Hun så alvorligt på mig. Jeg prøvede at forstå, skrive videre på teksten, rette til. Og så vågnede jeg. (Dalgas, 2022, s. 17)
Den ældre transkvinde, som i drømme besøger jeget i Gry Stokkendahl Dalgas’ At performe transkønnet vrede, har stillet hende en vanskelig opgave. Teksten, hun skal skrive, er betydningsfuld, men dens formål er ikke helt klart: Skal den fungere som kilde til håb, livskraft og fremtid for jeget og for andre transpersoner? Skal den kunne udgøre en overbevisende, hjerteblødende fortælling, hun kan præsentere for behandlingssystemet for at få adgang til kønsbekræftende behandling? Eller hentyder kvinden snarere til den saftige bekendelse, som den nyfigne, blodtørstige læser efterspørger, og som skal give forfatteren penge i kassen? Det at omsætte den personlige erfaring i skriften åbner en kompleks problematik for translitteraturen. Den gamle diskussion om, hvorvidt man bør bruge af det, som Højholt kaldte ”hovedstolen” (Holst, 2007), former sig således fundamentalt anderledes for transforfatteren end for den ciskønnede, fordi det at udlevere en genkendelig og acceptabel biografisk selvfortælling for transpersoner udgør selve forudsætningen for at få adgang til transition og dermed til eksistens. Dette gør selvsagt det at skrive på transitionserfaringer til en intrikat affære: Hvordan skal man skrive uden at gentage bekendelsens magthierarki? Hvilken hånd er det, der retter teksten til? Hvilket blik skal historien skrives for?
I nærværende artikel beskriver jeg den historiske situation, som den nye translitteratur udgør et svar til, og den litterære tradition, den dermed skriver sig ind i – eller måske snarere ud af. Derpå vender jeg mig mod tre samtidige forfattere: Mads Ananda Lohdal, Luka Holmegaard og Gry Stokkendahl Dalgas, og undersøger, hvordan ’trans’ hos dem optræder som tema, men også som en litterær form, der reflekterer transeksistensens sociale situation og erfaring, herunder ikke mindst den intime relation, som består mellem transkønnethed og narration. Alle mennesker fortæller deres køn frem, men vi, der medicinsk transitionerer, er i mere direkte forstand afhængige af at beherske et acceptabelt narrativ om transkønnethed for at få adgang til medicinsk assisteret transition: ”Fortællinger om identitet og seksualitet er for transpersoner aldrig blot personlige besiddelser, men stridspunkter, fordi de udgør forudsætningen for diagnose og dermed for medicinsk, kirurgisk og juridisk omplacering.” (Raun, 2020, s. 260).[1] Netop fordi transeksistensen i nyere tid strukturelt er underlagt disse præmisser, er den komplekst knyttet til det narrative (Prosser, 1998). Man kan sige, at denne eksistensbetingelse litterært afspejler sig i, at nyere tekster om transitionserfaring udviser en hyperbevidsthed om sprog og narration som kønspolitisk magtdomæne.
Klassiske transfortællinger og begyndende brud
Når en undersøgelse af ny dansk translitteratur naturligt indgår i en udgivelse om at queere nordisk kvindelitteratur, er det, fordi den queer litteraturanalyse i høj grad angår de måder, hvorpå køn får betydning i litteraturen. At queere kvindelitteraturen indebærer at anlægge en kritisk relation til kategorien kvinde som selvgiven referent (Butler, 1990), hvilket igen betyder, at det queeranalytiske blik hæves til at analysere køn i en bredere betydning, herunder at det evner at se ud over ciskønnede begrebsliggørelser af køn.
Når jeg i det følgende fokuserer på transkønnethed, er det med andre ord ikke, fordi jeg ønsker at placere ’trans’ som en kategori under eller ved siden af kategorien ’kvinde’ i opposition til ’cis-mand’. Det er i stedet, fordi jeg ønsker at imødegå den queer analyses tendens til at privilegere analysen af (cis) begær på bekostning af (trans) køn (se Bissenbakker 2005 for et eksempel på dette). Ønsket om at queere litteraturen gennem et fokus på translitteratur peger således på et ambivalent forhold mellem ’trans’ og ’queer’. Queer teoris opgør med kønsessentialisme har nemlig på den ene side været formativ for transteoretisk tænkning, men på den anden side vist sig mangelfuld i forhold til at belyse transpersoners levede liv og erfaringer (Raun og Bissenbakker, 2024).
Transteori søger derfor at sætte cis-/transdikotomien i fokus. Snarere end at spørge, hvad transkønnethed er, og om transpersoners eksistens bekræfter eller udfordrer grundlæggende principper i queerfeministisk tænkning, er det transteoretiske spørgsmål, hvordan man bedst giver stemme til de forskelligartede erfaringer af transkønnethed, og – først i anden omgang – hvad disse erfaringer kan lære os om køn i bred forstand. Derfor kræver læsningen af transition som litterært tema også en insisteren på at sætte transkønnethed i centrum for læsningen snarere end at reducere trans til et billede på noget andet end netop transkønnethed. Som litteraten Sam Holmqvist pointerer: ”Der er en vigtig pointe i at tage udgangspunkt i trans – ikke som et sigende eksempel, men som centrum for undersøgelsen.” (Holmqvist, 2017, s. 27).
