I den brede offentlighed bliver begrebet queer og queerteori for det meste brugt til at beskrive henholdsvis kønslig afvigelse og det at ”mærkeliggøre” gældende kønsnormer ved at bryde dem på forskellig vis. I den akademiske forskning er det snævrere fokus på køn og seksualitet og på heteronormativitet som den grundlæggende regel imidlertid for længst blevet bredt ud. Allerede i 1990’erne advokerede flere teoretikere, deriblandt den amerikanske køns- og queerforsker Judith Butler, for at udvide det teoriske felt til en diskussion om, hvordan afvigelse og normalitet opstår og virker som sociale markeringer. Er selve forestillingen om det normale ikke i sig selv en historisk konstruktion, og skal queerteori derfor ikke i stigende grad beskæftige sig med, hvordan ”det normale konstrueres i et gensidig samspil med konstruktionen af det afvigende” (Nyegaard, 2023, s. 8)? Og skal vi derfor ikke også inddrage andre dimensioner og kategorier, der ikke blot handler om køn og seksualitet? En nyere generation af queerforskere har følgelig involveret kategorier som race og klasse for at skabe en bedre forståelse af de historiske og sociale dynamikker, der fastlægger og opdeler i normalitet versus afvigelse. Og endnu andre har inddraget økologiske dimensioner, delvist omtalt som queer økologi (queer ecologies; Mortimer-Sandilands og Erickson, 2010), eller diskuteret, hvordan normsættelse også styres gennem regulering af bestemte forestillinger om tid og temporalitet – eksempelvis ved at pege på hierarkier mellem forskellige livsforløb (Freemann, 2010; se også Nyegaard, 2023, s. 12-16).
Den subjektive afvigelseserfaring kan dermed også være begrundet i andre sociale dimensioner end køn og seksualitet. Det at være queer betyder ifølge denne brede tilgang altså ikke kun at se sig selv uden for heteronormative kønsroller eller at have en ”skæv” krop i forhold til det køn, den enkelte er blevet tildelt ved fødslen, men handler derudover også om at være ”out-of-place” (Ahmed, 2007, s. 157), altså at befinde sig uden for den forestilling om normalitet, den enkelte konfronteres med i verden. I forhold til denne brede definition handler queerhed ikke bare ”om seksualitet, men snarere om at være til stede i et rum som afviger fra, hvad der kræves eller forventes af én” (Zandria Robinson, citeret i Cortés, 2023, 09:42).[1]
I den danske samtidslitteratur finder vi flere eksempler på denne brede form for queerhed. I Andrea Heilskovs hekseroman Vølve (2021) har vi eksempelvis at gøre med en kvindefigur, der står uden for den udbredte forestilling om normalitet, og i Rasmus Daubjergs roman Trold (2022) møder vi et væsen – her en trold – som står uden for menneskeverdenen, og som på et tidspunkt hævner sig på menneskene, fordi de dræber dyr og ødelægger naturen.
Særligt tydelig bliver denne form for afvigelse i romaner af henholdsvis Charlotte Inuk og Charlotte Weitze. Begge forfatterskaber er kendetegnet ved et gennemgående opgør med traditionelle kønsnormer og adfærdskoder, og ikke mindst Inuks forfatterskab er ofte blevet læst som udtryk for en ny dansk queerlitteratur. Samtidig udvider begge forfattere i deres senere værker deres kritik af det binære kønssystem og forbinder det med et opgør med nogle af de mest fundamentale tankemønstre, det moderne verdenssyn typisk er præget af, nemlig adskillelsen mellem dyr og mennesker hos Inuk og mellem planter og mennesker hos Weitze.
Begge forfatterskaber kan derfor læses som del af den generelle åbning, som queerteorien har været præget af igennem de seneste år. Og de tilføjer ikke blot nye kategorier til diskussionen om normalitet og afvigelse, men åbner for en hel grundlæggende diskussion af vores verdenssyn og måden, det bliver konstrueret på ved hjælp af menneskeskabte grænsedragninger og kategoriseringer. Samtidig advokerer begge for et nyt verdenssyn og en ny form for samhørighed hinsides eksisterende grænsedragninger og adskillelseskategorier. Jeg vil i denne forbindelse tale om en radikal queerhed, der fremskriver en radikalt anderledes opfattelse af vores forhold til hinanden og til andre levende væsener. De to forfattere udfordrer vores normalitetsopfattelse, ikke kun tematisk, men også formmæssigt: Romanen bliver som æstetisk form brudt op og ender, ikke mindst hos Inuk, i et nærmest surrealistisk sammenbrud af romanens traditionelle genretræk.
Især Inuks roman skal læses i forlængelse af en generel udvikling i forfatterskabet. Jeg starter derfor med at se på udviklingen i Inuks forfatterskab og den rolle, som afvigelsesformer spiller i hendes roman Store dyr (2008), inden jeg inddrager Weitzes roman Rosarium (2021). De to romaners tematisering af radikale afvigelsesformer anskues som en ny form for queerhed, der udfordrer hele den moderne adskillelsestænkning.
Køn, magt og dyr hos Inuk
Inuks roman Store dyr blev allerede kort efter sin udgivelse i 2008 omtalt som et centralt værk i dansk queerlitteraturhistorie (Heede, 2012, s. 60) og er også blevet læst ind i en kontekst af ”queera animaliteter” (Lönngren, 2015). Anmelderen Erik Skyum-Nielsen (2022) har i Information sågar omtalt romanen som pligtlæsning for alle, der inden for den akademiske verden interesserer sig for spørgsmål om køn og afvigelse.
