I efteråret 2025 fik Sverige en samlet kulturkanon, hvori indgår 10 skønlitterære værker, herunder en antologi af lyrik, efter mange års debat. En sådan kulturkanon fik Danmark også i 2006, men den er ikke siden blevet fornyet og er ikke længere en aktivt virkende kraft i dansk kultur- og litteraturformidling. Til gengæld fik Danmark også i 2025 en ny litteraturkanon for gymnasiet til erstatning for den tidligere fra 2004, som skal træde i kraft for skoleåret 2026/27. Revisionen fulgte oven på to årtiers kritik af den tidligere for især kønsskævhed, men også en manglende repræsentation af store dele af det danske rigsfællesskab.
Efterfølgende har der igen været diskussion af relevansen og karakteren af den danske kanon, der til forskel fra den svenske gælder hele forfatterskaber, og som nu er opdelt i henholdsvis en obligatorisk liste på syv forfatterskaber og en såkaldt bruttoliste på yderligere 29 forfatterskaber, hvoraf der skal vælges 12 ud til pensum for en given årgang.
Mens der er tre kvindelige forfattere på den obligatoriske liste – Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Inger Christensen (alle fra det 20. århundrede) – er der 11 på bruttolisten, som spænder fra Leonora Christina (det 17. århundrede) til Pia Juul (det 20.- 21. århundrede). Og dertil er der nu forfattere fra Grønland, Færøerne og desuden det øvrige Norden, herunder flere kvindelige forfattere: Amalie Skram (norsk), Selma Lagerlöf (svensk) og Edith Södergran (finlandsk-svensk).
Kanonudvalgets motivering af den nye, litterære kanon
Det er et ministerielt udvalg under ledelse af litteraturprofessor ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Mai, der har udarbejdet den nye kanon. I et interview til Gymnasieskolen (oktober 2025) opsummerer hun motivationen for arbejdet:
”Litteraturen giver os indsigt, udvider vores horisont og hjælper os med at være mennesker. Når vi læser skønlitteratur, møder vi verden med andres øjne. Med den nye kanon skal vi have bragt mange flere forskellige stemmer i dansk litteratur ind i undervisningen.”
Og hun fortsætter:
”Det betyder noget, at der er litteratur af både mænd og kvinder fra forskellige sociale baggrunde og fra forskellige historiske tider. Hvis kvindelige forfattere er fraværende i undervisningen, er kvindelige læsere jo også underligt fraværende […] Litteraturen giver eleverne et sprog for deres egne erfaringer, men også for det, de ellers ikke ville have adgang til. Litteraturen kan udvikle deres forståelse for andres livsvilkår både aktuelt og historisk set”.
I forlængelse heraf nævner hun vigtigheden af, at der nu også kommer stemmer fra Grønland og Færøerne og i øvrigt fra de andre nordiske lande ind i kanon, og at den litterære kanon både i undervisnings- og andre sammenhænge kan danne afsæt for diskussioner om livsvilkår, kulturarv, værdier og fællesskaber. I den forbindelse er det værd at nævne, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye trods løfter om ikke at blande sig i udvalgets arbejde efterfølgende fik (gen)indføjet arbejderforfatteren Martin Andersen Nexø, der bl.a. beskriver arbejderbevægelsens fremvækst i Danmark, i bruttolisten. Og at listen nu også rummer en nyere forfatter med etnisk minoritetsbaggrund som Yahya Hassan.
Anne-Marie Mai understreger i interviewet, at den litterære kanon ikke skal ses som en slags facitliste over litterær kvalitet, men at den snarere er tænkt som og bør arbejdes med som et fagligt funderet oplæg, hvor der er taget hensyn til både litterær kvalitet og repræsentation, og hvor et vigtigt formål også er at åbne øjnene for god litteratur og skabe læselyst:
”En kanon er ikke et danmarksmesterskab i litteratur. Det er et arbejdsredskab til brug i gymnasiet. Det er ikke vinderne, vi nu har udpeget. Det skal man huske. Naturligvis er kvalitet det vigtigste udvælgelsesprincip, men det skal også være noget, som, vi tror, kan fænge. Den nye kanon skal skabe læseglæde hos de unge.”
