Redaktionel indledning
Under temaet Queer har redaktionen i 2025 samlet syv artikler om såvel nyere som ældre litteratur, der hver for sig og i samspil udfordrer gængse normer og forestillinger om køn, krop og seksualitet. I artiklerne spørges der især til litterære fremstillinger af, hvordan køn, krop og seksualitet er indlejret i den måde, kernefamilie, reproduktion og menneske-naturforholdet er organiseret på inden for rammerne af en nordisk liberal velfærdskontekst, og af mulige andre og mere bæredygtige måder at tænke reproduktive fællesskaber på. I denne indledning gør redaktørerne rede for de overvejelser, der ligger bag, og for de valgte temaer: queer temporalitet, queer slægtskab og queer økologi. Ikke mindst diskuteres det, hvad queer perspektiver kan gøre ved den måde, der skrives litteraturhistorie på, og hvorvidt det at bryde med den kronologiske organisering og implicitte progressionsfortælling kan være en vej til at opdage nye mønstre og hente nye indsigter i litteraturen og samtidig revurdere litterære kanondannelser.
Tag: Barnfrihed
Med afsæt i den mytologiske tricksterfigur undersøger artiklen, hvilken betydning fravalget af biologisk moderskab havde for de tre kanoniserede forfattere: Tove Jansson, Karen Blixen og Selma Lagerlöf. Artiklen tager afsæt i en undersøgelse af, hvordan de tre forfatterskaber på tværs af hinanden genfortolker og aktualiserer forskellige barnløse figurer (fx stedmoren, heksen og nonnen), og fokuserer ligeledes på, hvilke alternative og queer slægtskabsformer, der muliggøres i de tre forfatterskaber. Undervejs anskueliggør artiklen, hvilken betydning tricksteriet har for genforhandlingerne af de barnfri figurer, eller hvordan tricksteriet forvandler de barnløse figurer til barnfri figurer.