Inuks opgør med kønsroller går imidlertid meget længere tilbage. Allerede hendes tidlige romaner fra 1980’erne omhandler både homo- og heteroseksuelle forhold, og i løbet af 1990’erne fremskriver hun i sine romaner i stigende grad flydende identitetskonstruktioner, som i forskningen er blevet beskrevet som et forsøg på at ”fremskrive et tredje køn” (Sørensen, 1993, s. 83). Denne ”de- og rekonstruktion af kønnet”, som også er ”en redefinition af selve identitetsbegrebet” (ibid.), er hos Inuk typisk forbundet med vores måde at se hinanden på. Ikke mindst de kønnede blikke, den enkelte mødes med i overgangen til voksenverdenen, er et centralt motiv. Hvor barnet hidtil, som fortælleren i romanen Sultekunstnerinde (2004) beskriver det, har kunnet elske sin ”androgyne overkrop overalt på jorden” (s. 103), bliver barnet nu i stigende grad set gennem kønsidentificerende blikke, der fratager det muligheden for at indtage forskellige roller og positioner i samfundet.
I Sultekunstnerinde fremstilles denne overgang særlig tydeligt. Mens jegfortælleren Charlotta, der ankommer med sin mor til Grønland i 1970’erne, i ”så mange år af mit liv” har haft mulighed for at være ”Charlie eller Lotta”, altså at være ”en drenget pige eller en piget dreng”, bliver denne mulighed nu taget fra hende:
I forskningslitteraturen har man, i forlængelse af den franske teoretiker Louis Althusser, talt om en interpellation af den enkelte, som via blikke og tiltale bliver identificeret i en bestemt social rolle og identitet (Schwartz, 2015, s. 148). I flere af Inuks romaner kombineres disse identificerende blikke med fysisk magtanvendelse. Gentagne gange skildres seksualiserede overgreb som grunderfaring for især unge piger, der med fysisk magt presses ind i en ”kvindelig” kønsidentitet. Ikke mindst i Regina-trilogien (1992-96) tolkes tilblivelsen af en sådan ”kvindelig identitet” som resultat af en afmagtserfaring, der internaliseres og omfortolkes som en erfaring af kvindelig attraktivitet og forførelseskraft (Schramm, 2015a).
Over for omverdenens identificerende blikke står i store dele af forfatterskabet homoseksuelle forhold mellem kvinder. Disse handler hos Inuk i mindre grad om en særlig homoseksuel identitet og mere om et mulighedsrum, der tillader den enkelte at unddrage sig de fastlåsende blikke og forventninger, som det heteroseksuelle forhold med sine magthierarkier typisk er præget af. I det homoseksuelle forhold eksisterer muligheden for skift mellem forskellige positioner og identiteter i højere grad. Eksempelvis mindes hovedpersonen Lucy i romanen Syv uger før Brasilien (1996) sit tidligere forhold til barndomsveninden Regina og deres lege, der udspillede sig ”på madrassen i et børneværelse dybt inde i mørke efter-skole-eftermiddage”, og som var ”så anderledes fri for bevidsthed om særlige forventninger, end de lege hun er henvist til nu om dage” (s. 111). I disse seksualiserede lege kan begge parter skifte mellem, hvem der er ”drengen”, og hvem der ”pigen”, og det var ”akkurat lige så tiltrækkende at skulle forestille at være noget, man ikke rigtigt var, som at opleve sin søskendesjæl prøve at være det” (ibid.).
Det homoseksuelle forhold tillader altså en flertydighed hinsides de identifikationer, som et menneske ellers er kulturelt bestemt som. Forholdet til en anden kvinde kan åbne et afvigelsesrum, der giver den enkelte mulighed for at bibeholde den ambiguitet, som alle identiteter for Inuk grundlæggende er præget af. Idealet for ”den elskede” beskrives i Syv uger før Brasilien derfor også som en person, som råder over både kvindelige og mandlige egenskaber; den elskede er en person, der er mere kvinde end ”noget, jeg nogensinde turde længes efter”, og mere mand, ”i næste øjeblik, hvis det er det vi leger” (s. 113).
Det kritiske blik på forudbestemte identiteter omfatter i Inuks forfatterskab også alder, etnicitet, hudfarve og social klasse. Ikke mindst det dansk-grønlandske kulturmøde spiller en væsentlig rolle (Thisted, 2005; Schramm og Thisted, 2015). I mødet med den elskede håber den enkelte derfor også at kunne overvinde disse identificerende kategorier; i romanen Syv uger før Brasilien kan Lucy i mødet med den elskede sågar glemme ”mit navn mit køn mine år min herkomst min fremtid mine ønsker min sorg min angst” og dermed være ”mere menneske end nogensinde, mere i live og alle liv i ét” (1996, s. 113). I romanen Søskendesjæle (1988) formuleres opgøret som en vision, da fortælleren indleder et forhold til en anden kvinde:
Med den tyske filosof Juliane Rebentisch kan man tale om en ”lighed i potentialitet”, hvor hver enkelt har mulighed for at indtage alle positioner i samfundet, uanset baggrund, køn eller herkomst. Ifølge Rebentisch indeholder denne lighed i potentialitet sågar kimen til den ”demokratiske eksistens” (2012, s. 324), som netop er funderet i alle menneskers mulighed for rolle- og identitetsskift i et samfund.