Dette er vigtigt, fordi tropen om kønnet transition i litteraturhistorien typisk er blevet benyttet som værktøj for ciskønnede projekter, det vil sige som plotdrivere, eksotiske indslag eller metaforisk materiale (Prosser, 1998). Transkønnethed fungerer her enten som bevis for ciskønnethedens naturlighed eller omvendt som anledning til queer epifanier om kønnets konstruerede karakter. I disse skildringer bliver trans typisk reduceret til ”en figur, der har forklaringskraft vedrørende cispersoners køn og seksualitet” (Heaney, 2017, s. 6). Som metafor bliver det transitionerende subjekt gerne enten idealiseret eller dæmoniseret, men fremstår sjældent som en facetteret, selvstændig karakter eller erfaring (Aliki, 2021). I sådanne skildringer fungerer transkønnetheden typisk som spektakulær hemmelighed og problem, mens ”afsløringen” – enten af transkønnetheden eller af det fødselstildelte køn – fungerer som den store plotdriver (Holmqvist, 2024).
De danske værker, som på mere forpligtende vis skildrer transitionserfaringer, har typisk været i den selvbiografiske genre, hvor vi finder klassikere som Lili Elbes semiautobiografiske Fra mand til kvinde (1931). Både i og uden for Danmark står Elbes værk som grundform for det biografiske narrativ, som det psykomedicinske system historisk og aktuelt har efterspurgt som bevis for transkønnethedens autenticitet (Foucault, 1994; Bjørner/Holm, 2017). Dette narrativ indebærer blandt andet et heteronormativt udgangspunkt, der centreres om at være ”født i den forkerte krop” (Caughie og Meyer, 2020). Det er sigende, at Elbes biografi udgør et stærkt fiktionaliseret værk, hvis forfatterophav ikke uden videre henviser til hende selv (Meyer, 2011; Caughie og Meyer, 2020). Dels er denne transfortælling således ikke Elbes ”egen”, men i høj grad ciskønnede lægers og redaktørers, dels er skemaet for det, der kan anerkendes som en autentisk ”trans-selvbiografi”, tidligt sammenfiltret med fiktionen.
Historisk set har forsøget på at generobre transfortællingen fra den medicinske diskurs måttet balancere mellem løftet om genkendelighed og truslen om umenneskeliggørelse – et skisma, som de autobiografiske værker må ses i lyset af, og som i en dansk kontekst først for alvor bliver udfordret i samtidslitteraturen. Alex Zichaus autofiktive roman Ubehagets soundtrack (2013) udgør her det måske første danske værk, som for alvor bryder med det traditionelle narrativ centreret om et før og efter kønstransition, og som genrebevidst driller læserens forventning om kønslig afsløring (Bissenbakker, 2024). Værket indvarsler dermed en vending i dansk translitteratur, der afsøger, hvad det betyder at tage trans alvorligt som levet erfaring og som tekstlig form. Denne vending slår dog først for alvor igennem mod slutningen af 2010’erne og tæller forfatterne Gry Stokkendahl Dalgas, Mads Ananda Lohdal og Luka Holmegaard, men også Linea Maja Ernst og Freja Ro debuterer i 2024 med prægnante translitterære udgivelser.
Oplysning, generobring og queer revolution
Det er teknisk set Gry Stokkendahl Dalgas, der indvarsler det translitterære skift i 2019, men her indledes med Mads Ananda Lohdals debutroman Sauna (2021), fordi den i sig selv illustrerer nogle af dobbelthederne i dette skift. Sauna skildrer transkønnethed gennem et anerkendende og indsigtsfuldt blik og illustrerer de politiske uenigheder, der har været mellem det, man kan karakterisere som et cisqueer og et transqueer udgangspunkt for begrebsliggørelsen af trans. Mere indirekte er romanens formvalg og sprogholdning også illustrativ for de litterære traditioner, som Holmegaard og Dalgas bevæger sig væk fra.
Trods sin henvendelse til et voksenpublikum låner Sauna fra den klassiske ungdomsromans mere traditionelle form med sin romanprosaform, sin fremadskridende handling og sin centrering om en reflekterende yngre mandlig jegfortæller. Romanen skildrer ciskønnede Johans arbejde bag disken i en københavnsk sexsauna, hvor han er søgt hen i længslen efter ”noget, der var mere ægte” (s. 6). Johan søger ægthed i forhold til sex og romantiske relationer, men også i forhold til etiske og politiske standpunkter leder han efter et mere radikalt queer opgør med normerne. Han ser muligheden for en romantisk kropsliggørelse af denne radikalitet i forholdet til transmanden William. Sauna skiller sig her ud fra klassiske cisformidlede fortællinger om trans, fordi romanen i stedet for at benytte transkønnethed som konflikt skildrer det transmaskuline køn som forståeligt og genkendeligt. Sauna er den første danske roman, der skildrer kærlighed og begær mellem cis- og transkønnede bøsser som virkeligt, ægte og ikke mindst sexet:
Sauna formår at beskrive begær mellem trans- og cisbøsser uden at udsætte transkroppen for mærkværdiggørende distance eller feticherende investering. Grænserne for Williams genkendelighed som mand beskrives ikke som sat af fysisk-biologiske faktorer, men som en social grænse formet af den cisnormativitet og transfobi, som Johan via William bliver vidne til såvel i behandlingssystemet som i bøssemiljøet.
