Maria Marcus (1926-2017) var dansk forfatter og sexolog, som i flere årtier skrev både faglitterære og skønlitterære værker om sex og seksualitet. Hun skrev noveller om sex for helt unge i Himmelsengen (1979). Hun skrev en roman om sex og erotik for ældre og om forholdet mellem en ældre kvinde og en yngre mand i Lili-og-Jimi: Kærlighedsroman (1991). Hun skrev om egen seksualitet og sin personlige kamp for kvindefrigørelse i Min egen rødstrømpe abc (2010). Marcus’ forfatterskab er langt og varieret med debut på Gyldendal i 1956 og sidste udgivelse Kom du? En mosaik om orgasme mere end et halvt århundrede senere i 2015, hvor Marcus er sidst i 80’erne.
I sine mest kendte værker, ikke mindst Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme (1974), undersøgte hun masochisme og BDSM (bondage and discipline, dominance and submission, sadism and masochism) fra et personligt, seksualfagligt og teoretisk perspektiv. Hun bidrog dermed til at åbne diskussionen om masochisme og andre former for normoverskridende seksualitet på et tidspunkt, hvor det var tabuiseret, også i kvindebevægelsen.
Samtidige forfattere som Suzanne Brøgger behandlede til tider nogle af de samme temaer i værker som Fri os fra kærligheden (1973). Men hvor Brøgger ofte brugte en mere performativ æstetik, der åbnede for en uafgjorthed mellem fakta og fiktion, fastholdt Marcus nødvendigheden af autenticitet og realisme. Marcus italesatte på linje med Suzanne Brøgger og andre samtidige seksualiteten som en del af den bredere frigørelseskamp, men hun udfordrede samtidig eksisterende forestillinger, også blandt feminister, om, hvad frigørelse og ligestilling indebærer, ved at argumentere for, at seksuel underkastelse kan forenes med personlig frigørelse og social ligestilling. Ser man på en internationalt vigtig udgivelse som Against Sadomasochism: A Radical Feminist Analysis (1982), så er denne, som titel og undertitel mere end antyder, i det store hele afvisende over for denne mulighed. Det gælder også en ung – og senere skoledannende teoretiker – Judith Butlers bidrag under navnet Judy Butler.
Maria Marcus var ikke transperson, ikke nonbinær og identificerede sig ikke som bi-, homo- eller aseksuel. I den forstand ville hun i LGBTQIA+ skulle rummes enten under det åbne Q eller under +.[1] Med forankring i gay and lesbian studies, sådan som disse felter er blevet etableret først i Amerika og siden i Danmark og store dele af den øvrige vestlige verden, står queer som adopteret fremmedord i dag som betegnelse for hele spektret af LGBTQIA og mere til. Det betyder, at ikke alene de akronymt angivne fænomener transkønnethed/kønsdiversitet, interkønnethed og aseksualitet kan rummes i termen, men at det også kan gælde andre ikkenormative seksuelle orienteringer og præferencer, for så vidt som de er konsensuale og ikke til skade for nogen, herunder bl.a. transvestitisme, fetichisme, ekshibitionisme, sadisme og masochisme (dette med samtykkende partner(e)) m.m. I den forstand er queer nært knyttet til inklusion og rettigheder og til ønsket om en ”afpatologisering”, hvor man arbejder for en afstigmatisering og imod en sygelig- og syndiggørelse af præferencer, der er ikkenormative, men konsensuale og uskadelige. Dermed er queer her mindre en bestemt defineret seksualidentitet end en markeret modstand mod heteronormative forestillinger.
I artiklen vises, hvordan Marcus gennem hele sit forfatterskab har brugt sig selv og været villig til at løbe store risici i forhold til at fortælle ærligt om sin egen seksualitet. Hun forhandler på tværs af fiktion og ikkefiktion med sig selv som indsats og gør samtidig denne udsathed, sårbarhed og risikovillighed til en betingelse for en kvindebevægelses fortsatte bæredygtighed. Marcus ”forstyrrer” sin samtids normer og forestillinger om, hvad frigjorthed og ligestilling indebærer, og hun har selv været en af ”dem, der er villige til at risikere afvigelsens konsekvenser” (Ahmed, 2009), ligesom hun har afdækket den indbyggede undertrykkelse, der ligger i ikke at kunne eller ville løbe risikoen ved åbent at give udtryk for sit begær. Marcus’ forfatterskab står dermed for det, som den amerikanske forfatter af seksuallitteratur Patrick Califia beskriver som en uangribelig ærlighed (Linden, 1982).
Bekendelseslitteratur og seksualdidaktik
Maria Marcus indtager langt fra en central position i dansk litteraturhistorie. Således tildeles hun blot godt en enkelt side i Nordisk kvindelitteraturhistorie, hvor hendes forfatterskab præsenteres som del af en tidstypisk ”erfaringslitteratur” og i øvrigt karakteriseres med den allerede i samtiden nedsættende term ”bekendelseslitteratur”. Marcus’ indsats miskarakteriseres samtidig, når det hedder, at Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme handler om ”[…] en kvindelig lyst til lidelse og undertrykkelse – frem for frigørelse og magt” (Anne Birgitte Richard i Møller Jensen, 1997, bd. 4, s. 191). I forordet til litteraturhistorien tales der, her humoristisk, om, at ”[…] såvel skribenter som redaktører [flygtede] bort fra det forkætrede 1970’er-kapitel […]”, fordi ingen ønskede at se ”deres” forfatter reduceret til bekendelseslitteratur eller associeret med det lav-prestigiøse årti (Møller Jensen, 1993, bd. 1, s. 10).