Hos Inuk handler det bagvedliggende ideal også om en ny måde at se og møde hinanden på. Som jegfortælleren formulerer det i novellen ”Gold” (2000):
Store dyr kan læses som en videreudvikling af idealet om lighed i potentialitet. Også her har vi at gøre med en fortæller, der beskriver lykken som barndommens mulighed for om sommeren at løbe ”nougatbrun og fladbrystet” gennem landskabet og uden besvær kunne skifte mellem forskellige køn: ”ville jeg være en dreng så var jeg det, ville jeg lege ’ham’ så gjorde jeg det” (s. 55).
Især er romanen dog kendetegnet ved, at fortælleren ikke overtager de identificerende blikke, som så mange andre af Inuks protagonister kæmper med. I romanens centrum står fortællerens særlige ”skavank”, som gør det umuligt for hende at internalisere og anvende nogle af de dominerende blikke og adskillelsesformer, som ellers præger verden. Primært går hendes særlige tilstand ud på, at hun ikke er i stand til at skelne mellem dyr og mennesker, eller mere præcist: at hun ser dyret i mennesket og omvendt. Samtidig har denne særlige tilstand som ”registreret sideeffekt”, at hun ikke er i stand til at se forskellen mellem mand og kvinde, at hun ser ”drengen i Enya og pigen i Robyn, blot som eksempel” (s. 21), som hun udtaler det med henvisning til de to kærester, hun til daglig bor sammen med.
Det centrale tema er altså igen blikkene og måden, vi ser hinanden på. Samtidig forbindes opgøret med kønsrollerne med en diskussion om forholdet mellem dyr og mennesker. I centrum for romanen står ideen om en fælles social og affektiv verden, hvor alle levende væsener står i naturlig kontakt med hinanden – og som er præget af gensidig empati og medfølelse. Dette begrundes i romanen med nyere naturvidenskabelige teorier og moderne neurofysiologi, som jegfortælleren møder som dyrlægestuderende på landbohøjskolen, og som tilsiger, at ”menneskets evne til at føle og udvise empati er en biologisk medfødt faktor: det smerter os at se næsten lide. Vi ønsker vores næste det godt” (s. 90). På dyrlægestudiet bliver denne medfødte empati imidlertid også udfordret, al den stund at store dele af uddannelsen handler om produktionsdyr og dermed også om ”menneskelige metoder at skænke et dyr God Død på” (s. 86). Mens ”slagtningen” normalt er tabu, hvad angår kæledyr, er den et indiskutabelt vilkår for produktionsdyrene. Ifølge fortælleren ligger der en universel erfaring bag:
Romanen er altså ikke begrænset til at diskutere forskellen mellem dyr og mennesker, men handler om måden, vi fordeler vores empati i henhold til vedtagne skel. Igennem opdragelsen og igennem uddannelsessystemet, lyder romanens pointe, bliver vi oplært i forskellige ”adskillelsesdoktriner” (s. 54) og indøvet i en ”normativ tilpasning” (s. 112), der igen afgør, hvem vi føler os beslægtet med, og hvem vi fratager vores ellers biologisk medfødte empati.
Romanens legesyge og delvist surrealistiske tilgang indeholder altså et klart politisk sigte. Gennem distinktionen mellem produktions- og kæledyr lærer vi, ifølge romanen, at hærde vores hjerte over for nogle, mens vi dyrker vores affektive nærhed til andre. Fortælleren illustrerer blandt andet denne empatistyring ved at henvise til nazisternes opdragelsesmetoder, der ved drab på kæledyrskaniner hærdede ungdommen mod empati over for andre væsener og dermed mod ”at fatte særlig personlig sympati for en enkelt jøde eller homoseksuel i den nære omgangskreds” (s. 54; se også Schramm, 2015b). Samme hærdelse ligger, ifølge fortælleren, til grund for aktuelle politiske udviklinger i Danmark og effektueres gennem uddannelsessystemet: ”De ønsker os med et hjerte af sten, så vi kan rejse ud og slå en araber ihjel i Irak, eller en Anden, Hvorsomhelst, uden at det gør ondt nogensteder!” (Inuk, 2008, s. 103).
Hvor man sagtens vil kunne læse fortællerens omtalte ”skavank” ud fra en neurodiversitets-dagsorden som et spørgsmål om mental afvigelse (Chapman, 2023) eller som udtryk for ”neurologisk queerhed” (Yergeau, 2018), peger romanen altså snarere et andet sted hen, nemlig på et fundamentalt politisk opgør med alle adskillelsesdoktriner og deres sociale og politiske konsekvenser. Den ellers af lægerne sygeliggjorte ”skavank” fremstår derfor som et positivt blik på verden, der modarbejder den ideologiske adskillelsestækning, og som kulminerer i en nærmest surrealistisk opløsning af alle forskelle og adskillelser. Storbyens fauna forbindes i romanen f.eks. med seksuelle møder mellem mennesker og dyr og med drømmevisioner om ”tropeskove”, der vokser frem under lytning til jazzmusik.
