Født i en købmandsfamilie, blev student i 1940, arbejdede som journalist og redaktør og var kunstprofessor 1980-1985. Hun debuterede i 1950 med en traditionel folkelivsskildring, Kaakerholman kaupunki (Kaakerholma by), men gennembruddet kom med romanerne Johannes Vain (Bare Johannes), 1952, og Neito kulkee vetten päällä, 1955 (Jomfruen går på vandet, 1960), hvor de positioner, der senere bliver mere eller mindre gennemgående, fremtræder: Svag mand kontra målbevidst kvinde.
Sit andet gennembrud fik Eeva Joenpelto med den såkaldte Lojo-serie i fire dele om Finland efter 1918, som indledes med Vetää kaikista ovista (Tyende og fjender), 1974. I denne romansuite om begivenhederne i den västnylandske landsby genspejles på mikroniveau de forvandlingsprocesser, der præger samfundet. Den episke fortællestil karakteriseres af et stærkt, dramatisk udtryk. I hendes 80’er-romaner, Elämän rouva, rouva Glad (Fru Glad, gift med livet), 1982, Rikasja kunniallinen (Rig og stueren), 1984, Jottei varjos haalistu (Så din skygge ikke blegner), 1986, og Ei ryppyä, ei tahraa (Rynkefri, pletfri), 1989, behandles temaerne offer og skyld og materialisme kontra idealisme. For Tuomari Muller, hieno mies (Dommer Müller, en fin mand), 1994, modtog hun Finlandiaprisen.
Opdateret af redaktionen 2011:
Efter ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie udgav Eeva Joenpelto romanen Uskomattomia uhrauksia, 2000.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Rafael Koskimies: "Eeva Joenpelto" i: Books from Finland, nr. 3, 1997
Marja Niiniluote: "A Literary Portrait. Eeva Joenpelto" i: Books from Finland, nr. 2, 1969
