Ulrikka S. Gernes

1965 -

Danmark

Datter af billedkunstneren Poul Gernes, der har lavet omslag til flere af hendes bøger. Hun debuterede som 18-årig i tidsskriftet Hvedekorn i 1983, og året efter udkom hendes debutsamling Natsværmer, en samling sansende unge kærlighedsdigte, der placerede sig i forlængelse af 1980’er-lyrikkens poetikker.

Kendetegnende for hendes digte er et storladent, flot og patetisk lyrisk udtryk, fuldt af vilde fugle, engle, mørke og stjerner. Inspirationen fra Edith Södergran er åbenbar, ikke mindst i samlingen Engleklør, 1985. Andre værker er Skriftsteder, 1989, Gribbenes himmel, 1993, Amnesia, 1995, med billeder af Linda Orloff, og Til, 1995. Digtene henlægges til et spændingsfelt mellem en fin erotisk poesi med bløde kys, sprød forelskelse, regnbuekroppe og stille oplevelse og en vild flammende og fortærende søgen i kroppen og den vide verden efter »skabelsens skrift«. De mange og store ord har været genstand for skarp kritik, men en lidt ublid medfart har ikke bremset forfatteren, der dog stadig søger nye veje i oplevelsen og opdagelsen af ordenes og kærlighedens verden.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Ulrikka S. Gernes udgivet digtsamlingerne Kamikaze, 1999, og En aften med Ulrikka S. Gernes, 2005. Hun har også skrevet børnebøger.