Centralt står ikke mindst et opgør med modsætningen mellem hetero- og homoseksualitet og de særlige blikke, det indebærer. De bliver flere steder i romanen undergravet, og imod både den hetero- og den homoseksuelle adskillelsestænkning insisterer fortælleren på en mere radikal afvigelseslogik (Inuk, 2008, s. 119-20). Derfor afvises også regnbueflaget som samlende symbol, da dette flag, som ”nogle visionære mennesker” engang i 1970’erne kreerede som flag for ”tolerance, rummelighed og den selvfølgelige ret til kærlighed uden smålig hensyntagen til detaljer som køn og seksuel præference” (s. 112), også er kendetegnet ved massive eksklusionsmekanismer. Fortælleren og hendes kærester afviser derfor også den ramme, som en homoseksuel identitet ville tilbyde. Fortælleren konkluderer:
Romanen skriver sig således ind i det radikale opgør med tokønnethed, som vi også ser i andre nutidige romaner i Europa. Eksempelvis afviser fortælleren i den schweiziske forfatter Kim De L’Horizons prisbelønnede roman Blutbuch (2022; da. Blodbog, 2024) på tilsvarende vis en mulig homoseksuel identitet. Selve ideen om at være ”bøsse” forudsætter, ifølge fortælleren, ”at man tror på, at der findes to køn, og personligt tænder på sit eget køn” (2024, s. 123). Ligesom fortælleren i Inuks roman, afviser fortælleren i De L’Horizons roman denne ”gyserhistorie” om kun to køn, der som ”to gletsjere” er ude af stand til at nå hinanden: Den ”fortæller jeg ikke videre”, som vedkommende giver udtryk for: ”Det bliver uden mig” (ibid.).
Opgøret med næsten alle identitetskategorier skaber til sidst et nyt blik på verden, som ikke er præget af gruppetænkning og indbyggede forventninger. Samtidig viser denne radikale form for afvigelse sig også i romanens form. Som litteraten Gorm Larsen har vist i detaljer, gør Store dyr op med etablerede læserforventninger, blandt andet ved at afvise centrale træk for romangenren. Frem for at etablere et rumligt og tidsligt afgrænset univers, som fortælleren bevæger sig igennem, er teksten ”formet af fragmenter og episodiske hændelser” (Larsen, 2015, s. 302). Begivenhederne er sjældent bundet til et bestemt sted, men gestalter sig overvejende ”idémæssigt og abstrakt” (s. 291). På tilsvarende vis skiftes mellem teoretiske diskurser, individuelle sansninger og fortællerens iagttagelser, der fører til, at hun delvis opløses i drømmescenarier og surrealistiske visioner, f.eks. når hun under et besøg på et værtshus forsvinder ind i en ”en tindrende, turkisblå sø midt i skoven, der så bare bliver og ér af sig selv” (Inuk, 2008, s. 42). Såvel æstetisk som tematisk er Store dyr således udtryk for et ”queer-univers” (Larsen, 2015, s. 291), der overskrider vedtagne normer og grænser og etablerer et alternativt univers af fælles ansvar og gensidig empati. Kimen til dette univers findes allerede i Søskendesjæle fra 1988, hvor jegfortælleren reflekterer over overgangen til voksenverdenen som et tab af universel medfølelse. Som hun udtrykker det:
Rosarium og menneskenes trang til at kategorisere
Et andet eksempel på radikal queerhed finder vi hos Charlotte Weitze, især i romanen Rosarium (2021). Weitze har også tidligere skrevet om sociale outsidere og mystiske blandingsvæsener, f.eks. i Brevbæreren (2010) og i Den afskyelige (2016), hvor en af personerne tilhører et mystisk snefolk i Norge. Ligesom Inuks Store dyr indeholder også Rosarium en radikal kritik af det, der bliver omtalt som den ”menneskelige og hårdhændede trang til at inddele og kategorisere” (Weitze, 2021, s. 226). Her især mod opdelingen i og mellem mennesker og planter.
I modsætning til Store dyr, der udspiller sig i nutidens København, er Rosarium en slægtsroman, der spænder fra begyndelsen af det 20. århundrede til nutidens USA. Selve romanen består af tre dele. I den første del, ”Bror og søster”, hører vi om en unavngiven polsk familie, der flygter fra russiske soldater, som ankommer til deres landsby og begår en massakre mod den lokale befolkning. Flugten fra krig og ødelæggelse fører familien dybt ind i Bialowieza-skoven, der strækker sig over et stort område mellem det nuværende Hviderusland, Rusland og Ukraine, og som i romanen omtales som ”Europas største urskov” (Weitze, 2021, s. 174). Kort efter flugten forsvinder familiens forældre imidlertid under deres søgen efter føde, og det efterlader deres børn – i romanen kun omtalt som ”bror” og ”søster” – alene i skoven. Romanens anden del indeholder en lang livsberetning om den danske botaniker Johannes, der – efter at have skiftet navn til Johanne – under Anden Verdenskrig rejser til Bialowieza-skoven, hvor hun møder de to søskendes fælles barn, nemlig Esther, der befinder sig et sted mellem menneske og plante. Johanne får to børn med Esther, nemlig Viola og Lilly, som hun tager med til København, inden Johanne flytter til USA. I sidste del af romanen springer vi til nutiden, hvor Johannes barnebarn Marie besøger sin bedstemor i USA, senere akkompagneret af oldebarnet Fine.
