Som kulturskribent og forfatter til en af rødstrømpebevægelsens tidlige debatbøger Derfor kvindekamp fra 1973, der bl.a. fortæller om opdragelsen af en »mandschauvinist«, fik hun indflydelse på 1970’ernes kvindebevægelse, hvis utopier og konflikter hun beskriver i den skønlitterære debut På andre tanker (R), 1978, der ikke mindst handler om konflikten mellem det private liv og den politiske målsætning.
I Brændende kærlighed (R), 1984, skildres (køns)kampen i et kompliceret kærlighedsforhold, hvor en ung pige i frihedsåret 1968 kommer i konflikt mellem en far og hans søn. I 1993 og 1994 kom romanerne Forsvindingspunktet og Den tredje kvinde om en kvindes opbrud fra sit ægteskab.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Suzanne Giese udgivet de to historiske fagbøger Drømmen om kvinden – kvindeidealer og feminisme i tre årtier, 2001, og Moderskab – En rejse i moderskabets kulturhistorie, 2004. I 2010 udkom erindringsbogen Med verden i lommen. Erindringer fra dengang kvinder blev frie.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Stig Dalager og Anne-Marie Mai (red.): Danske kvindelige forfattere, bd. 2, 1982