I Gyldendals Dansk litteraturs historie optræder Marcus helt kort i kapitlet ”Kønsroller og bekendelser” (Pedersen, Schack og Mortensen, 2007, s. 274-317). Erik Svendsen har blik for, at Marcus skelner autoritær masochisme fra seksuel masochisme, men nævner kun ét værk af Marcus, nemlig Den frygtelige sandhed, som også han anser for ”[…] genuin bekendelseslitteratur i den aftapning, som læserne kunne nyde i 1970’erne” (Pedersen, Schack og Mortensen, 2007, s. 278). Typisk bekendelseslitteratur er værket dog langt fra, og det er i det hele taget slet ikke en roman eller et fiktionsværk, men en art fagbog med henvisninger, noter og forskningsredegørelser, om end bogen også hele vejen igennem trækker på personlige erfaringer og forestillinger. I litteraturhistorien nævnes altså ikke et eneste fiktionsværk af Marcus, men ikke desto mindre antages det, at der er tale om ligefrem emblematisk bekendelseslitteratur.
Med et hovedfokus på Den frygtelige sandhed og romanen Jeg elsker det eller Historien om Stefan og Monas hemmelige kærlighed. Pornografisk roman (1980) men med udblik til en række andre værker og til abc’en undersøges i det følgende, hvordan Marcus på én gang er en subtil teoretiker og en progressiv seksualdidaktiker. De to værker er begge private, men meget forskellige. Sidstnævnte er ateoretisk og næsten lidt naiv i den måde, hvorpå den følger sin kvindelige protagonists nye erfaringer. Førstnævnte er derimod teoretisk, historisk og reflekteret med skarpe analyser af psykiateren Richard von Krafft-Ebing og en række andre af psykiatriens hovednavne og -værker. På tværs af forskellene er Marcus didaktisk. Hun vil sine læsere noget personligt og vil det ved at fortælle om personlige erfaringer og indsigter. Didaktisk litteratur har ligesom bekendelseslitteratur fået et dårligt ry. Fra karakteristikken af Dorothea Biehls romaner i det sene 1700-tal og frem til netop 1970’ernes real- og kønspolitiske litteratur er det blevet regnet for mindre fint med tydeliggjorte hensigter og klare pointer.
Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme
Gennem hele sit forfatterskab skriver Maria Marcus i en collageagtig blanding af teori og fiktion, abstraktion og individualitet, som der ikke er nogen åbenlys parallel til.[2] Det gælder også i de eksempler, som inddrages i det følgende, og det helt ud i deres titler og genrebetegnelser: foruden Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme også Kys prinsen. En erfaringsbog (1984) og Min egen rødstrømpe abc. Sidstnævnte kombinerer det helt individuelle ”min egen” med det encyklopædiske med et væld af termer, historie og etymologi. Den udkom i 2010, da Maria Marcus var 84 år gammel.
Den frygtelige sandhed er ikke ”genuin bekendelseslitteratur” (Svendsen), og den kan ikke reduceres til at handle om ”[…] en kvindelig lyst til lidelse og undertrykkelse – frem for frigørelse og magt.” (A.B. Richard). Ved genlæsning af bogen bliver det klart, hvilken underkendelse disse korte karakteristikker dækker over. Bogen er med sine 344 sider den måske mest samlede, dybtgående og teoretisk brede fremstilling af masochisme, der findes – og ikke alene i Danmark. Hverken dansk eller international litteratur tæller noget værk, der lige så omfattende syntetiserer en sådan pluralitet af teorier om masochismen, dens kendetegn og ætiologi og manifestationer i populær- og højkultur, samt sofistikerede litterære analyser, herunder en analyse af O’s historie af Pauline Réage (1954).[3] Alt sammen i sammenhæng med forfatterens personlige erfaring med at ”være” masochist.
Den frygtelige sandhed begynder med en tilegnelse til en ung kvinde, der til et foredrag med Germaine Greer udbryder: ”Jamen hvordan kan vi overhovedet lave en kvindebevægelse, når jeg tør vædde på, at tre fjerdedele af os der sidder her i salen, er masokister?” (Marcus, 1974, upag./s. 6). Den fortsætter med to citater med blot tre siders mellemrum fra antologien Søsterskab (Syberg et al., 1971). Det ene citat lyder: ”Det første krav for at øge klassebevidstheden er ærlighed […] s. 257”, og det andet: ”Søster, hvis du kun kan brænde varm på en mand, der slår dig eller trækker dig afsted ved håret, så er det dit problem. Hold jeres personlige problemer aller helvedes [sic] langt væk fra denne revolution […] s. 254” (Marcus, 1974, upag./s. 6).