Parrets konflikt knytter sig da heller ikke til det faktum, at William er transmand, men udspiller sig i stedet omkring de tos tiltagende forskellige syn på queer kamp og oprør. William knyttes til et mere normativt projekt: Han vil fx giftes, mens Johan ser ægteskab som kongeeksemplet på den heteronormativitet, som han mener, de normative ”husbøsser” repræsenterer. Hvor Johan i stigende grad bevidstgøres og vil omstyrte den heteroseksuelle verdensorden, bliver William langsomt mere fokuseret på at komme videre i sin transition og på det fællesskab, han oplever med andre transmænd, og som Johan i stigende grad føler sig ekskluderet fra.
Johan kommer efterhånden til at identificere Williams transition med en kamp for accept, der står i modsætning til hans egen revolutionære queerkamp: ”Hvis han bare ville være en helt normal dreng – nu stod det pludselig lysende klart for mig – så var han måske for trans, hvad homoægteskab var for homo. […] William stabiliserede det bestående” (s. 238). Således fortolker Johan Williams ønske om top-operation som en tilpasning til et binært, queerfobisk samfund: ”’William er perfekt som han er,’ sagde jeg. ’Det er samfundet, der skal opereres.’” (s. 170). Her er Sauna på sin vis loyal over for William, hvis kamp Johan til sidst (om end for sent) får større forståelse for. Hans erkendelsesrejse ender i den indsigt, at den konstante insisteren på revolution i alle livets forhold risikerer at udgøre sin egen normativitet, og at elementer af tilpasning kan være nødvendig for os alle: ”Nogle gange er det nemmere at lave sig selv lidt om. Man skal jo også leve” (s. 171). På samme måde må Johan nuancere sin queerradikalitet som følge af Williams protest over at blive reduceret til objekt i en queerfrigørende revolutionsfantasi: ”Det er så nemt for dig at være vred over teoretiske ting, men jeg har faktisk nogle helt konkrete bryster, der skal fjernes. Det er ligesom noget andet.” (s. 107).
Sauna er her illustrativ for en kendt konflikt mellem queer og trans teori om, hvilke livsprojekter der genkendes som henholdsvis normative og oprørske (Keegan, 2018; Raun, 2014). Selvom queer teori typisk har omfavnet trans som symbol på kønnets flydende karakter, så har denne symbolisering også indebåret forholdsvist snævre grænser for, hvilke transitionsformer der konstituerer et tilstrækkeligt oprør med heteronormen. Kønsidentifikation på tværs af heteronormativiteten er typisk blevet tiljublet, mens hormonelt og kirurgisk assisteret transition er blevet set som et normativt knæfald (Wickmann, 2011). Dette er en uenighed, som Sauna skildrer personificeret i Johan og Williams konflikt, og som romanen i en vis forstand giver transkønnede William sidste ord i.
Men selvom Sauna gennem Johans erkendelser skildrer Williams tilpasningsbehov som forståeligt og acceptabelt, ender romanen ikke desto mindre med at forstå Williams transition som tilpasning. Romanen har sympati for Williams tilpasning, men den fortolkes stadig som stående i fundamental modsætning til det queerrevolutionære projekt. Selvom Johans position udfordres, så er dette en karakteristik, som William aldrig rigtig får lov til at udfordre eller svare på. Fortællingens budskab bliver derfor ikke, at queerpositionen trænger til at udfordre sine begrænsede forestillinger om, hvad radikalitet kan bestå i, men snarere det modsatte: Den queer revolutionære ånd er simpelthen for god, for kompromisløs, for ”ren” til, at den kan forvente, at alle kan være med på dens høje revolutionære niveau. Sauna bibeholder således en dikotomisk modsætning mellem tilpasning og oprør, som den spejler i spørgsmålet om kirurgisk assisteret transition eller ej, og som derfor ikke for alvor udfolder muligheden for, at kønnet transition kan fungere som et delelement i et kønspolitisk oprør.
Saunas tiltro til det queerrevolutionerende oprør samles sprogligt omkring litteraturens beskrivende potentiale, der fokuserer på repræsentation som vej til forandring. Man kan sige, at Sauna dybest set tror på oplysning, hvilket også ses af dens brug af detaljerede beskrivelser som middel til at forståeliggøre transkroppen for læseren. Det implicitte fortællerblik allierer sig således med Johans eksplicitte førstepersonsblik, hvormed romanen som helhed engagerer sig i hans projekt om at udvide sproget gennem genbetegnelsers kraft:
Trods Johans investering i at ”ødelægge sproget” fastholder han og romanen som helhed en tiltro til, at sproglig repræsentation i form af bedre, flere og mere præcise beskrivelser fører til mere frigørelse. Det er gjort med omsorg og kærlighed, men det undslipper ikke for alvor den problematik, som translitterater har påpeget, nemlig credoet om, at accepten af transkønnethed må gå gennem en blotlæggelse af transpersonens krop for og gennem det ciskønnede blik. Sproget bruges måske ikke decideret ”som dissektionskniv” (Aliki, 2021), men det gives stadig karakter af mikroskop eller indekseringsinstrument. I Sauna er transkroppen gjort afhængig af Johans ciskønnede sprogliggørelse, som dikotomisk adskiller det ægte fra det kunstige, både når det kommer til testosterontilførsel og til queer revolution.
Hvilken krop skulle være min forkerte?