Romanens slægtshistorie strækker sig altså fra Polen til København og USA. Den følger samtidig en særlig mutation i familien, som viser sig hos Esther, og som handler om menneskenes forhold til naturen, især til planterne. Allerede i Bialowieza-skoven udvikler ”søsteren” en hidtil uset nærhed til skovens dyr og planter, som hun begynder at kommunikere med. ”Søsterens” mutation stadfæstes dog især i følgende generation, hvor Esther begynder at udvikle plantemæssige egenskaber for til sidst at fremstå som et blandingsvæsen mellem menneske og plante. Esther er lav, hendes hoved har en særegen form, hun har grønlig hud og tykt grønt hår, og hun udvikler små knopper på huden, som kan åbne sig for solen. Ved hjælp af disse egenskaber er Esther i stand til at gennemføre fotosyntese. Mens Esthers egne børn, Viola og Marie, ikke udvikler samme træk, slår den genetiske disposition for alvor igennem hos Maries barn, Fine. Fine udvikler sig som et rent blandingsvæsen, der aldrig falder til hos menneskene, men som formår at overleve en verdensomspændende katastrofe, hvor en rose med menneskelige egenskaber overtager verden.
Esthers og Fines særlige egenskaber kombineres i romanen med en ide om et særligt kommunikationsrum mellem planter. I modsætning til, hvad vi typisk antager, fremstår planterne i romanen nemlig som forbundne med hinanden: De råder over deres egen kommunikationsform:
Jo mere først Søsteren og senere Esther og Fine begynder at være del af planternes verden, desto mere formår de at deltage i planternes kommunikationer. Samtidig fremstår mange af romanens personer som sociale outsidere enten på grund af deres udseende og den særlige blandingsidentitet mellem planter og mennesker eller på grund af deres kønsidentitet. Det sidste gælder for eksempel Zarens søn, som vi møder i første del af romanen, og som ved hjælp af jagt og slagtning af dyr skal oplæres i traditionel maskulinitet. Og også Margrethe, der i romanens anden del flytter ind hos Johanne, er fremstillet som en person, der forsøger at unddrage sig en traditionel kvindeidentitet. Hun vælger at bo sammen med den transseksuelle Johanne, som ofte omtales som ”en særling” (s. 214) af sine medmennesker, men netop finder en slags kærlighed sammen med Margrethe, der udviser en ”absolut hengivelse, som hverken skeler til udseende, art eller køn” (s. 242).
Især optræder Esther, der skal skjules for medmenneskene, og oldebarnet Fine som sociale outsidere. Fine er ikke mindst på grund af sit anderledes udseende – eksempelvis sin grønlige hud – ”rigtig ensom” (s. 335). Hun har sine ”mærkværdigheder” (s. 349), som hendes mor på et tidspunkt udtrykker det: Hun bliver ofte hånet af andre og har følgelig ”altid følt sig lige så underlig indeni som udenpå” (s. 336). For de mange outsiderfigurer i romanen gælder det imidlertid, at de finder en slags ro og anerkendelse i deres interaktion med naturen. Således drømmer Zarens søn om at være en plante, og Johanne og Margrethe finder en særlig ro ved at passe en have, hvor ”eksotiske arter” (s. 242) kan leve side om side. Johanne påpeger på et tidspunkt, at det – udover Esther og Margrethe – kun er naturen, der anerkender hendes normafvigelse: ”Naturen, planterne, Esther og Margrethe anerkendte mig, som jeg er. Resten af verden tror jeg ikke meget på” (s. 243).
Naturens særligt inkluderende funktion bliver i romanen begrundet i plante- og dyrerigets mangfoldighed, ikke mindst hvad angår køn og formering. I et brev til hendes børn i romanens anden del refererer Johanne således udførligt til naturforskeren Carl von Linné, der havde ”organiseret plantefamilierne på baggrund af deres formeringsform og deres kønsorganer” (s. 135). Hvor Linné endnu var optaget af at skabe faste kategorier og klassifikationer, påpeger Johanne imidlertid hans problemer med at kunne kategorisere planter, der faldt uden for det binære kønssystem, f.eks. nogle af sporeplanterne som bregne, ulvefod og padderokke. Og imod Linné og den moderne naturvidenskabelige ”trang til orden” opremser Johanne efterfølgende den store variation af formeringsformer blandt planter. Der findes, skriver hun, både ”kønnet og ukønnet formering”, nogle planter kloner direkte sig selv (s. 137), andre planter – eksempelvis blomsterplanter – er hermafroditiske; de bærer altså to køn i sig og kan derfor ”i mange tilfælde, formere sig med sig selv” (s. 137 f.). Andre blomster, der er enkønnede, skal derimod møde det modsatte køn for at formere sig, mens endnu andre formår at skifte køn, nogle takstræer skifter eksempelvis ”køn fra år til år” (s. 138). Og det samme gælder for nogle dyr, der delvis ”bestemmer sig for, hvilket køn de vil være, når de møder en artsfælle” (ibid.).
I romanen fremstilles planteriget således som en stor organisme, der er kendetegnet ved en stor intern mangfoldighed og pluralitet. I det symbiotiske forhold, som naturen ifølge romanen er karakteriseret ved, er mangfoldighed altså ingen udfordring, men snarere et eksistensvilkår: ”Planter har brug for hinandens forskelligheder, de har brug for at leve sammen”, som det hedder senere i romanen (s. 265).