Helt til slut vender Marcus tilbage til denne åbenlyse modsætning og konkluderer – med sig selv som indsats – at ”det går ikke!” (s. 330); ærlighed og masochisme og kvindekamp og frigørelse skal kunne forenes. Det kan hun konkludere efter 330 siders intense analyser af tilgængelig teori og litteratur med godt blik for, at der på den ene side er kultur- og samfundsstrukturelle årsager, inklusive det ”patriarkalske […] system” (s. 321), til udbredt kvindelig masochisme, men at masochismen på den anden side ikke blot kan forties eller fortrænges eller sidestilles med strukturel, herunder ikkeseksuel, undertrykkelse. Denne anfægtelse – at forene masochisme, sandhed, ærlighed og frigørelse – kommer fra 1974 og frem til abc’en i 2010 til at gennemløbe forfatterskabet som bestræbelse. Masochismen analyseres i lyset af strukturer og hierarkier, men reduceres ikke dertil.
Bogen begynder personligt og erindrende med en skildring af en barndomsleg, der indebar selvindespærring i en halvcirkel som ”straf”, og af skole og lærere og disciplin og mobning og fortsætter så (s. 23 ff.) – uden nogensinde at slippe det personlige – med at gennemgå et væld af teorier om masochisme og ”masochisten”, herunder Fabricius-Møller, Krafft-Ebing, Kinsey, Hegeler, Masoch og de Sade, mængder af film og litteratur, Freud, Reich, Greer, Beauvoir og mange, mange flere. Det er Marcus’ teoretiske hovedværk og en både imponerende og syntetiserende bog. Mod slutningen vendes tilbage til billedet med at være spærret inde i en halvcirkel, man selv har været med til at tegne, nu som billede på kvinderollen generelt (s. 311). Sekvensen afrundes med de ”angstdrømme”, der er forbundet med at røbe ”den frygtelige sandhed” (s. 329), jf. bogens titel, mens det afsluttende kapitel 17 vender tilbage til det absolut nødvendige ved at kombinere frigørelse med ærlighed – også på trods af voldsomme spekulationer over, om man tør – og tør lægge navn til (s. 330). Marcus reflekterer på den måde over ”risikoen ved afvigelse”.
Sådanne refleksioner fortsættes i Kys prinsen. En erfaringsbog (1984), hvor titlen vender det billede, der ligger i forestillingen om at ”kysse frøen”, om. Marcus reflekterer indledningsvist over, hvordan sidstnævnte rummer en seksualdidaktisk morale, som man bør tage afstand fra: ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skulle være prisværdigt at gøre noget man har afsky for […]” (s. 8). Marcus skriver dernæst om den enorme frygt, der var forbundet med udgivelsen af 1974-bogen, både i form af frygt for vold og voldtægt fra folk, der troede, de kunne tillade sig det nu (s. 19), og for kollegers og venners holdninger. Hun understreger igen, at det for hende er afgørende med ærlighed og sandhed (s. 18-19), og fortæller om, hvordan andre viser taknemmelighed for, at hun har taget noget op ”som betyder så meget for så mange af os!” (s. 20). I forlængelse af dette understreges det igen, hvor magtpåliggende det er for hende ikke at lave en ”sammenkobling af kvinder og masokisme” (s. 21). Senere har Marcus analyser af, hvordan det virkelige og det forestillede blander sig sammen og fører til orgasme for hende som masochist, hvilket hun omtaler som ”parallelsporene” (s. 69).
Mange af Marcus’ store indsatser fremskrives encyklopædisk i det sene værk Min egen rødstrømpe abc (2010), som er det sidste nedslag her. Det flotte, røde værk indeholder et væld af opslag om alt fra abort over Barbie til økofeminisme og med både lange historiserende opslag og korte, til tider humoristisk etymologiske som fx ”Formødre eksisterede ikke. Det gjorde kun forfædre” (s. 76). Eller mere udfoldet: ”Man Et lille bitte uanseligt ord, tilsyneladende uskyldigt – men tag ikke fejl […]. Det er ikke et tilfældigt hovsa-ord. Det er en hurtig udgave af ordet mand, og altså et rigtig patriarkalsk ord med en skjult hemmelig meddelelse: Det er kun mandskønnet der tæller!” (s. 169). Marcus fortsætter opslaget med at vise, hvordan det også gælder sprogene tysk, engelsk, fransk og latin, at de sidestiller mand og menneske på samme måde, som feministen Adriana Cavarero gør i artiklen ”Ødipus fejler to gange” (2012).
Jeg elsker det … En pornografisk roman
Maria Marcus’ roman Jeg elsker det eller historien om Stefan og Monas hemmelige kærlighed. En pornografisk roman adskiller sig fra både faglitteratur og andre samtidige romaner om seksualitet og frigørelse. Maria Marcus bruger her – sammen med sin medforfatter Stig Sohlenberg – fiktionalitet didaktisk i forhold til at forhandle mange af de samme spørgsmål, som vi så i Den frygtelige sandhed og i Kys prinsen. Bogen bliver af forfatteren selv (og forlaget) genrebetegnet ”en pornografisk roman”. Der var i tiden blandt mange finlitterære forfattere en kamp for pornoens frigivelse, som blandt andet førte til Sven Holms Sengeheste (bd. 1-3, 1966-67) med bidrag af en række kendte forfattere som Svend Åge Madsen, Christian Kampmann og Inger Christensen. Dermed forsøgtes det demonstreret, at det pornografiske ikke per definition kan bestemmes som underlødigt og anstødeligt. Men Jeg elsker det ligner ikke rigtig hverken disse eller noget andet i tiden.