Det er netop en bevidsthed om de magtfordelinger, som mere traditionelle fortælleformer forudsætter, der kan ses som baggrunden for de formeksperimenterende greb, der findes i de af 2020’ernes translitterære værker, som skrives på mere kropsliggjorte erfaringer af transkønnethed. Dalgas’ og Holmegaards forfatterskaber stiller sig således mere ambivalente over for sprogets repræsentative og uddannende muligheder. Dette afspejler sig i den genrehybride form, der udfordrer det centralperspektiviske blik og det kausalstyrede narrative forløb. Både Holmegaard og Dalgas arbejder med det genrehybride, der blander teoretiske essays, digte, faktaoplysninger, litterære læsninger og kunstanalyse med autofiktive elementer, og som løfter litteraturhistoriens transkønnede potentiale frem ved reparativt at genlæse og genskrive litterære klassikere som fx The Catcher in the Rye (som Look diskuterer maskulinitetsidealer med) og Frankenstein (som At performe transkønnet vrede digter videre på). Forfatterne diskuterer trans som del af generelle spørgsmål om magt og kønslig tilblivelse og universaliserer således de transpolitiske og -kunstneriske spørgsmål uden at miste blikket for transkønnethed som en særlig fænomenologisk erfaret situation. Ofte skriver de i og med et kor af stemmer, som markerer, at det ”auto” i autofiktionen bevæger sig ud over det førstepersonlige og taler fra en kollektiv minoriseringserfaring.
Luka Holmegaard har siden sin debut i 2015 centralt behandlet temaerne køn, identitet, kommunikation og fremmedgjorthed, men fra og med den anmelderroste Look (2020) har hans forfatterskab kredset om nonbinær transmaskulinitet og en parallelt faldende tiltro til sprogets repræsentative mulighed. Her fokuseres på hans tre værker Look (2020), Hund, stille (2023) og Havet i munden (2023), der med lidt god vilje kan læses som en form for trilogi, centreret om sanser og anerkendelse: Look om blikket mellem underkendelse og anerkendelse, Hund, stille om de døve ører, transidentiteten taler for, og Havet i munden om at føle kønnet og bemægtige sig et transkønnet sprog.
Den hybride essayroman Look former sig som en undersøgelse af tøjets skabende magt og udgør samtidig en beskrivelse af en kønslig selvforståelse, der bevæger sig uden for det binære i en skrøbelig grådighed efter ”flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt” (s. 141). Looks undersøgelser af tøjets betydning gennem beklædningshistorien udgør et bagtæppe for jegets refleksioner over sine oplevelser med tøj i relation til litteratur, køn, begær og stress. Det er den feminine følelse af stoffets flydende frihed (s. 163) og af statementkjolens næsten magiske evne til at tiltrække jegets kæreste (s. 77-78), men det er også den maskuline oplevelse af at være ”en lille dreng inde i skabet” (s. 45), at være tiltrukket af mænd og samtid være ”det samme, som dem, den samme slags” (s. 147) og af den forløsende gråd som reaktion på dragworkshoppens mulighed for at overgive sig til en maskulin identifikation (s. 150-51).
Look er fortrinsvist blevet læst som en poetisk refleksion over tøjets sociokulturelle og kønnede betydninger, men det er også oplagt en bog om den måde, hvorpå tøj kan betinge henholdsvis kønsdysfori og kønseuforisk glæde. Jegets stress udløses næsten parallelt med det tøj, det ikke længere fungerer at gå i (s. 53), mens det helt rigtige tøj omvendt opleves som livgivende: ”Det her jakkesæt virker bare” (s. 141). Bogens titel hentyder med andre ord ikke kun til udseende og stil, men også til det kønsfortolkende blik som en eksistensbetingelse, det bliver tiltagende vanskeligt at bære i diskrepansen mellem, hvad andre mener at kunne se, og hvad jeget forsøger at få plads til at udfolde. Det dobbelte forsøg på at (for)klæde sig og samtidig netop afsløre sit selv gennem tøjets mange identifikationsmuligheder spejles i, at jeget allerede på bogens første sider forsøger at skabe et sted, hvorfra hen kan se uden selv at blive underlagt andres granskende blikke: ”forsøger at finde en måde at trække gardiner for, så jeg ikke kan ses, men stadig få sollys ind” (s. 10).
I modsætning til den traditionelle fortælling om at være ”født i den forkerte krop”, som transpersoner historisk er blevet afkrævet (Heaney, 2017), skildres det her, hvordan det snarere er kroppens eget maskuline potentiale, der er blevet holdt tilbage af andres forventning om entydig kvindelighed:
Det er kroppen som potentiale snarere end forhindring, der her skrives frem. Ligesom det viser sig, at det i halskæden med det fødselstildelte navn var kæden og ikke navnet, der var det væsentlige element (s. 152), kredser Look om transmaskulin nonbinaritet som et potentiale, tøjet enten kan udfri eller forhindre. Bogens etiske og æstetiske håb er her nært sammenviklet med dens kønnede projekt, idet det hverken er det entydige køn eller ditto sprog, der eftersøges. I stedet kredser værket om det at etablere et blik og en læsning, som tillader det andet at opholde sig hos én: ”hvad er det at læse, hvis ikke at lukke et andet levende sprog ind i sit eget. At have gæster og være på besøg på samme tid” (s. 153). Læsning som en åben sammenglidning udgør tekstens ikkebinære ideal: en ambivalent mulighed af lyst og risiko, der lader sig opsluge af rækker af alternative læsninger snarere end af at søge sproglig beherskelse gennem entydighedens vold.