Ligesom personerne i Inuks Store dyr oplevede en stor følelsesmæssig sammenhæng på tværs af arterne, lægger Weitzes Rosarium altså også op til et netværk af forbindelser, der overskrider de mest centrale kategorier og adskillelser, vores tænkning er præget af. I begge romaner har vi at gøre med et kritisk blik på kategoriseringer og klassifikationer, som modsvares af en fundamental og artsoverskridende samhørighed. I Rosarium er det skoven og en særlig rose med menneskelignende egenskaber, der potentielt kan være med til at ”udvide menneskehedens opfattelse af verden”, som det hedder et sted (2021, s. 176).
Som en særlig dimension i Rosarium udfordrer det nye forhold til planterne også vores traditionelle tidsfornemmelse. Allerede i romanens begyndelse varsles et sådant perspektivskifte, da Zaren søn, der drømmer om at være en plante og sover med en stikling i sengen i stedet for en bamse, forsøger at følge en blomsts bevægelse, dvs. dens tendens til at åbne og lukke sig. For at kunne observere det, får han at vide, er han imidlertid nødt til at sætte farten ned med tusinde gange. Som konsekvens forsøger han at blive siddende i haven ”i tusinde gange så lang tid som andre mennesker ville gøre”, imens han forsøger at ”stirre så længe, at han ser blomsterne åbne og lukke sig” (s. 38). Denne radikale opmærksom bruges i romanen til at udvinde helt nye og anderledes perspektiver på verdens udvikling. Mens et menneske er glad for at kunne ”leve i firs år”, kan en sten nemlig ligge i firs år ”uden at forandre sig” (ibid.). Det ændrer sig imidlertid, hvis man skifter perspektiv: ”Men hvis man betragter den med et blik, der varer et par millioner år, så er det tydeligt, at stenen forvitrer” (ibid.), som Zarens søn overvejer det.
Perspektivskiftet i Weitzes roman er altså langt mere omfattende, end de fleste teoretiske diskussioner om tid og temporalitet i den aktuelle queerteori lægger op til. Hvor flere queerteoretikere kritiserer ideen om krononormativitet, ifølge hvilken store dele af det sociale liv er struktureret i en lineær udvikling fra barndom til skolegang, arbejdsliv og pensionstilværelse, og der altså eksisterer en ”temporal udviklingsnorm”, der udelukker afvigende eksistensformer (Nyegaard, 2023, s. 13), introducerer Weitzes roman en radikalt anderledes tidsopfattelse, i hvilken tid og rum kobles i en nærmest tektonisk forskydning. Senere i romanen bliver dette perspektivskift da også sat i forbindelse med geologiske udviklinger. Der henvises blandt andet til kontinenternes drift og den nye mulighed for at samle planeten i et verdensomspændende netværk af planter. Det danner igen grundlag for et nyt fælles kontinent, nemlig Pangæa II, som det hedder med henvisning til jordens oprindelige fælles kontinent Pangæa. Også her bliver forskellige tider og tidserfaringer sat over for hinanden. Fine husker: ”Der har også været andre tider med dinosaurer og urskove og palmeagtige træer. Der var engang urhavet, helt uden noget land, og inden var der bare klipper overalt. Men i starten var alting kogende” (Weitze, 2021, s. 298). Senere forklarer Johanne: ”Naturen, planterne, skovens rige har en anden tidsregning end os. Mennesket synes hurtigt, næsten forhastet” (s. 313). Diskussionen af tidsperspektivet forbindes til sidst med en forhåbning om en evolutionær udvikling, hvor menneskenes og planternes egenskaber kan kombineres: ”Måske er en kombination af menneskeegenskaber og planteegenskaber værd at foretrække, hvis man ellers kan ramme den rigtige blanding” (s. 314), giver Johanne udtryk for.
I romanen bliver disse blandingsformer til en konkret erfaringsdimension for ikke mindst Fine, der i stigende grad bliver til en del af naturen. Hun lægger sig i græsset og begynder at kommunikere med planterne, mens planternes signaler ”virrer frem og tilbage” (s. 369). Senere begynder hun at bruge sine særlige evner til at skabe næring og energi ved hjælp af fotosyntese:
Disse åbninger bliver relevante sidst i romanen, da rosen med de menneskelige egenskaber begynder at overtage verden. Rosen er giftig for mennesker, og dens pollen ødelægger lungevævet, så menneskene ikke længere er i stand til at trække vejret. I dette scenarie, som delvis bliver vist som fremtidsvisioner, som Fine drømmer, er det som udgangspunkt kun Fine, der overlever: Alle hendes familiemedlemmer, klassekammerater og venner, der ikke var i stand til at interagere med naturen, er døde, og hun er tilsyneladende ”den eneste menneskeskabning tilbage på kontinentet”, måske alene på jorden og ”endda i verdensrummet” (s. 408).
Som reaktion begynder hun at åbne op for sin omverden. Så snart hun fornemmer, at hun vil komme til at leve resten af sit liv alene, ”begyndte hun at se og mærke alt det, som fandtes: planterne, insekterne, stenen, vinden, vandet, blæsten, jordskælvene” (ibid.). Og opremsningen fortsætter: ”Der var sol, stjerner, planeter, måner, kometer og meteoritter. En sjælden gang et større dyr: en rotte, et firben, en fugl” (ibid.).