Bogen kan ses som bekendelseslitteratur, men den kan også læses som en fiktionaliseret selvbiografi/biografi, det, der i dag betegnes autofiktion. Den ligner anden bekendelseslitteratur fra tiden ved at bygge på personlige erfaringer og handle om bl.a. parforhold, kønsroller, husligt arbejde med mere; men den er anderledes end stort set alt andet dansk litteratur fra tiden ved meget direkte at knytte alle disse emner til ikkenormativ seksualitet i form af masochisme vs. sadisme, underkastelse vs. dominans, på den ærligst mulige måde.[4]
Jeg elsker det er bl.a. (men bestemt ikke kun) en fiktiv version af 1974-bogen om masochisme. Hvor Den frygtelige sandhed har en vid teoretisk horisont og subtile og substantielle analyser af 200 års teorier om masochisme og det, der ligner, der er Jeg elsker det bevidst formuleret meget simpelt ud i det naive. En stor forskel er også, at den kvindelige hovedperson, Mona, holder det hemmeligt og er flov over sin seksualitet, i begyndelsen også over for sin partner, Stefan: ”Stefan vidste godt, hvor forfærdeligt flov Mona var over at være slavinde. […] selv nu ville hun synes det var en katastrofe, hvis nogen fik noget at vide om det. Stakkels Mona, at være så flov.” (s. 233). Marcus holder det imidlertid ikke hemmeligt og er ikke flov og ikke stakkels. Begge bøger er centreret om et afsøgende jeg, der ønsker at forstå sin seksualitet, og som spørger sig selv, om den kan forenes med frigørelse og ærlighed. Titlen Jeg elsker det tematiseres i kapitlet af samme navn (s. 112), hvor udsagnet bliver påtvunget Mona, men hun er samtidig også ærlig:
– Sig at du elsker det!
Mona stønner. Så rammer remmen igen på hendes venstre bryst.
– Sig det så, hvæser Stefans stemme.
– Jeg… nej, nej!
Han sænker remmen og ser undersøgende på hende. Der går et øjeblik. Så smælder ordene frem fra et sted i hende, en klagesang, en frydesang:
– Jeg elsker det!
Og hun strækker brysterne endnu en centimeter længere frem, og hører sig selv udstøde et langt, uartikuleret hyl. (Marcus og Sohlenberg, 1980, s. 118)
Mona har indgået en kontrakt med Stefan om at være hans slave, og de prøver sig frem med flere både vellykkede og mislykkede forsøg gennem romanens første 250 sider. Romanen indeholder også en del scener, der didaktisk fungerer kontrapunktisk til den form for konsensual undertrykkelse, som Mona tænder på. Det gælder fx, hvor hendes fascination af politiuniformer brydes af en scene med ægte politivold eller – hvilket fylder meget – modstillingen af hendes og Stefans hierarkiske relation med venneparret Poul og Lizzies. I sidstnævnte er der tale om ”ordinær” undertrykkelse, som det fx kommer stærkt til udtryk i kapitlet med den tidstypiske titel ”Gæster til middag” (s. 170). Lizzie fortæller her, hvordan hun efter at være blevet gift med Poul ikke kan have et job og skal bede om hver krone og endda bliver slået. Marcus får vist, hvordan Monas og Stefans relation udefra kan ligne, men bygger på helt andre præmisser, og hvordan Mona på ingen måde ville finde sig i Lizzies forhold. Samtidig er heller ikke Stefan ligefrem den allermest progressive sadist og endog ret chauvinistisk i forhold til, hvad Mona må spise og andet, hvilket betyder, at han i dag ikke ville fremstå som et forbillede til efterfølgelse.
Dette bliver da også et afgørende tema i bogen og fører frem til dens store vendepunkt tematisk og formelt. Mona begynder at gøre oprør mod, at en stor del af det seksuelle er forsvundet ud af forholdet og af Stefans ordrer om hendes lydighed: ”Det kan godt være, at du synes det er rart at jeg ordner alt det huslige for dig. Men det siger mig altså ikke noget mere. Og jeg tør vædde på, at det heller ikke siger dig ret meget mere. […] det har ikke en skid med dig og mig at gøre. Det har ikke en skid med herre og slave at gøre.” (s. 250). Selv om de også herefter forsøger at fortsætte det seksuelle spil mellem underkastelse og dominans, fungerer det ikke længere. Det fortaber sig i højere grad i lavpraktiske detaljer. Stefan kan fx ikke overkomme at kommandere Monas eksercits en hel time tre af ugens syv dage (s. 266) og indtaler derfor i stedet et bånd. I en helt central passage er fortabelsen total:
Mona kan ikke sige jeg længere. […] Det eneste ord der kan beskrive denne totale afstand fra dig der engang var Monas elskede, er ordet skam. Var det virkelig det vi ville, Stefan? Og det er umuligt at sige de her ting til dig. Selv hvis du fjernede den lede gummiknebel fra Monas mund, ville hun ikke kunne sige dem til dig. Du havde ikke behøvet at købe den gummiknebel, Stefan. Din Mona er blevet stum. (s. 308)
Senere går det galt med en straf (s. 314), og forholdet er på vej til at blive afsluttet, idet Mona ikke kan klare det længere, indtil Stefan til Monas store overraskelse og forvirring foreslår, at de kan bytte roller (s. 317). Resten af bogen indtil de allersidste sider beskriver så dette rolleskifte, som giver Mona agens og subjektivitet tilbage i modsætning til jegtabet og stumheden tidligere (s. 308):
For lidt siden har jeg hængt Stefan op i krogen herinde i stuen […]. Unægtelig en anden balance end den vi plejer at have, Stefan og jeg. Jeg! […] Jeg, Mona, – herskerinde! (s. 322-24)
For første gang i romanen skiftes fra tredjepersonsfortælling til førstepersonsfortælling, her hvor Mona ellers er ude af sin rolle. Samtidig får vi her for første gang indblik i den dominerendes tanker. I tredjepersonsafsnittene tidligere fik man nemlig ofte indblik i Monas, men ikke Stefans tanker. På to forskellige måder tilføres der således en form for autenticitet til Mona som den dominerende. Ydermere får vi det samme forløb genfortalt (s. 338 f.), som vi lige har læst med Mona som jegfortæller, men nu med synsvinkel hos ”ham”. Rolleombytningen viser, hvordan hierarkierne bygges på en helt igennem symbolsk magt.