Hvor Look er håbefuld i forhold til muligheden for at udfolde og udforske kønslig flertydighed og kompleksitet, er Hund, stille (2023) mere resigneret i forhold til sprogliggørelsens muligheder i en verden, der ikke investerer i at lytte. Teksten er centreret om mødet med de cisnormative rammer, som begrænser rummet for kønnet genkendelse. Den kredser om den ciskønnede frygt for at blive besmittet ved at ”røre ved noget med sit sprog” (s. 7), der kiastisk spejles i tekstens transkønnede frygt for at begå fortolkende (selv)vold. Teksten viser derfor en tiltagende tilbagetrukkenhed fra skriften, som ikke rigtig vil falde på plads for jeget. Hund, stille forkaster således på mange måder det skildrende og oplysende projekt. Det jeg, som tidligere har ”kunnet give noget mere, der hvor noget manglede” (s. 15), nærer i Hund, stille en dyb mistro til den ciskønnede læsers evne til at forstå og fortolke uden vold. Tavsheden bliver derfor også dens eneste resignerede modtræk til den ciskønnede stilhed omkring transkønnethed. ”Du siger ikke noget”, som det selvhenvendt siges (s. 17). Hund, stille nægter at tilbyde beskrivelse og (gen)betegnelse som betaling for eksistens. Værket arbejder i stedet med det tilbageholdte sprog, der bl.a. afsøges i en række kommunikative sammenbrud omkring transkønnethed:
Scenerne med kommunikationssammenbrud er alle skildret via en du-henvendelse, der fungerer som lige dele omsorgsfuld selvgenkendelse og distanceret traumereaktion, hvor jeget på afstand ser sig selv, prisgivet andres miskendelse, hvilket generaliserer scenerne som typiske transkønnede erfaringer. Betegnende er det i disse scener den ciskønnede samtalepartner og dennes pladskrævende tale og affektive reaktioner – irritation, frustration, chok, hånlatter, aggression – der dominerer, mens der omvendt ingen beskrivende adjektiver er tilovers til det transkønnede du’s følelsesmæssige reaktioner.
Spørgsmålet om sprogets og kommunikationens (u)mulighed udspiller sig bl.a. i forhold til Wittgensteins sprogfilosofier, der – selvom de er radikalt forskellige – begge ender i en konklusion om det entydige sprogs umulighed. Hvis det at forestille sig et sprog er at forestille sig ”en livsform” (s. 10), er det tekstens åbne spørgsmål, hvordan umuligheden af sprogliggørelse peger på manglende livsmulighed. ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, som det så berømt hedder i Tractatus’ slutsætning (Wittgenstein, 1993), og som Hund, stille læser sammen med Wittgensteins hemmeligholdte homoseksualitet såvel som med den autismediagnose, han – ligesom bogens jeg – måske befandt sig på spektret af.
Neurotypiskhed læses her i forlængelse af cisnormativitetens idealisering af det at udholde kønsligt ubehag. Her fungerer neurodivergensen som en queer muliggørelse af transkønnetheden, idet det er den, der umuliggør en falsk eksistens som ciskønnet. Hundens påståede manglende evne til at lyve sammenstilles med jegets neuroatypiske ”hundehjerne” (s. 24), der ikke ønsker, og måske heller ikke formår, at forstille sig tilstrækkeligt i forhold til cisnormativitetens krav. Hund, stille er en næsten resigneret bog uden stor tiltro til kommunikation: ”stilhed er det der kommer efter ordene./ Man siger dem og så bliver der stille. Det har ikke noget med sandhed at gøre.” (s. 42). Den ender dog alligevel med en spinkel tiltro til, at det kan lade sig gøre at skabe plads i verden. Bogens slutsætning fortæller om Wittgenstein, at: ”en komponist skrev en klaverkoncert kun for venstre hånd til hans bror, efter han mistede armen” (s. 42). Således investeres værkets håb i et politisk og kunstnerisk rum, hvis anledning og udgangspunkt er den ikkenormative krop, og hvor imødekommelsen af denne krop gøres mulig, ikke som kompromis, men som kunstens anledning og form.