Fines perspektivskift sidst i romanen indeholder altså et opgør med ”menneskets normalitetsbegreber” (s. 231), der erstattes med planteverdenens ”rummelighed” (s. 231). Hendes særlige position ”mellem menneske og plante” (s. 321) åbner for en tilstand hinsides de kategoriseringer og adskillelsesdoktriner, som den menneskelige verden ellers er præget af. I stedet åbner sig et nyt fællesskab, hvor tid og rum opløses, og et nyt forhold til natur og planter sætter sig igennem. Radikaliteten i denne afvigelsesform fører til, at Fine sidst i romanen begynder at føde en masse børn ved hjælp af selvbefrugtning. Også disse børn ”var olivengrønne i huden, havde tykt, grønt krøllet hår og ravfarvede øjne” (s. 409). Og også de begyndte til sidst at skifte køn og formere sig uafhængigt af bundne kønstilhørsforhold.
Fremtidens queerhed
Cruising Utopia: The Then and There for Queer Futurity henviser queerteoretikeren José Esteban Muñoz til den futuristiske dimension i queerbegrebet:
Ifølge denne tilgang handler det at være queer altså ikke blot om at udfordre traditionelle kønsnormer eller undergrave eksisterende virkelighedsforestillinger, men også om at åbne en ny tilgang til verden, der indeholder en ”horisont fuld af muligheder”. Hos Inuk og Weitze findes en tilsvarende positiv vision om fremtiden. I deres værker forbindes trangen til at erstatte den menneskelige tendens til at kategorisere og klassificere mennesker og alle andre levende væsener nemlig med en positiv erfaring om større mangfoldighed og pluralitet af perspektiver og blikke. Inuks og Weitzes romaner udforsker en mulig fremtid hinsides de identificerende og fastlåsende blikke, som deres personer typisk lider under. Den radikale queerhed, som begge romaner er udtryk for, sætter altså spørgsmålstegn ved selve grundmekanismerne i vores tænkning: vores måde at anskue verden på og dermed også vores tænkemåde. Som modreaktion mod de statiske identitetskonstruktioner, vi i dagligdagen konfronteres med, skrives en verden frem, hvor dyr, mennesker og planter opleves som sammenhængende dele af et flydende univers, hvor grænsedragninger bliver set som mere og mere vilkårlige og problematiske.
De to romaner tilhører en understrøm i litteraturhistorien, der forbinder det kritiske blik på en given nutid med alternative livs- og eksistensformer. Samtidig åbner værkerne for helt nye perspektiver. Beskrivelserne af planternes mangfoldige forplantningsmekanismer i Rosarium kan eksempelvis med fordel læses med afsæt i det nye forskningsfelt queer økologi, hvor naturen forstås udstyret med en iboende og ustyrlig mangfoldighed (f.eks. Hogan, 2010; Gandy, 2012; Seymour, 2013). Og også de såkaldte critical plant studies vil nemt kunne associeres med den gentagne reference til naturens diversitet i Weitzes roman (f.eks. Laist, 2013). Noget tilsvarende findes også i andre samtidsromaner, f.eks. Christian Yde Frostholms roman Til den ven jeg aldrig har kendt (2023), som kombinerer overvejelser om have-arkitektur og planter med queerteori, og i den tidligere nævnte roman Blodbog af Kim De L’Horizon, hvis opgør med det binære kønssystem ligeledes foretages med afsæt i fortællerens forhold til planter.
Inuks og Weitzes romaner vækker samtidig også minder om den amerikanske kønsforsker Donna Haraways (2016) forestilling om en ny tidsalder, som hun kalder for ”Chthulucene”. Hvor det antropocæne for Haraway handler om menneskenes magt over naturen og verden, fokuserer den chthulucæne tidsalder på en fælles sameksistens, hvor vi indgår i et solidarisk og ansvarligt fællesskab med hinanden. Hvor det i Rosarium især er planter og mennesker, som interagerer på tværs af arter og tider, er det hos Inuk en fælles empati mellem alle levende væsener, der forbinder os i en fælles verden. I sin seneste roman De uægte (2022), der handler om skævhed i forhold til traditionelle familieformer, fremskriver jegfortælleren på et tidspunkt et billede af en ø, der ser ud til at stå alene i havet, men som ved nærmere eftersyn er forbundet med de andre øer i nærheden. For er ”alt det dér med øer i grunden ikke også en illusion?”, som jegfortælleren spørger sin kvindelige ekskæreste for straks at tilføje: ”For er de ikke hver og én, dybt under havet, i virkeligheden landfaste med hinanden?” (Inuk, 2022, s. 278).
Og ligesom genkomsten af et nyt fælles kontinent antydes i Rosarium, der igen skal samle alle klodens levende væsener, peger også Inuks roman på en utopi om en ny tidsalder, hvor de ellers adskilte kontinenter atter engang vil finde sammen: Hvor mange ”grænsevagter vi end sætter op ved hver en kyst”, fortsætter fortælleren i De uægte med tydelig reference til nutidens restriktive migrations- og flygtningepolitik, vil så ikke ”verdens kontinenter” alligevel ”søge tilbage mod hinanden for igen en dag at blive til ét”? (s. 278). I stedet for at fokusere på forskelligheder og adskillelser åbner der sig et nyt og utopisk blik på verden, der viser vores vedvarende forbundethed med hinanden – og kritiserer måden, hvorpå vi ødelægger denne samhørighed ved hjælp af menneskeskabte adskillelsesdoktriner.