Romanen slutter med et reflekterende afsnit, hvor Mona giver udtryk for, at: ”Jeg kan bare ikke bruge sådan nogle fine ord om det som du. Jeg kan … jeg kan vist slet ikke sige noget om det rigtigt” (s. 359), hvilket står i kontrast til hendes langt bedre forståelse for mulighederne i deres nye relationer end Stefans. Han tror fx, at hun ikke længere kan elske ham efter at have set ham som slave. Stefan knytter dominansrollen til manden og underkastelsen til kvinden på en måde, som Mona netop kan irettesætte ham for i et opgør med en kønsrollebaseret forståelse af præferencerne, idet hun slår fast, at hun elsker underkastelsen personligt og individuelt, men ikke, fordi hun er kvinde (s. 363). Og i et opgør både med masochisme forstået som kvindelig natur og, ret så progressivt for 1978, med kønsstereotypier lyder det lidt senere: ”Nå, jamen så glæder jeg mig til den dag, hvor du holder op med at snakke om umandigt og mandigt og kvindeligt og alt det dér. Og nøjes med at sige, at det måske er noget der ligger i alle mennesker!” (s. 366). Mona afviser resolut ethvert forsøg på at knytte hierarkipositioner til køn på en forud givet måde. I stedet bliver deres relation prøvende og ikke kontraktlig. Mona fremhæver ved slutningen, at man på én gang kan ville være svag og slavinde og ville være stærk (s. 366-67). Bogen ender ikke hverken decideret lykkeligt eller ulykkeligt, men med mulighederne åbne og med Mona, der nærmer sig en forening af præferencer for underkastelse med en frigørelse, i modsætning til Lizzie, der forbliver domesticeret og undertrykt på ikkeseksuel vis.
Sara Ahmeds analyser i ”Happiness and Queer Politics” (2009) vedrørende the unhappy queer som den i en vis forstand ukompromitterede person, der ikke vil underlægge sig heteronormative lykkematricer, er relevante både i forståelsen af masochisten generelt og Maria Marcus specifikt. Masochisten hypostaserer på én måde den homoseksuelles usædvanlige relation til ”sædvanlige” forestillinger om lykken ved ikke alene at ønske noget andet, men det modsatte – ikke (kun) frihed fra smerte, undertrykkelse og ydmygelse, fx. Samtidig tematiseres det emfatisk hos Marcus, at en rutinemæssig underkastelse som hverdag netop også gør ulykkelig. Masochisten vil både frigørelse og lighed og underkastelse. Dette tør Mona, som vi så, ikke helt. Men Maria Marcus gør i den grad. Den angst, der er forbundet med denne risikovillighed, beskrives flere steder, herunder som nævnt i Kys prinsen. Men indsatsen er enorm, for en indrømmelse af masochistiske præferencer ses som antagonistisk i forhold til kvindekamp og som direkte ekskluderende i forhold til søsterskab, jf. Den frygtelige sandhed (1974, s. 227).
Seksuallitterært og litteraturhistorisk landskab
Sammenlignet med tidens øvrige litteratur om sex og seksualitet skiller Marcus sig ud. Internationalt var der en diskurs, som en del litteratur skrev sig ind i, herunder Henry Millers Vendekreds-bøger samt Stille dage i Clichy (1956]) og Anaïs Nins værker. De to havde en syv år lang, hemmelig affære, beskrevet i hendes Incest (1992). Også Nins noveller i Venusdeltaet (1977) var udbredt læsning, og begge forfatteres bøger stod på almindelige danskeres bogreoler. Det samme gjorde ikke sjældent softpornografisk populærlitteratur som John Clelands Fanny Hill (1748) og Erica Jongs Luft under vingerne (1973). De Sades værker som fx Justine (1791) og Juliette (1797-1801) samt Sacher-Masochs, med Venus i pels (1871) som det mest kendte, synes ikke direkte at have inspireret ret dansk litteratur – heller ikke litteratur om dominans som fx Mogens Jakobsens ”Tyren, tørsten og tørklædet” (1966) i den første sengehesteantologi. Georges Batailles ofte filosofisk prægede værker om seksuel exces, først og fremmest Historien om øjet (1928), virker også til i højere grad at have været genstand for teoretisk behandling på universiteterne end til direkte at have fungeret som litterær inspiration i tiden. Pauline Réage (et pseudonym, som Marcus diskuterer indgående i Den frygtelige sandhed) skrev med O’s historie det værk, som Marcus rangerer som det mest ophidsende for hende, og man kan godt se en vis afsmitning fra dette og til Jeg elsker det, hvor dog sidstnævnte er langt mere realistisk og virkelighedsnær.
