Leena Lander

1955 -

Finland

Forfatteren er cand.mag. i finsk sprog og litteratur. Hun er opvokset på et drengehjem i Åbo, hvor faderen var forstander.

Hendes gennembrudsroman Tummien perhosten koti, 1991 (De mørke sommerfugles hjem, 1994), foregår på et hjem for kriminelle unge på en ø i den ålandske skærgård, hvor forstanderen Olavi Harjula hersker med uindskrænket magt. Romanen, der blev indstillet til såvel den prestigefyldte Finlandiapris som Nordisk Råds Litteraturpris, blev efterfulgt af Tulkoon Myrsky, 1994, (Lad stormen komme, 1997), ligeledes indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, der fortsætter med samme personkreds i en slægtsroman om gådefuld kærlighed, stærke kvinder og et kriminalistisk plot med samfundskritisk brod. I 1997 kom sidste del af trilogien IIoisen kotiinpaluun asuinsijat (Den glade hjemkomsts boliger, 1999).

Med de to læser- og kritikersucceser, oversat til flere sprog, skiftede Leena Lander spor. Hun, der lagde ud med seks underholdningsromaner, blev et af Finlands største litterære stjerneskud. En teaterversion af De mørke sommerfugles hjem har været opført 1993 i Finland, filmrettighederne blev solgt til Hollywood, og selv har hun ud over romanerne skrevet essays og dramatik til teater, radio og tv.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Leena Lander udgivet romanerne Käsky, 2003 og Liekin lapset, 2010.

Hun har bl.a. modtaget Pro Finlandia-medaljen 2000.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Seija Paddon: "New historicism and the prose of Joy Kogawa's Obasun and Leena Lander's Cast a long shadow" in: Scandinavian-Canadian Studies, 9, 1996