Den efterfølgende debat – ros og kritik
Der har efterfølgende været en debat i den danske presse om den nye litteraturkanon, som har givet både ros og kritik. Et af omdrejningspunkterne har været, at der er sket et skifte i prioriteringen fra (udelukkende) kvalitet til (overvejende) repræsentation. Kritikken har blandt andet været fremført i Weekendavisen, hvor litteraten Anders Thyrring Andersen i et interview med journalisten Arne Hardis fremfører det argument, at kanonlisterne snarere afspejler tidsånden eller ”den herskende ideologiske smag” i ønsket om den brede repræsentation end litterær kvalitet og litteraturhistorisk betydning. Men netop ønsket om at spejle sin tid og den større mangfoldighed får ros i både Politiken (Chr. J. Idskov) og Information (Peter Nielsen). Her understreges også den fleksibilitet, der ligger i de to lister og især i bruttolistens valgfrihed.
Et andet synspunkt har været fremhævet I Kristeligt Dagblad, hvor journalist Morten Mikkelsen på baggrund af interviews med flere litterater konkluderer, at der bag de nye lister også ligger en prioritering af forfatterskabernes udbredelse og grad af anerkendelse i udlandet, det gælder f.eks. inkluderingen af Tove Ditlevsen, der lige nu oversættes og læses bredt internationalt. Og det mener han er positivt. Andre mere kritiske indlæg handler bl.a. om fraværet af henholdsvis lyrikken som genre og romantikken som periode.
Ret eller pligt? – og en guide til de syv på den obligatoriske liste
Lige som i 2004 og 2006 har den efterfølgende debat også handlet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt med en litterær kanon, for og imod. I den debat har argumenterne for handlet om værdien i at have nogle fælles kulturelle referencer med en både historisk og aktuel tyngde, mens argumenterne imod bl.a. har handlet om det dannelsesmæssige ’formynderi’, der ligger i det at have en formaliseret kanon. Til det har Anne-Marie Mai følgende argument, som hun fremfører i et interview i Politiken i oktober 2025 med journalist Jes Stein Petersen:
»De unge i gymnasiet har hver især ret til at kende til de vigtigste tidlige skikkelser i dansk litteratur. Hos dem er der en guldgrube af indsigt, visdom og sprog. Og via dem går der alle mulige spændende og inspirerende veje til den øvrige danske litteratur, også den allernyeste. Det ’obligatoriske’ skal forstås som en mulighed, en ret man har til at møde det ypperligste, når man tager en gymnasieuddannelse«.
Her omdefineres pligt og tvang til mulighed og ret, og argumentet følges i interviewet op af en kort inspirationstekst til hver af de syv forfattere på den ’obligatoriske’ liste.
Omtalte artikler i dags- og fagpressen:
Hardis, Arne: ”Tidens kanoner”. Interview (med Anders Thyrring Andersen), Weekendavisen 31. oktober 2025, sektion 1, s. 16.
Idskov, Christian Johannes: ”Det var på tide”. Politiken, 29. september, 2025, sektion 1, s. 1.
Mikkelsen, Morten: ”Litteraturkanon bliver mere international”. Kristeligt Dagblad, 27. september 2025, sektion 1, s. 1.
Nielsen, Peter: ”Ny litteraturkanon”. Information, 26. september 2025, bogtillæg sektion 3, s. 2.
Petersen, Jes Stein: ”Professorens guide til den nye litteraturkanon”, Politiken, Bøger, s. 4.
Rasmussen, Tina: ”En kanon er ikke et danmarksmesterskab i litteratur”. Interview med Anne-Marie Mai (fra 15. sept.) i Gymnasieskolen, oktober 2025.