Ellers fyldte det seksuelle til tider noget i modernistisk eksperimenterende litteratur som Svend Åge Madsens Lystbilleder (1964) og Liget og lysten (1968). Sidstnævnte er stykket sammen af fire forskellige trivialgenrer, sådan at der på skift fortælles i en krimi-, en porno-, en ugeblads- og en science fiction-genre. Liget og lysten indeholder to længere voldtægtsscener og derudover en mængde sexscener i overensstemmelse med pornogenren som en af de fire populærkulturelle genrer. Den første, langstrakte voldtægt (beskrevet s. 35-47) involverer blandt meget andet, at karakteren Finder stikker en strikkepind op i Hanne. Det er meget, meget anderledes end Marcus’ litteratur. Endelig var en række ungdomsromaner af Hans Hansen fyldt med spirende seksualitet, herunder klassikeren Vil du se min smukke navle (1976). Også Per Holm Knudsens Bolighajen (1976) inklusive dens efterstillede, fyldige ordliste med forklaringer af både ”Leninistisk” og ”Livmor” var en del af en oplysnings- og frigørelsesbølge rettet mod ungdommen.
I Louise Zeuthens ph.d.-afhandling De virkelige halvfjerdsere (2008) beskrives det, hvordan årtiet næsten kunne se ud til at være faldet ud af litteraturhistorien bl.a. på grund af ”forfatterens alt for åbenlyse og alt for private tilstedeværelse i teksten […]” (Zeuthen, 2009, s. 2). Zeuthen argumenterer overbevisende for, hvordan dette netop i stedet kan ses som en ”forløber for flere aktuelle tendenser i litteraturen af i dag.” (s. 2). Zeuthen nævner Claus Beck-Nielsen og Jørgen Leth som eksempler. Hendes hovedeksempler fra 1970’erne er Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger.
Brøgger og Marcus tematiserer begge køn, seksualitet og frigørelse, men ofte på diametralt modsatte måder. Zeuthen viser indgående, hvordan iscenesættelse og konstruktion bestandigt er centralt for Brøgger (s. 7). Ved Marcus finder man ingen relativisme eller konstruktivisme. Her er troen på autentisk ærlighed gennemgående. Sammenligner man således Brøggers essay ”Voldtægt” fra Fri os fra kærligheden med voldtægtsfantasierne hos Marcus i Den frygtelige sandhed og i Jeg elsker det, er forskellen slående. Zeuthen skriver:
Voldtægt er et langt stykke hen ad vejen et glimrende traditionelt opbygget essay om voldtægt contra forførelse. Men midt i essayet skifter det gear og tager en performativ æstetik i brug. […] Umiddelbart læser man voldtægtsberetningen som en sandfærdig selvbiografisk fortælling, men efterhånden som den bliver mere og mere fantastisk, melder usikkerheden sig. Man kommer således i høj grad i tvivl om sandhedsværdien af det fortalte, og det spørgsmål de fleste sidder med, mens de læser videre, er formentlig: ”Skete det i VIRKELIGHEDEN for Suzanne Brøgger???” […] Denne uafgørlighedszone, som Brøgger skaber andre steder i sit værk, er en helt afgørende del af Brøggers performative æstetik. (s. 8)
Marcus’ tekster om samme emne har klare skel mellem virkelighed og fantasi og bruger ikke fiktionaliteten til at skabe uafgørlighedszoner, men som didaktisk middel. Marcus er sexolog både i fag og fiktion. Hendes beskrivelser af seksualitet er som regel ikkenormative, men ikke udtryk for litterært eksperiment eller exces. For Marcus er det seksuelle helt nært sammenknyttet med hverdagen, realismen og det erfarede.
Zeuthen argumenterer i sin afhandling for, hvordan det er ”[…] væsentligt at finde en måde at beskrive, hvordan kroppen og kønnet bliver fremstillet i halvfjerdsernes litteratur […]”, bl.a. fordi noget lignende sker i den nyeste litteratur. Når Pablo Henrik Llambías, Claus Beck-Nielsen og Jørgen Leth fx skriver, som de gør, så ”[…] rækker disse kunstnere tilbage til halvfjerdsernes kunstneriske strategier” (Zeuthen, 2008, s. 9). I dag kan vi se, hvordan dele af den litteratur af kvindelige forfattere, som er blevet bortdømt og taget afstand fra, foregriber, hvad der 30-40 år senere skulle blive en udbredt tendens, og hvoraf en væsentlig del skulle få betegnelsen autofiktion. Denne litteratur har en stor overrepræsentation af mandlige teoretikere og forfattere fra Philippe Lejeune og Serge Doubrovsky over Philippe Gasparini til Bret Easton Ellis, Knud Romer og Karl Ove Knausgaard – ud over de af Zeuthen nævnte.