Den kommunikative mulighed genbesøges i mere positiv forstand i digtsamlingen Havet i munden, der tager udgangspunkt i oplevelsen af at være i transition og på testosteron. Modsat fx Preciados hektiske transmachoridt i Testo junkie, der udkom i dansk oversættelse i 2022, og som fokuserer på at handle og (begrebslig)gøre, er Havet i munden langt mere tøvende og prøvende (Bissenbakker, 2024). Digtsamlingen udgør snarere en forhandling mellem nydelse og smerte (Terletskaja, 2024). Den er ikke investeret i transition som en vej mod et givet mål og opererer ikke med nogen klar distinktion mellem et før og et efter. I stedet udgør den en langsom lænen sig ind i de nye muligheder og oplevelser, som en transitionerende krop tilbyder. Den minder på mange måder om den følelse, som Ahmed i sin kritik af lykke som disciplinerende styringsmekanisme henviser til som lykkens åbne og målløse alternativ ”hap” (Ahmed, 2010): oplevelsen af, at døre åbnes, og at livet præsenterer sig som en ny euforisk uforudsigelighed, som ”et forfra” (s. 62), som juni måneds temperament (s. 12), ”som om min krop er fyldt med lys” (s. 10). Havet – og det at træde ud i det – bliver her den centrale metafor for køn, på én gang som en omsluttende restriktion og fare og som opløftende frihed og flydende flerhed. Transitionsprocessen billedliggøres som følelsen af at kaste sig ud i noget principielt uoverskueligt og at eksistere med nød og næppe:
lade sig falde ud i noget andet
og samtidig: som lige akkurat at nå toget
stå bag de netop lukkede døre, hjertet i halsen og man kom med (s. 19)
At skrive mod lægeværelsets rumklang
Gry Stokkendahl Dalgas debuterede med Det er herfra jeg vil begynde. Disse ord kan finde vej (2019) og har siden udgivet langdigtet Kudan; Eller kalven (2022) og den prisvindende At performe transkønnet vrede (2022). Også Dalgas tager flere steder udgangspunkt i kollektive autobiografiske elementer, også her i en ambivalent relation til det krav om entydighed, kronologi og kønslig klarhed, som transbekendelsen traditionelt skriver sig ind i. Hos Dalgas får transerfaringerne en kunstnerisk form, som spejler de etiske og politiske erkendelser, teksterne tager udgangspunkt i. Således bryder værkerne med kravene til den klassiske biografiske bekendelsesgenre gennem deres opgør med den ciskrononormativitet, som tilsiger, at transnarrativet skal følge et script fra kønsutilpasset barndom over ungdommens dysfori til erkendelse, behandling og endeligt kønsligt mål. Det er herfra jeg vil begynde. Disse ord kan finde vej (2019) modsætter sig både form- og indholdsmæssigt denne fortælling, for ”[l]ægeværelset skal ikke være den rumklang jeg hører om mig når jeg taler om mit liv til mine venner” (s. 36).
Som titlen peger på, placerer teksten ikke begyndelsen i barndommen, men i et ”herfra”, nemlig det øjeblik, hvor jeget på SoMe springer ud som transkønnet. Det er dette nu, resten af tekstens frem- og tilbageblik sættes i relation til. Bogens tid forløber fra efterår til forår uden dog entydigt at betegne en udvikling fra mismod til håb. Optegnelserne danner i stedet et patchwork, som fyldes og frustreres af ventetiden på at komme til samtale på Center for Kønsidentitet, og som kredser om dysfori og angsten for afvisning (klinikkens såvel som mere personlige afvisninger), men også om det skrøbelige håb om en fremtid. Det er dog ikke, som fx i Lily Elbes klassiske transfortælling, lægen, der figurerer som transkvindens redningsmand. Det er i stedet andre transkønnede musikere, filminstruktører, forfattere og forskere, som hun i tankerne indleder en samtale med for at bryde den isolation, som bogen emmer af. De fleste scener er henlagt til hjemmet, alene i sengen og/eller scrollende på nettet. Udspringets og ventetidens smerte beskrives uden at gøre transkønnethed til en historie om smerte, men derimod til en historie om muligheden for samhørighed med andre transpersoner.
Også jeget i Det er herfra jeg vil begynde er ”skeptisk over for sproget” (s. 48) som et middel til entydighed og klar kommunikation. Som titlen peger på, er det ikke sprogets repræsentative evne, der sættes i højsædet, men dets mulighed for at skabe solidariske forbindelser, en sti, jeget kan gå af for at nå ligesindede. Dette er også håbet og metoden i At performe transkønnet vrede, der ligesom forgængeren kredser om at finde vej til sig selv som kvinde i en kontekst af kønsklinikkernes krav og samfundets cisnormativitet. Bogen består af fire dele i hver sin genre: et (lang)digt til Center for Kønsidentitet om processen angående godkendelse til hormonbehandling og et tilsvarende essay om processen omkring godkendelse til kønsbekræftende kirurgi. Begge beskriver oplevelsen af at være udspændt mellem den grundlæggende modvilje mod behandlingssystemets rigide kønskrav og den dybe afhængighed af samme system. Værket består desuden af en oversættelse af transforskeren Susan Strykers berømte tekst ”Mine ord til Victor Frankenstein” (hvorfra titlen på bogen er hentet), samt den naturdigtende novelle ”Gærdesmutten og skabningen”.
Også i At performe transkønnet vrede findes transkønnethedens litterære form i blandingen af genrer og stemmer. Ligesom Frankensteins skabning udgøres værket af sammensyede dejecta membra som en formmæssig modstand mod kravet om entydighed og konsistens. Dets form er en sproglig blødhed, der inkluderer snarere end at sætte grænser, konverserer i stedet for at tale om. Dets insisteren på ambivalens frem for dikotom grænsesætning giver sig udslag i en ”omsorgsfuld vrede” (Kofoed, 2023) mod behandlingssystemet. På den ene side udgør systemet værkets negative anledning, på den anden side viger værket tilbage for at afgive endnu mere magt til systemet ved at dæmonisere det. Jegets relation til klinikkens psykolog eksisterer således i en kompleks sammenfiltring af systemets umyndiggørende gatekeeping med dets oprigtige omsorg og affektive investering:
Hvor systemet kræver ensidighed, insisterer Dalgas på kompleksitet. Hvor der en forventning om sammenhængende enstemmig fortælling, skriver hun med en polyfoni af genrer og transstemmer.