Note
[1] Citater på andre sprog end artiklens er oversat til dansk af forfatteren.
Skønlitteratur
Rasmus Daubjerg: Trold. Gutkind, 2022.
Christian Yde Frostholm: Til den ven jeg aldrig har mødt. Gyldendal, 2023.
Andrea Heilskov: Vølve. Uro, 2021.
Lotte Inuk: Søskendesjæle. Borgen, 1988.
Lotte Inuk: Syv uger før Brasilien. Høst & Søn, 1996.
Lotte Inuk: ”Gold”. I Erik Skyum-Nielsen og Susanne Stage (red.), Mod nul. Noveller fra et århundredes slutning. Gyldendal, 2000, s. 139-44.
Lotte Inuk: Sultekunstnerinde. Tiderne Skifter, 2004.
Charlotte Inuk: Store dyr. Tiderne Skifter, 2008.
Charlotte Inuk: De uægte. Forlaget Blå, 2022.
Kim De L’Horizon: Blodbog [Blutbuch. DuMont, 2022]. Etcetera, 2024.
Charlotte Weitze: Brevbæreren. Samleren, 2010.
Charlotte Weitze: Den afskyelige. Samleren, 2016.
Charlotte Weitze: Rosarium. Gutkind, 2021.
Faglitteratur
Sara Ahmed: ”A Phenomenology of Whiteness”. Feminist Theory, 2007, bd. 8, nr. 2, s. 149-68.
Robert Chapman: Empire of Normality: Neuodiversity and Capitalism. Pluto Press, 2023.
Lisa Cortés: Little Richard: I am Everything. CNN Films, 2023.
Elisabeth Freeman: Queer Temporalities, Queer Histories. Duke University Press, 2010.
Matthew Gandy: ”Queer Ecology: Nature, Sexuality, and Heterotopic Alliances”. Environment and Planning D: Society and Space, 2012, bd. 30, nr. 4, s. 727-47.
Donna Haraway: Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Duke University Press, 2016.
Dag Heede: ”Fragmenter til en skæv litteraturhistorie: Homosex og queer i nyere dansk litteraturhistorie 1987-2012”. Standart, 2012, bd. 26, nr. 3/4, s. 58-60.
Katie Hogan: ”Undoing Nature: Coalition Building as Queer Environmentalism”. I Catriona Mortimer-Sandilands og Bruce Erickson (red.), Queer Ecologies: Sex, Nature, Politics, Desire. Indiana University Press, 2010, s. 231-53.
Randy Laist (red.): Plants and Literature: Essays in Critical Plant Studies. Series: Critical Plant Studies, bd. 1, 2013.
Gorm Larsen: ”Begær, etik og fortællingens (de)komposition i Charlotte Inuks Store dyr”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015, s. 291-306.
Ann-Sofie Lönngren: ”Queera animaliteter. Charlotte Inuks roman Store dyr i relation till en litterär tradition”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015, s. 253-64.
Catriona Mortimer-Sandilands og Bruce Erickson (red.): Queer Ecologies: Sex, Nature, Politics, Desire. Indiana University Press, 2010.
José Esteban Muñoz: Cruising Utopia, The Then and There for Queer Futurity. NYU Press, 2009.
Niels Nyegaard: ”Forord. Queerteoretiske potentialer og dissonancer”, Kultur og Klasse, 2023, årg. 51, nr. 136, s. 3-30.
Juliane Rebentisch: Die Kunst der Freiheit. Zur Dialektik demokratischer Existenz. Suhrkamp, 2012.
Moritz Schramm: ”Magt, køn og performativitet. Lotte Inuks Regina-trilogi og Huset med den røde postkasse”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015a, s. 77-96.
Moritz Schramm: ”Empati og massemord: Erindringspolitik, dyreetik og kønsopløsning i Charlotte Inuks Store dyr”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015b, s. 265-90.
Moritz Schramm og Kirsten Thisted: ”En grønlandsk forfatter? Charlotte Inuk og ’Menneskenes Land’”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015, s. 171-94.
Camilla Schwartz: ”At være og ikke være – det er drømmen. Emotionel ambivalens i Lotte Inuks Sultekunstnerinde”. I Marianne Larsen og Moritz Schramm (red.), Mine drømme har en anden virkelighed. Charlotte Inuk og hendes forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2015, s. 145-54.
Nicole Seymour: Strange Natures: Futurity, Empathy, and the Queer Ecological Imagination. University of Illinois, 2013.
Erik Skyum-Nielsen: ”Marcel Proust på speed. Anmeldelse af Charlotte Inuks De uægte”. Information, 22. juni 2022, s. 43.
Anne Scott Sørensen: ”’Drømme er det stof, vi er gjort af’: Om Lotte Inuks forfatterskab”. Plys, 1993, nr. 7, s. 74-84.
Kirsten Thisted: ”Kolonist i fåreklæder”. Spring, 2005, nr. 23, s. 23-30.
Remi Yergeau: Authoring Autism: On Rhetoric and Neurological Queerness. Duke University Press, 2018.