Litteraturforskeren Susan Lansers termer: autoritativ, personlig og fælles stemme, giver mulighed for at forstå, hvorfor de kvindelige versioner længe blev bortdømt, mens de senere, overvejende mandlige næsten omgående blev hyldet. Lanser foreslår et tredelt skel mellem authorial voice, personal voice og communal voice (1992). Den autoritative stemme er forbundet med tredjepersonsfortællere, der ikke alene fortæller som en repræsentationsakt i form af en gengivelse af fiktive karakterer og handlinger, men som også reflekterer, bedømmer og fremsætter udsagn om en verden og en kultur hinsides fiktionen, fx i form af gnostiske udsagn eller generaliseringer. Lanser viser, at receptionen af fortællinger med authorial voice i overvældende grad har opfattet denne form som maskulin, endda så langt at man i de sjældne tilfælde, hvor den historisk er forekommet hos kvindelige forfattere, har omtalt tredjepersonsfortællerne som ’han’ ( s. 18). Lanser viser også, hvor vanskeligt det typisk har været for kvindelige forfattere at fortælle med en authorial voice, og hvordan en strategi har været at skrive under mandligt pseudonym, hvilket på den ene side kan have styrket opfattelsen af individuelle forfattere og tekster, men samtidig har været med til at cementere androcentrismen.
Den personlige stemme findes derimod i fortællinger om forfatteren selv og om hendes opfattelser og oplevelser, og denne form har været mindre lukket for kvinder, der direkte er blevet bedt om at holde sig til at fortælle om sig selv, fordi de ikke burde udvise kendskab til mænd eller til verden. Til gengæld er sådanne personlige og erfaringsbårne fortællinger af kvinder så blevet kritiseret for at være narcissistiske og for at fremstille forfatterens dyder eller laster (s. 19). Denne indsigt er rammende for danske litteraturhistoriske konstruktioner, herunder ikke mindst netop af 1970’erne, og har forklaringskraft i forhold til, hvorfor og hvordan forfattere som Vita Andersen og andre kvindelige forfattere blev bortdømt, mens mandlige forfattere blev hyldet for det samme.
Den fælles stemme finder Lanser, hvor der tales på vegne af og autoriseret af et fællesskab, og hun viser, hvordan denne fortællemulighed, som ikke har haft en term eller er blevet undersøgt som så, bryder med den vestlige romans tradition for et individualistisk og androcentrisk plot (s. 22). Lanser påviser en markant ulighed i både adgangen til at tale og skrive og i muligheden for at fortælle med og som autoritet. Den viser, at mænd har lettere adgang til at fortælle med autoritet end andre personer. Samtidig tydeliggør uligheden, at vurderingen af bestemte fortælleformer varierer og er uens i bedømmelsen af forskellige køns anvendelse af samme fortælletype.
Konklusion
Magtstrukturer, herunder patriarkalske, opretholdes både i og gennem tekster, og kvinder er blevet marginaliserede og henvist til i bedste fald at fortælle i en privat og personlig sfære. Lansers tekst bidrager med begreber og vokabular til at tale om (fejl)vurderingen af mange kvindelige forfattere og deres narrative strategier i forskellige historiske perioder – både i forhold til en mindsket ulighed i repræsentationen i kanon og litteraturhistorien og sammenhængende hermed i forhold til at læse den bedste litteratur og bedømme den retfærdigt. Lansers begreber kan både være med til at korrigere synet på kanon og litteraturhistorien generelt og være et middel til bedre at forstå visse specifikke forfatterskaber og tekster. Lanser får demonstreret, hvordan en litteraturhistorie uden kønsovervejelsesmuligheder mangler noget essentielt. Marcus er én brik i dette store billede, og en forfatter, der risikerer sig selv mere end måske nogen anden; mere end Karl Ove Knausgaard, mere end Knud Romer og på en anden måde end Claus Beck-Nielsen. Hun forstyrrer således i høj grad en mandsdomineret kanons uudtalte præmis om maskulint mod.
Med Marcus som eksempel kan man både omvurdere betydningen af det didaktiske i litteraturen og bidrage med aspekter til 1970’ernes litteraturhistorie og dens forbindelse til nutidens tendenser. Her gives det mest private og det ærligste en nødvendig plads i og uden for fiktionen. Marcus har vist sig meget progressiv i forhold til både litteratur om de mest intime erfaringer og begær og i forhold til forståelsen af en dominansbaseret seksuel præference som masochisme. Med Lansers termer skriver hun mange af sine tekster med en i eminent forstand personal voice, og de næres i den grad af den private, levede erfaring. Samtidig kommer hun også til at tale med en både communal og også ideological voice. Det personlige er ikke det trivielle, men fungerer ideologisk i forhold til at skabe fællesskaber, fx ønsket om et søsterskab, der ikke ekskluderer visse individuelle sandheder og præferencer. Eller som det hedder i forordet til abc’en: ”Dette er ikke en almindelig opslagsbog. Den er fyldt med facts om rødstrømpetiden i 1970’erne. Men det er ikke objektiv historieskrivning, den er fyldt med både jeg og vi […]. ’Vi’? Ja, det tillader jeg mig at skrive, selv om jeg selvfølgelig ikke kan tale på alle rødstrømpers vegne” (2010, s. 4).