Litteraturens potentiale søges heller ikke her i den præcise repræsentation og oplysning, men i den solidariske samtale med transsøskende og formødre. At performe transkønnet vrede lægger sig i forlængelse af andre transkvinders ord og skriver sig dermed ind i en fortsat samtale med dem. Det gælder også ”Gærdesmutten og skabningen”, der underspillet betegnes som ”fanfiction” – en genre, der traditionelt er feminint kodet og udgrænset – og som på én gang fungerer som en videredigtning på Marry Shellys Frankenstein og som en form for svar til Strykers tekst. Hvor Stryker prøvende sætter sig i monsterets sted og sammenligner sin position over for det medicinske system med skabningens over for dr. Frankenstein, indtager jeget i ”Gærdesmutten og skabningen” i stedet rollen som en diminutiv gærdesmutte, der undrende betragter monsterets/skabningens smertefulde ensomhed og eksklusion:
I korte sætninger, der er små og hektiske som en lille fugls bevægelser og kvidren, bliver gærdesmutten et nyt skud på stammen af en større transkønnet familiehistorie. Dens stemme gør det muligt at se denne historie med et dobbeltblik indefra og udefra og dermed også at yde (selv)omsorg for den monstergjorte. At deres veje skilles, da skabningen ligesom i romanforlægget begiver sig ud for at konfrontere sin skaber, gør historien til en fortælling om at tage afsked med en selvdestruktiv optagethed af det undertrykkende system og om naturen som et alternativ til den opslidende kamp for social anerkendelse.
Naturtemaet løber gennem Dalgas’ forfatterskab som et helle – en naturens egen modstand mod systemets stivnede forståelse af naturlighed. Samhørigheden med naturen markerer en værdsættelse af evnen til at se andre steder fra: fra fuglens undrende blik på mennesket som i ”Gærdesmutten og skabningen” eller fra en døende kalvs altseende synspunkt som i langdiget Kudan; Eller kalven (2022). Dalgas’ rørende naturdigtning betragter kulturens sære eksklusionsmekanismer fra naturens ufordømmende blik: Det er kulturen, der tilstræber at adskille det naturlige fra det unaturlige – naturen selv er ligeglad og eksister blot i al sin ubegribelige skønhed: ”Drømmen farver og fylder mig ud, som var jeg et stikkelsbærs glaskød ramt af en klar, rød aftensol” (s. 137).
Trans som litterær form
2020’ernes translitterære gennembrud forpligter sig på at etablere komplekse skildringer af transkarakterer og -oplevelser, som gør op med kønstransition som stereotypt litterært symbol. Der er dog afgørende forskelle mellem, hvilke politiske og litterære strategier de forskellige forfattere anlægger. Hvor Sauna gennem sine hovedpersoner søger at skille normativitet fra subversion, modsætter Dalgas’ og Holmegaards tekster sig snarere kønssystemets rigiditet via deres insisteren på en anden form for ambivalens. Deres tiltro til litteraturens performative kvaliteter knytter sig i mindre grad til den præcise beskrivelse og i højere grad til håbet om ordenes mulighed for at finde vej til et transkønnet fællesskab. Det revolutionære potentiale, som William ikke for alvor tillades at rumme i Sauna, findes i Dalgas’ og Holmegaards værker som en mere principiel modstand mod kønslig, politisk og poetisk entydighed, der modsætter sig en ciskønnet kvalificering af de transkønnede selvfortællinger.
Det er i forlængelse af dette betegnende, at både Dalgas og Holmegaard blandt andet skriver transerfaringen frem via en essayistisk stil, som præges af selvfortolkende overvejelser om køn og skrift som proces. I det essayistiske glider tekst og fortolkning, forfatter og litterat næsten sammen i én. Dette er selvsagt ikke unikt for translitteraturen, men peger ikke desto mindre på den særlige nødvendighed, som betinger dette eksplicitte dobbeltblik. Den metarefleksive stil, der nærmest fortolker litteraturen, mens den skrives (og som i Dalgas’ tilfælde endog er vedlagt sin egen transteoretiske fortolkningsnøgle i form af Stryker), peger på teksternes modstand mod at overlade transkønnetheden til det ciskønnede bliks udlægning og vurdering – mod endnu en gang at blive (af)læst. I stedet accentuerer de, hvad Alexander Eastwood kalder den transkønnede forfatters ”dybtforankrede ønske om at bestemme, hvordan han eller hun bliver læst” (2014, s. 593).
Det essayistiske kalder ikke i samme grad som mere traditionelle fiktionsgenrer på en hermeneutisk mistænksomhed og intim granskning. Essayformen peger derimod på de ulige kommunikationsbetingelser, som translitteraturen er underlagt, og på den cisnormative forståelseskløft, som man ikke kan ”bevisføre, forklare, sandsynliggøre, kontekstualisere, præcisere [sig] henover”, som Holmegaard forklarer i teksten ”Strejke” (2023). Det kan med andre ord vise sig nødvendigt at strejke fra forklarende former som essayistik og prosa, fordi netop disse kræver, at transstemmen påtager sig et uddannende, ofte affektivt, arbejde, som aldrig opfylder sit løfte om ligeværd eller indsigt. Den nye translitteratur søger at etablere en samtale om transkønnethed, som ikke privilegerer den ciskønnede læsers fortolkende blik og forklaringsbehov.
Note
[1] Citater på andre sprog end artiklens er oversat til dansk af forfatteren.
Skønlitteratur
Gry Stokkendahl Dalgas: Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej. OVBIDAT, 2019.
Gry Stokkendahl Dalgas: At performe transkønnet vrede. Digt, oversættelse, essay og fanfiction. Amulet, 2022.
