de grædende baldamer, som, da de svenske officerer drager bort, afgiver løfte om aldrig mere at danse, et løfte der helt går i glemmebogen i samme øjeblik, som general Kamenskis elegante stabsofficerer gør deres entré.
Men når Sara Wacklin taler kvindernes sag, bliver stilen varm og personlig og resultatet indtrængende psykologiske portrætter. Det måske varmeste kvindeportræt, Moster Stina, finder man i første del af Hundrade minnen från Österbotten. Stina, en gammel skolefrøken fra Uleåborg, hvis »store, blå øjne aldrig havde fået øje på nogen mand, for hvem hun havde villet ofre sin frihed«, er indigneret over kvindeundertrykkelsen: »’Ja, der kræves mangedobbelt mere af os end af de fæle mandfolk, som ikke behøver udrette noget særligt, før de bliver rost eller belønnet med rigdomme, titler og embeder. Men hvilken opmuntring får kvinden – om hun så også var den mest fuldkomne? – Ingen!’ råbte hun i rigtig bersærkervrede og gjorde i durkmarch sine evolutioner på kammerets gulv. ‘Og dog kræver man, at hun både skal være skrædder og bager, brygger, slagter, kok, konditor, kaffelaverske, farver, strømpevæver, lysestøber, gartner, forvalter, brandvagt o g kommis (i små byer)! Desuden skal hun være mor og hustru, barnepige og lærerinde, husholderske og køkkenpige, sygeplejerske og sin mands tjenerinde. Hun skal puste alle bekymringer bort fra hans pande, alene tage imod og bære alle husets fortrædeligheder, le, når hun hellere ville græde. Hun skal være først oppe om morgenen, sidst i seng om aftenen, tigge styverne fra sin mands hånd til den store husholdning, måske fælde mange tårer, inden hun vover sig frem med dette forlangende og have flere bekymringer med kreaturbesætningen end malkepigen selv. Og føj så dertil, det værste af alt, at hun er nødsaget til at skændes med uforskammede tjenestefolk og vanartede børn, hvis moral hun alene ikke har nået at drage omsorg for’«.
Andre fortællinger former sig som brændende opgør med patriarkatet. Et eksempel er den tragiske fortælling om barnemordersken Moniuses Lisu. Lisu, der har haft en drikfældig mor, gifter sig med en guldsmed, der drikker og »mishandlede sin arme kone af den grund, at hun aldrig sagde ham imod i noget, og det kunne han ikke tåle«. Da manden også begynder at mishandle børnene, stikker hun af og forsørger dem som syerske i Uleåborg. Manden kræver hende ved lovens hjælp tilbage, og stillet over for denne trussel slår hun sine tre små sønner ihjel. I retten forlanger hun selv dødsstraf, og hendes sidste, sorgfulde ord lyder: »Ak, de herrer ved ikke, hvad et moderhjerte kan drives til for at redde et barn fra ulykkens dyb!«
Ifølge Fredrika Runeberg var det Sara Wacklins højeste ønske at indrette et optagelseshjem for fattige kvinder som Lisu i Brunnsparken i Helsingfors.
Fredrika Bremer var Sara Wacklins »Ideal for alt ædelt på jorden«. Hendes optegnelser indeholder flere takkeord til denne berømte landsmandinde – Fredrika Bremer var født i Finland – som hun mente lærte »det gamle barn at tænke over sin skæbne. I den ensomme Mams. B.s’ skrifter genkendte jeg ofte mig selv, jeg vædede bogen med mine tårer, men jeg lærte alligevel deraf tålmodighed og fortrøstning til alle værgeløses Fader«. Fredrika Bremer roste Hundrade minnen från Österbotten for »den fortræffelige både enkle og humoristiske fremstillingsmåde«, hvilket gjorde Sara Wacklin overmåde glad.
Da Hundrade minnen från Öster-botten bliver udgivet i en ny udgave i 1919, er den toneangivende svenske kritiker Fredrik Böök åbenlyst henrykt over bekendtskabet. Han kalder Sara Wacklin »et elskværdigt og underholdende vidne om den provinsielle kultur i en tidligere svensk landsdel«, men kan på patriarkalsk vis ikke afholde sig fra at nedgøre forfatterens talent. Trods værkets stilistiske variationer fremhæver han, i en polemik med Helena Westermarcks vidende og indforståede indledning – som Böök affærdigende kalder »feministisk klynkende« – hendes penneven og fætter, forfatteren, provst G. J. Mellin og fastslår helt uden belæg, at han »har haft en meget væsentlig andel i bogens stilisering«.
Udgivelsen af Hundrade minnen från Österbotten blev besværlig. Den finske forlægger krævede en subskriptionsliste, der skulle garantere afsætningen, og alle Sara Wacklins bekendte meldte sig, lige fra veninder og gamle elever til Zacharias Topelius, Johan Ludvig Runeberg, Frans Michael Franzén og Fredrika Bremer. Da der var indsamlet 580 navne, modtog forfatteren en kontrakt, mod at hun forpligtede sig til, inden årets udgang, at købe de usolgte eksemplarer tilbage af oplaget på 1.000. Det blev ikke aktuelt, for Hundrade minnen från Österbotten blev en anselig succes. I Sverige gik de første bind som føljeton i Aftonbladet allerede i udgivelsesåret. I Finland optrådte Topelius og Runeberg som velvillige – om end nedladende – beskyttere. Men i Österbotten lød der kritiske røster, og værket blev døbt om til »Hundrede løgne fra Österbotten«. Sara Elisabeth Wacklin tog selv kritikken temmelig roligt og svarede: »Når man skal koge suppe på et søm, bliver man da også nødt til at tilsætte lidt saft«.
Efter at have mødt Fredrika Bremer skrev Sara Wacklin: »Jeg har talt med hende, jeg har set hende! og da jeg i hendes tårefulde øje læste den smukke hjertegrund, da først så og følte jeg ret – alt det jeg har læst af Fredr. Bremer… Fru Carlén fylder pap. lidt opvakt naivt og yndefuldt, Fr. Bremer fylder sjæl og hjerte med følelse for religion og alt godt og løfter den op overjordelivets bekymringer, forædler. Da jeg havde læst fru C(s) mesterværk Fid. Com (Fideikommisset), stod der små detaljer og snak tilbage i min erindring, da jeg havde læst Familien H. af Fr. Bremer, følte jeg mig forædlet, bedre, tålmodigere, gladere m. m. «.