Marcus gør ikke mindst i lyset af Lansers termer noget nyt ved vores opfattelse af, hvad bekendelseslitteratur er, og af om og hvordan det er en adækvat term. Her kobles det med non-normativ seksualitet og fællesskaber. Marcus er en pioner i forhold til at bruge fiktionalitet til seksualdidaktik. Sammenlignet med fx Karl Ove Knausgaard og Knud Romer i dag fremstår Marcus som langt mere radikal, fordi det private også udfoldes som en blotlægning af et inderligt, ikkenormativt begær, der er mere usædvanligt end grandiose forestillinger om enten at blive en stor forfatter eller at sprænge det hele (i form af Nykøbing) i luften. Det didaktiske og det ærligt-private ved Marcus kan revurderes som en kvalitet og en styrke. Samtidig har hun et i denne optik mere moderne og mere afklaret forhold til fiktionalitet end fx Suzanne Brøgger i dennes berømte voldtægtsscene. Maria Marcus har gennem seks årtiers publikationer insisteret på afvigelsen og den uafviselige ærlighed som sandheden herom, og hun har fortsat meget at give mange læsere.
Noter
[1] Den danske betegnelse LGBTQIA+ står for Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner, Queerpersoner, Interkønnede og Aseksuelle. Plustegnet (+) indikerer, at der er flere identiteter og orienteringer, som også er inkluderet i fællesskabet.
[2] Langt senere, i 2015, finder man tilnærmelsesvist en pendant i Maggie Nelsons Argonauterne (i dansk oversættelse 2019), som også sammenskriver personlige erfaringer med teoretiske refleksioner, ikke mindst angående seksualitet. Om den feministiske amerikanske forfatter og kritiker Eve Kosofsky Sedgwick hedder det her i lighed med karakteristikken af Maria Marcus og hendes værker: ”var der noget hun var, var det ærlig.” (2019, s. 50).
[3] Pauline Réage er pseudonym for journalisten, kritikeren, oversætteren og forfatteren Anne Declos (1907-1998).
[4] Inden for dansk populærkultur er Anne Linnets Marquis de Sade (musik, tekster og performance) fra 1983 måske det tætteste, der findes på samme eksplicitte (og til tider eksplicit selvbiografiske) fremstillinger af dominansrelaterede seksuelle præferencer.
Skønlitteratur
Suzanne Brøgger: Fri os fra kærligheden. Rhodos, 1973.
Maria Marcus: Den frygtelige sandhed. En brugs-bog om kvinder og masokisme. Tiderne Skifter, 1974.
Maria Marcus: Himmelsengen. Tiderne Skifter, 1979.
Maria Marcus og Stig Sohlenberg: Jeg elsker det eller Historien om Stefan og Monas hemmelige kærlighed. Pornografisk roman. Tiderne Skifter, 1980.
Maria Marcus: Kys prinsen. En erfaringsbog. Tiderne Skifter, 1984.
Maria Marcus: Lili-og-Jimi: Kærlighedsroman. Tiderne Skifter, 1991.
Maria Marcus: Min egen rødstrømpe abc. Politikens Forlag, 2010.
Maria Marcus: Kom du? En mosaik om orgasme. Tiderne Skifter, 2015.
Faglitteratur
Sara Ahmed: ”Happiness and Queer Politics”. World Picture, 2009, nr. 3, s. 185-94.
Adriana Cavarero: ”Ødipus fejler to gange”. I Lilian Munk Rösing og Tania Ørum (red.), Feminisme. Aarhus Universitetsforlag, 2012, s. 185-94.
Judith Halberstam: The Queer Art of Failure. Duke University Press, 2011.
Susan Sniader Lanser: Fictions of Authority: Women Writers and Narrative Voice. Cornell University Press, 1992.
Robin Ruth Linden: Against Sadomasochism: A Radical Feminist Analysis. Frog in the Well, 1982.
Elisabeth Møller Jensen, et al. (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie. Rosinante, bd. 1, 1993.
Elisabeth Møller Jensen, et al. (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie. Rosinante, bd. 4, 1997.
Maggie Nelson: Argonauterne. Rosinante, 2019.
Vibeke A. Pedersen, May Schack og Klaus P. Mortensen: Dansk litteraturs historie. Gyldendal, 2007.
Pauline Réage (pseudonym): O’s historie [Histoire d’O. Éditions Pauvert, 1954]. Stig Vendelkær, 1965.
Gayle Rubin: Deviations a Gayle Rubin reader. Duke University Press, 2011.
Karen Syberg, Janne Giese, Vibeke Vasbo og Suzanne Giese (overs.): Søsterskab! Artikler fra den amerikanske kvindebefrielse. Rhodos, 1971. Efter Robin Morgan (red.): Sisterhood is Powerful: An anthology of writings from the women’s liberation movement. Vintage Books, 1970.
Louise Zeuthen: De virkelige halvfjerdsere. Krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup. Ph.d.-afhandling, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2008.
Louise Zeuthen: ”De virkelige halvfjerdsere. Krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup”. Aktualitet – Litteratur, Kultur og Medier, bd. 3, december 2009, https://tidsskrift.dk/aktualitet/article/view/111499.