Gry Stokkendahl Dalgas: Kudan; eller Kalven. OVBIDAT, 2022.
Lily Elbe: Fra mand til kvinde. Hage & Clausen, 1931.
Linea Maja Ernst: Kun til navlen. Lindhardt og Ringhof, 2024.
Luka Holmegaard: LOOK. Læsninger. Rosinante, 2020.
Luka Holmegaard: Hund, stille. OVBIDAT, 2023.
Luka Holmegaard: Havet i munden. Digte. Gutkind, 2023.
Luka Holmegaard: ”Strejke”. Nu hvor jeg er blevet kreditværdig. Legenda. Basilisk, 2023, nr. 14, s. 170-80.
Mads Ananda Lodahl: Sauna. Gyldendal, 2021.
Paul B. Preciado: Testo junkie. Sex, stoffer og biopolitik i den farmakopornografiske tidsalder. Aleatorik, 2022.
Freja Ro: vokser det udtørrede krat også i dig eller hvorfor stirrer du så strid. Container, 2024.
Alex Zichau: Ubehagets soundtrack. Autre, 2013.
Faglitteratur
Sara Ahmed: The Promise of Happiness. Duke University Press, 2010.
Silas Aliki. ”Vores historier skal ikke afbrydes. Essay om trans i litteraturen”. Amulet Magasin, 2021, nr. 2, s. 1-10.
M. Bissenbakker: Begreb om begær. Queeringer af nyere dansk litteratur. Syddansk Universitetsforlag, 2005.
Mons Bissenbakker: ”Transpoetik fra ensomhed til flerstemmighed”. Standard, 2024, årg. 38, nr. 1, s. 85-90.
Sølve Bjørner/M.L. Holm: Fleshing Out the Self: Reimagining Intersexed and Trans Embodied Lives Through (Auto)biographical Accounts of the Past. Ph.d.-afhandling, Filosofiska fakulteten, Linköpings Universitet, 2017.
Judith Butler: Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity. Routledge 1990.
Pamela L. Caughie og Sabine Meyer: ”Introduction”. I Pamela L. Caughie og Sabine Meyer (red.), Man into Woman: A Comparative Scholarly Edition. Bloomsbury Academic, 2020, s. 1-48.
Alexander Eastwood: ”How, Then, Might the Transsexual Read? Notes toward a Trans Literary History”. TSQ: Transgender Studies Quarterly, 2014, bd. 1, nr. 4, s. 590-604.
Michel Foucault: Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. Det lille Forlag, 1994.
Emma Heaney: The New Woman: Literary Modernism, Queer Theory, and the Trans Feminine Allegory. Northwestern University Press, 2017.
Sam Holmqvist: Transformationer: 1800-talets svenska translitteratur genom Lasse-Maja, C.J.L. Almqvist och Aurora Ljungstedt. Makadam Förlag, 2017.
Sam Holmqvist: ”Suspense and Trans literature”. I Douglas A. Vakoch og Sabine Sharp (red.), The Routledge Handbook of Trans Literature. Routledge, 2024, s. 113-21.
Martin Holst: ”Højholt-forskningens hvide hval: ’Hovedstolen’ – et forsøg på at indkredse begrebets urørlighed”. Synsvinkler, 2007, nr. 36, s. 176-83.
Caél M. Keegan: ”Getting Disciplined: What’s Trans* About Queer Studies Now?” Taylor & Francis Online: Journal of Homosexuality, 2018, bd. 67, nr. 3, s. 384-97.
Karoline Rottensten Kofoed: ”Fissefascister, gærdesmutter og transkønnet vrede”. LitteraturNu.dk, 2023, https://litteraturnu.dk/fissefascister-gaerdesmutter-og-transkoennet-vrede (læst 28.2.2024).
Sabine Meyer: ”Divine Interventions: (Re)birth and Creation Narratives in ’Fra mand til kvinde – Lili Elbes bekendelser’”. Kvinder, Køn og Forskning, 2011, nr. 3-4, s. 68-76.
Jay Prosser: Second Skins: The Body Narratives of Transsexuality. Columbia University Press, 1998.
Tobias Raun: ”Trans as Contested Intelligibility”. lambda Nordica, 2014, bd. 19, nr. 1, s. 13-37.
Tobias Raun: ”Getting the Lili We Deserve? Telling a Different Story of Lili Elbe through the Portraits of Gerda Wegener”. I Pamela L. Caughie og Sabine Meyer (red.), Man into Woman: A Comparative Scholarly Edition. Bloomsbury Academic, 2020, s. 258-67.
Tobias Raun og Mons Bissenbakker: ”Trans-teori og cis-normativitet”. I Dorthe Staunæs, Katja Brøgger og Kirsten Hvenegård-Lassen (red.), Performative vendinger. Kritik, politik og etik i feministisk tænkning. Samfundslitteratur, 2024, s. 303-18.
Teis Terletskaja: ”Negotiating Trans Affect in Luka Holmegaard’s Havet i munden”. Kvinder, Køn og Forskning, 2024, årg. 37, nr. 2, s. 99-113,
Jan Wickman: ”Trans i queerdebatt – Revolutionen som uteblev?” Kvinder, Køn og Forskning, 2011, nr. 3-4, s. 14-23.
Ludwig Wittgenstein: Tractatus logico-philosophicus. Gyldendal, 1993.